En plet på Politikens renommé. Sådan beskriver chefredaktør Amalie Kestler den skade, som dagbladet Politiken er blevet påført på grund af samarbejdet med stjernefotografen Jan Grarup.

”Det er dybt alvorligt. Det en plet på Politikens historie, at vi har bragt fejl i dette omfang,” siger hun.

Jan Grarup er de seneste måneder blevet offentligt kritiseret for en lemfældig omgang med sandheden: For at fordreje fakta og for at bringe sig selv i centrum i historier, hvor der ikke var dækning for det.

Det begyndte med Jan Grarups rolle i affyringen af en ukrainsk mortergranet og hans manglende objektivitet som fotograf i Ukraine, fordi han stillede sig på Ukraines side.

Men snart kom det også til at handle om hans prisbelønnede skildringer fra folkedrabet i Rwanda i 1994.

Har undersøgt hele Grarups produktion siden 2009

Politiken har været en af Jan Grarups mest trofaste kunder, og kritikken af Jan Grarups arbejde fik i september 2023 Politiken til at hyre avisens forhenværende graverchef John Hansen til at lave en rapport, hvor han gennemgår Jan Grarups samlede freelanceproduktion for Politiken siden 2009.

John Hansen har blandt andet interviewet medarbejdere internt på Politiken, fotografer, der har rejst med Jan Grarup, og nogle af de kilder, Grarup har interviewet.

John Hansen citerer også fra freelancejournalisterne Helle Maj og Jørn Stjerneklars omfattende rapport om Jan Grarups arbejde i Rwanda, der udkom for nylig.

Nu fremlægger Politiken konklusionerne fra rapporten, og den påpeger en række kritisable punkter ved Jan Grarups arbejde.

Det meste af kritikken har allerede været fremme i medierne.

For eksempel at Politikens samarbejde med Jan Grarup ophørte på grund af afsløringerne af Jan Grarups arbejde i Ukraine og Rwanda.

Og den beslutning står fast:

”Vi har afbrudt samarbejdet med Jan Grarup helt,” forklarer Amalie Kestler.

Turist i eget mareridt

”Turist i mit eget mareridt” er en af de artikler, som fylder meget i Politikens rapport. Det er et essay fra 7. april 2019 med tekst og billeder af Jan Grarup bragt på 25-årsdagen for folkedrabet i Rwanda.

Jørn Stjerneklar og Helle Maj tryktestede også artiklens påstande og fandt en række fejl, selv om et stort antal ansatte på Politikens redaktion havde været involveret i tilblivelsen.

John Hansens rapport udpeger en række alvorlige fejl og mangler ved artiklen. For eksempel er der uoverensstemmelser mellem artiklens landkort med Jan Grarups rejserute – og de steder, hvor Jan Grarup rent faktisk tog billederne.

Fejlene er så alvorlige, at Politiken nu korrigerer artiklen i en længere rettelse over artiklen, hvor det fremgår at ”redaktionen beklager på det kraftigste de forkerte oplysninger.”

”Det er tungt at sige, at vi ikke længere kan stå inde for et stort essay, vi bragte i 2019,” forklarer Amalie Kestler.

Det var blandt andet på grund af billederne fra Rwanda, at Jan Grarup både blevet kåret til Årets Pressefotograf og vandt Årets Pressefoto i 1994.

Men hvad forestiller de prisvindende fotografier egentlig?
I rapporten sammenligner John Hansen billedteksterne i 1994 – kort efter folkedrabet – og billedteksten 7. april 2019, hvor Politiken bragte essayet ’Turist i mit eget mareridt’ i forbindelse med 25-årsdagen for folkemordet.

John Hansen hæfter sig ved tre billeder.

Det ene forestiller en kravlende mand stedfæstet af Politiken til en forstad til Kigali i 1994.

Men 25 år senere i 2019 er det ifølge billedteksten Nyanza – langt fra den rute, Jan Grarup fulgte i 1994.

Liget af en mand med armene bundet på ryggen er flyttet fra vejen mellem grænsen til Tanzania og Kigali til byen Butare.

En halshugget kvinde er ifølge billedteksten placeret i byen Gisenyi, som ikke optræder i den oprindelige artikel.

Jan Grarup: Mange ubekendte i min hukommelse

John Hansen har til rapporten spurgt Jan Grarup, hvorfor der er uoverensstemmelse i billedteksterne. Han bekræfter, at han alene var kilden bag informationerne om billedteksterne.

Men han kan ikke forklare uoverensstemmelserne mellem billedteksterne i 1994 og 2019.

”Jeg kan reelt ikke huske det. Det er frit fra hukommelsen, og man skal huske på, at det ligger 30 år tilbage. 25 år på det tidspunkt. Der er bare ekstremt mange ubekendte, i hvert fald i min hukommelse. Det har virkelig været svært for mig,” svarer Jan Grarup ifølge rapporten.

Et andet spørgsmål, som blandt andre Jørn Stjerneklar og Helle Maj har interesseret sig for, er, hvor længe Jan Grarup befandt sig i landet – og om det overhovedet var i den periode i midten af april 1994, hvor folkemordet var på sit højeste.

Jan Grarup fortæller selv, blandt andet i artikler i Politiken, at han arbejdede som fotograf i Rwanda under folkemordet i ”to-tre uger”. Den tidsperiode fastholder han i dag over for John Hansen.

John Hansen kan dog ikke finde dokumentation for, at Grarup befandt sig i Rwanda i mere end to dage.

Ved hjælp af interviews med fotografer, der rejste med Jan Grarup, og ved at krydstjekke med fotos taget af Jan Grarup konkluderer John Hansen, at Jan Grarup var i Rwanda i blot to dage:

Det var enten 18. og 19. maj 1994 eller 19. og 20. maj 1994.

(Jørn Stjerneklar og Helle Maj konkluderer i deres rapport, at Jan Grarup var inde i Rwanda i 36 timer i alt, fra den 20. maj om morgenen til den 21. maj før solnedgang.)

Men uanset hvilke dage det præcist drejer sig om, er der ifølge John Hansen ”intet”, der tyder på, at Jan Grarup var til stede, da folkedrabet var på sit højeste i Rwanda i april 1994, skriver John Hansen.

Jan Grarup fastholder ifølge rapporten, at han var i Rwanda i to-tre uger.

Kirke eller feltlazaret

John Hansen går videre og konkluderer, at med Jan Grarups besøg i Rwanda i midten af maj 1994 er det dermed også usandt, at Jan Grarup midt under folkedrabet i april 1994 parkerede sin gamle Toyota Pickup foran en kirke i Nyamata, hvor ”en flod af blod strømmede ud”, som han skriver i ’Turist i mit eget mareridt’.

Da Jan Grarup stiger ud af bilen, ser han efter eget udsagn en lille pige på fem-seks år komme kravlende ud imellem alle de døde.

”I sit baghoved havde hun et machete-hug, der gik helt ind til kraniet. Nogen havde forsøgt at hugge hjerneskallen af hende. Hun græd ikke, hun skreg ikke, hun stirrede bare tomt ud i luften. I menneskebunkerne lå hendes familie. Mor, far og søskende.”

Det er i dag et historisk faktum, at massakren i kirken i Nyamata fandt sted 14.-16. april 1994.

Og derfor kan ”beskrivelsen ikke passe”, skriver John Hansen.

I midten af april 1994 var Jan Grarup nemlig i Danmark, hvor han 17. april fotograferede en footballkamp i Gentofte for Politiken, som 24syv tidligere har afdækket.

Jan Grarup forklarer i rapporten, at han i dag ikke kan huske, hvornår han rejste ind i Rwanda i forbindelse med folkemordet.

Men det kan en norsk fotograf, Jan Espedal, som Jan Grarup rejste sammen med. Han siger, at de ankom til Rwanda 18. eller 19. maj 1994 – med andre ord mere end en måned efter massakren i kirken.

Jan Espedal fortæller, at et af de mennesker, de begge fotograferede, var den lille pige, der havde fået machete-hug i kraniet.

Men hun kom ikke kravlende ud af en kirke fyldt med døde mennesker i Nyamata.

Hun befandt sig på et feltlazaret, hvor hendes sår blev behandlet.

Jan Grarup har til John Hansen oplyst, at han få dage forud for todages-turen kørte over grænsen til Rwanda sammen med en kameramand, som han ikke kendte og i dag ikke kan identificere.

”På den anden side af grænsen hørte vi voldsom ildkamp fjernt og vurderede ikke, at det var sikkert at forsætte,” husker Jan Grarup.

John Hansen har stillet Grarup en række uddydende spørgsmål om turen, som Jan Grarup ikke har svaret på.

På det grundlag fastholder John Hansen sin konklusion:

”Jeg ser ingen dokumentation for, at Jan Grarup var i Rwanda i mere end to dage, mens folkemordet stod på.”

Faktatjekket svigtede

Amalie Kestler erkender, at rapporten viser, at avisens faktatjek svigtede, og nu venter der Politiken lige dele oprydningsarbejde og selvransagelse.

”Vi har den seneste måned brugt en del tid på at kigge indad og spørge os selv, om vi har gjort det godt nok – og det har vi ikke,” forklarer Amalie Kestler.

Men hvad gik egentlig galt? Ifølge Amalie Kestler var efterprøvningen af Jan Grarups oplysninger ikke god nok.

”Vi har stolet på, at Jan Grarup levede op til den tillid og de redaktionelle retningslinjer, som alle forventes at efterleve. Det stolede vi på, at Jan Grarup også gjorde. Men vi har et ansvar, fordi vi må konstatere, at vi ikke har været gode nok til faktatjek,” siger Amalie Kestler.

John Hansen bemærker, at det faktisk er sket, at Politikens redaktion har været skeptisk. For eksempel da Jan Grarup i et interview fortalte, at han havde været til mindst ”300 begravelser” i Ukraine.

Det tal fandt Politikens redaktør usandsynligt, så Jan Grarup ændrede det til formuleringen ”mindst 50 begravelser blev det til denne gang”.

Men da artiklen blev publiceret, blev tallet betvivlet i blandt andet Ekstra Bladet.
Nu forklarede Jan Grarup, at tallet var hans ”skøn” over det samlede antal begravelser, han har overværet i Ukraine siden invasionen i februar 2022 – ikke kun den specifikke tur, som interviewet handlede om.

”Det virker også underligt på mig”

I et særligt afsnit i rapporten belyser John Hansen de eksempler på intern skepsis og bekymring over for avisens brug af Jan Grarup – før kritikken brød frem i lys lue i august 2023.

Ifølge rapporten blev Politikens ansvarshavende chefredaktør, Christian Jensen, af en medarbejder flere gange advaret mod at bruge Jan Grarup.

”En dag kommer du til at fortryde samarbejdet med Jan Grarup,” lød advarslen blandt andet fra medarbejderen i marts 2022.

En redaktionschef på avisen havde ikke tillid til Jan Grarup og ville ikke arbejde sammen med ham. Og to redaktionschefer diskuterede Jan Grarups mentale tilstand – uden at det førte til, at Politiken skærpede faktatjekket af Jan Grarups leverancer.

Amalie Kestler forklarer, at undersøgelsen viser, at der internt på redaktionen var en snak om Jan Grarup blandt nogle medarbejdere.

”Men det var ikke af en konkret karakter, som man kunne handle på. Vi har i hvert fald ikke mødt konkrete fejlagtige påstande eller oplysninger, hvor vi kunne sige, at det skulle der handles på,” siger Amalie Kestler.

I er journalister, der hver dag arbejder med at undersøge ting nærmere, som forekommer forkert? Så hvorfor kiggede man ikke nærmere på de ting, der trods alt var fremme på redaktionen?

”Det virker også underligt på mig i dag, og det har vi også spurgt os selv om: Hvorfor har denne gangsnak, eller hvad man skal kalde det, ikke ført til mere konkrete diskussioner?” spørger Amalie Kestler.

Hun siger, at hun ikke selv har deltaget i hverken ukonkrete eller konkrete snakke, der skulle give anledning til bekymring. Det var samlet set for ukonkret til at gå videre med.

”Det ser underligt ud i bakspejlet, og vi kan jo kun beklage det,” siger Amalie Kestler.

Rejsen til helvede

Også i Jan Grarups dækning af krigen i Ukraine har John Hansen fundet en række problemer.

Fire gange har Jan Grarup stået for informationerne i teksten, enten ved selv at skrive, eller ved at han blev interviewet af en journalist fra Politiken, som ikke selv var med på reportagerejsen.

I fotoreportagen ’Rejsen til helvede’ 27. marts 2022 fortæller Jan Grarup i et interview om billedet af en mand, der er gravet frem af ruinerne:

”Vasyl havde ligget under ruinerne i 30 timer i bidende frost. Uforberedt på angrebet klokken seks om morgenen var han kun iført underbukser. Det var et mirakel, at han overlevede …”

På billedet har manden tøj på både under- og overkroppen.

”Min fejl,” siger Jan Grarup i dag.

John Hansen bemærker i rapporten, at redaktionen i flere tilfælde har kaldt Jan Grarups tekster for ”essays” i stedet for reportager.

En almindelig definition af et essay er, at genren giver plads til, at skribenten inddrager sin egen subjektive oplevelse og fortolkning, skriver John Hansen.

”Men fakta skal også i et essay være korrekte og deklarerede.”

Både i Bakhmut og Kherson

I et af sine essays fra Ukraine skriver Jan Grarup for eksempel:

”Juleaftensdag, imens jeg kørte rundt i Bakhmut, ramte et raketangreb ned her i Khersons centrum, hvor folk kan købe den smule dagligvarer, der trods alt kommer ind i byen.”

”Syv blev dræbt og mere end 40 sårede. Blandt ofrene var en gammel dame, der stod på et gadehjørne og solgte sim-kort til telefoner, en kvinde, der solgte glas med syltede grøntsager, en mand, der solgte brænde og kul, og så deres kunder, der bare kom forbi.”

Men hvordan kunne Jan Grarup fortælle detaljeret om et raketangreb, som skete i Kherson, mens han selv var i Bakhmut, spørger John Hansen

”Det kørte i alle medier,” svarer Jan Grarup i dag.

Han henviser desuden til, at han benytter sig af app’en ’LiveUAmap’, som viser billeder og videoer fra angreb.

”Jan Grarup forsømte at oplyse, hvor han havde sine oplysninger fra, og det er et krav, også i et essay,” forklarer John Hansen.

Det er korrekt, at angrebet på Kherson blev omtalt i talrige medier verden over.

”Jeg har gennemgået en lang række tekster, fotos og videoer om begivenheden (men langtfra alle), uden at finde de detaljer om ofrene, som Jan Grarup beskrev,” lyder det fra John Hansen.

Chefredaktionens ansvar

Konklusionen i John Hansens rapport er, at Politikens faktatjek har været utilstrækkeligt.

”Gennemgangen af Jan Grarups udtalelser og tekster til Politiken har vist, at hans udsagn generelt ikke blev udsat for tilstrækkelige faktatjek.”

Og det medgiver Amalie Kestler.

”Vi har begået fejl ved ikke at gennemføre grundigt nok faktatjek,” forklarer hun.

Politiken har på foranledning af Jan Grarup-sagen udarbejdet nye retningslinjer, der beskriver, hvordan redaktionen skal arbejde fremadrettet.

Det er for eksempel redaktionscheferne og redaktørernes ansvar, at indholdet i Politiken lever op til retningslinjerne.

Når journalistisk indhold bliver lavet ”på egen hånd” af en enkelt fast eller løst tilknyttet medarbejder, skal der udvises ”ekstra opmærksomhed” i forbindelse med faktatjek.

”En hovedregel er, at jo større produktionen er, desto større opmærksomhed.”

Amalie Kestler forklarer, at man i redaktørkredsen har talt om, hvad man kunne have gjort anderledes.

”Men i sidste ende er det chefredaktionen, der står til ansvar for det, vi bringer i avisen, og det ansvar påtager vi os, og derfor beklager vi over for læserne,” siger hun.

Grarup: Hvorfor sagde ingen noget?

I et afsluttende afsnit i rapporten forklarer Jan Grarup, at det gør ham ondt at høre, at han har været så ildeset på Politiken.

”I det hele taget har det undret mig, at INGEN har henvendt sig til mig, hvis de havde været bekymret for min mentale tilstand eller troværdighed,” skriver han.

Jan Grarup siger til Politiken.dk, at Politikens reaktion har været berettiget.

“Jeg synes, John Hansen har gjort et stort stykke arbejde. Jeg er ikke enig i alle hans konklusioner, og det har været svært for mig at skulle sidde og bevise ting, der ligger mere end 25 år tilbage”, siger Jan Grarup.

Amalie Kestler ser det som et spørgsmål rettet til dem, der har haft bekymringen.

”Det er ikke en bekymring, jeg selv har haft før denne sag,” siger hun.

Spørgsmålet er, om Politiken har et medansvar for, at avisen ikke handlede hurtigere på forlydenderne om Jan Grarup.

”Jeg er ked af på egne vegne og på Jan Grarups vegne, at vi her på Politiken ikke har været mere opmærksomme. Det er vores ansvar, og det ansvar skal vi påtage os og lære af,” siger Amalie Kestler.

Jan Grarup har ifølge sin manager Tom Tramborg ikke yderligere kommentarer, siger han til Journalisten.

Hele John Hansens rapport kan læses på Politiken.dk