På et tidspunkt mellem midten af juni og begyndelsen af juli i år besluttede krigsfotograf Jan Grarup sig for at bryde ud af rollen som tilstræbt objektiv.

Det gjorde han i en skyttegrav på den ukrainske side af frontlinjen i det østlige Ukraine.

På en mortérgranat skrev han navnene på to ukrainske teenagepiger, som kort forinden var blevet dræbt under et russisk angreb.

Derefter satte han mortérgranaten ind i mortérrøret.

Og få sekunder efter blev mortérgranaten fyret af mod den russiske del af frontlinjen med et ukendt nedslagspunkt.

Det fortæller Jan Grarup selv i en artikel i Politiken, hvor han også tilføjer, at han ikke ved, om mortérgranaten ramte og dræbte russiske soldater.

I interviewet konstaterer den mangeårige krigsfotograf også:

”Jeg har for længst mistet min objektivitet i den her krig. Jeg står 100 procent på ukrainsk side. Jeg ønsker intet godt for de her russiske soldater eller for det russiske styre.”

Journalisten ville gerne have Jan Grarup til at uddybe sit syn på de journalistiske udfordringer i sådan en handling og udtalelse, men han ønsker ikke at lade sig interviewe af fagbladet. Han ønsker heller ikke at kommentere det juridiske perspektiv i historien.

For ud over de fagetiske diskussioner om at miste sin objektivitet i dækningen af en sag er der også konsekvenser ved de handlinger, hvis man forholder sig til international ret.

Legitimt mål for russerne

Med sin handling mistede Jan Grarup nemlig med stor sandsynlighed den beskyttelse, der dækker beskyttede personer som eksempelvis journalister i en krigszone.

Det siger Kenneth Øhlenschlæger Buhl, som er militæranalytiker ved Forsvarsakademiet og ekspert i de folkeretlige dimensioner af krigen i Ukraine.

”Der er næppe nogen tvivl om, at i det øjeblik, han gør det, er han et legitimt mål for russiske soldater,” siger han.

”Hvis der sidder en russisk finskytte på 800 meters afstand og får øje på det og skyder en kugle afsted, vil det være helt efter bogen at skyde efter ham,” fortsætter Kenneth Øhlenschlæger Buhl.

Han tilføjer dog, at Jan Grarup formentlig kun har været et legitimt mål i det tidsrum, han har deltaget ved fronten.

”I det øjeblik han bevæger sig væk fra det sted, får han sin beskyttelse tilbage,” lyder vurderingen.

Men episoden kan medføre en anden ulempe for Jan Grarup.

Rusland kan føre sag

Det er nemlig særligt skærpende, at Jan Grarup var til stede som fotograf og ikke som soldat. Havde han været en del af Ukraines væbnede styrker, ville han ifølge international lov ikke kunne straffes for eksempelvis at slå ihjel på en slagmark. Men det kan han, hvis han har deltaget uden kombattantstatus, og der er begået kriminelle handlinger.

”I givet fald vil russerne kunne retsforfølge ham for forsøg på drab eller mord af russiske soldater, hvis han kommer i kløerne på dem. Så efter den historie ville jeg nok ikke rejse til Rusland eller et land, der har en udleveringsaftale med Rusland,” siger Kenneth Øhlenschlæger Buhl.

Præcis hvilke lande, der har udleveringsaftaler med Rusland, er uklart, men ifølge internationale nyhedsartikler er der blandt andet en aftale med Indonesien og Kina.

Politiken: Han er fri agent

På Politiken vurderer fotochef Peter Hove Olesen ikke, at Jan Grarup har været ansat for Politiken under opgaven, selv om Politiken har betalt Jan Grarup for historien og de tilhørende billeder.
Dermed mener Politiken heller ikke, at man har haft et sikkerhedsansvar for Jan Grarup.

”Han er jo fri agent på den måde, at han selv tager dertil, selv står for økonomien i det, sit eget sikkerheds-setup, og hvem han arbejder sammen med det om. Det har jeg jo ikke nogen måde at have indflydelse på, for så skal jeg jo ansætte ham. Jeg kan ikke lige se, hvad alternativet skulle være,” siger Peter Hove Olesen.

Det havde ifølge Peter Hove Olesen været noget andet, hvis Politiken aktivt havde bedt Jan Grarup om at tage til frontlinjen i Ukraine. Men det gjorde Politiken ikke. Jan Grarup var i Ukraine for at arbejde på en bog om krigen.

”Så ville jeg være fuldstændigt enig i, at der var nogle etiske dilemmaer i, hvad man bad nogen om at gøre. Men vi har ikke bedt Jan om at gøre noget som helst. Han kommer hjem, han har de her billeder under armen, og så spørger han, om vi vil købe dem.”

Hvis en af jeres fotojournalister blev sendt til Ukraine og sagde, at vedkommende havde valgt side og ikke kunne dække den objektivt, ville der så ligge nogle etiske udfordringer i det for Politiken rent redaktionelt?

”Helt klart. Og det ligger der jo også her. Det er også derfor, vi har grebet det an på den måde og gjort klart opmærksom på det på forsiden af sektionen og i interviewet med ham, hvor vi spørger, hvad det har gjort ved ham. Han går jo fuldstændigt ind ad en åben dør og siger, at han er blevet overrasket over det, og at han er gået over grænsen og ikke længere er objektiv.”

Hvad er det, Jan Grarups billeder kan, som gør, at de trods de forhold, de er lavet under, er så vigtige, at de skal bringes i Politiken?

”At vi ser det. Der er meget, meget få fotografer, der har den risikovillighed og den dygtighed, som Jan har til at være derude. Og dermed har jeg ikke sagt noget ondt om nogen andre fotografer. Heller ikke nogen, jeg har ansat her. Det er meget vigtigt. Men Jan har 35 års erfaring i det her, så han kommer nogle steder, og han har nogle forbindelser, som vi ikke nødvendigvis har. Jeg ville aldrig nogensinde selv turde, og jeg ville aldrig nogensinde håbe, at der er nogen, jeg kender, der blev udsat for det. Og jeg synes også, det er det, som artiklen handler om. Billedserien skildrer, hvad der sker med mennesker, der dækker krig, og dermed også, hvad der sker med de mennesker, som lever i sådan en krig.”

Så det er heller ikke en opfordring fra jeres side til, at andre freelancefotografer skal prøve at efterligne det samme. Det ligger lidt i det, du siger, at det virker til at være en Jan Grarup-ting, og ikke noget, andre skal kopiere?

”Overhovedet ikke. Og jeg har også selv prøvet at stå ved siden af Jan i nogle situationer, der var voldsomme, da han var freelancer, og jeg var fastansat. Der så jeg, hvor dygtig og erfaren han er. Og der må jeg bare sige, at jeg fik en kæmpe respekt for det, som Jan kan, for han har nemlig ikke hovedet under armen, og han har en helt klar fornemmelse af, hvornår man kan arbejde, og hvor længe man kan arbejde sådan nogle steder her.”

Peter Hove Olesen tilføjer, at selv om Politiken ikke har haft et direkte ansvar for Jan Grarups færden under rejsen til Ukraine, har avisen efterfølgende tilbudt ham mulighed for assistance, hvis han ønsker det.