Armslængde

Pia Kjærsgaard kræver svar: Kan DR-medarbejder fortsætte efter Gaza-underskrift?

Kulturministeren skal svare på, om DR-medarbejder, der sendte den omdiskuterede Gaza-underskriftserklæring rundt til kolleger, kan fortsætte i sin stilling

Det er ikke nok for Dansk Folkepartis folketingsmedlem Pia Kjærsgaard, at DR’s nyhedsdirektør offentligt har ærgret sig over de DR-medarbejdere, der har underskrevet en Gaza-underskriftsindsamling.

Nu vil Pia Kjærsgaard også have kulturministeren på banen.

Det sker, efter at Berlingske har beskrevet, at det var redaktør og vært på Radioavisen Maria Dohn, der sendte underskriftsindsamlingen rundt til kollegerne i DR Nyheder med en opfordring til at skrive under.

Konkret vil Pia Kjærsgaard have kulturminister Jakob Engel-Schmidt til at besvare følgende spørgsmål, fremgår det af et folketingsspørgsmål:

”Vil ministeren tilkendegive, om han mener, at Maria Dohn kan fortsætte som redaktør og vært på landets mest indflydelsesrige morgenradio, ’P1 Morgen’, når hun tilsyneladende er Gaza-aktivist og internt i DR har udnyttet sin chefstilling til at presse ansatte til at skrive under på en støtteerklæring for Gaza ved at sende opfordringen om at skrive under på støtteerklæringen ud til alle ansatte på DR Nyheder via sin arbejdsmail?”

Alvorlig detailstyring

Maria Dohn er retteligt ikke vært på ’P1 Morgen’, og hun har heller ikke en chefstilling med personaleansvar.

Det er imidlertid ikke kun fejlene i spørgsmålet, der får Allan Boye Thulstrup, forperson i Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation (DJ), til at rynke øjenbrynene.

”Jeg synes, det er alvorligt, når folketingspolitikere på denne måde føler behov for at detailstyre DR,” siger han.

Utilfredshed med en institution bør ikke blive til personangreb, for så nærmer vi os amerikanske tilstande.
Allan Boye Thulstrup, forperson i DJ

Han understreger, at det er i strid med principperne om armslængde mellem medier og politikere.

”Dertil kommer, at en politiker, som er blandt de mest markante og velkendte i dansk politik gennem de seneste 40 år, burde holde sig for god til på denne måde at opfordre til berufsverbot mod enkeltpersoner,” siger han og tilføjer:

”Utilfredshed med en institution bør ikke blive til personangreb, for så nærmer vi os amerikanske tilstande.”

Maria Dohn selv ønsker ikke at kommentere spørgsmålet. Fra DR’s nyhedsdirektør, Sandy French, lyder det, at politikere er velkomne til at stille de spørgsmål, de har lyst til.

”Arbejdsdelingen er klar: Medlemmer af Folketinget kan frit stille spørgsmål til kulturministeren om alle forhold vedrørende DR’s virke. Det er et grundlæggende demokratisk redskab, og DR bidrager altid gladeligt til de svar, der afgives til Kulturudvalget.”

”Beslutninger om ansættelser i DR træffes dog udelukkende af DR’s ledelse – og her vægtes politikeres holdninger til medarbejdere ikke højere end almindelige borgeres,” siger hun i et skriftligt svar til Journalisten.

Nyhedsdirektør mere end ærgerlig

Underskriftsindsamlingen blev sendt rundt til danske journalister i begyndelsen af august, og i midten af september havde adskillige DR-journalister underskrevet erklæringen.

Erklæringen var et opråb om at sikre pressen fri adgang til Gaza, men var blandet sammen med formuleringer, der sidestillede folkemordet i Rwanda og situationen i Gaza. På den danske underskriftsside skrev man samtidig under på, at førende eksperter nu kalder situationen i Gaza for ”det, det er: folkemord”.

DR-medarbejdernes underskrifter på erklæringen fik debatten til at eksplodere, og adskillige DR-medarbejdere trak deres underskrifter tilbage og forklarede også, at de havde skrevet under på en anden formulering.

Samtidig meldte DR’s ledelse ud, at det er i strid med DR’s egne retningslinjer at underskrive en sådan erklæring.

DR’s nyhedsdirektør, Sandy French, har tidligere til Berlingske udtalt, at hun er ”mere end ærgerlig” over, at mailen blev sendt rundt, men mest af alt ærgerlig over, at nogen valgte at skrive under.

”Jeg vil virkelig, virkelig håbe, at der fremover ikke er nogen, der sender den type mail rundt. Og hvis det så sker alligevel, så vil jeg håbe, at kolleger og chefer gør hinanden opmærksom på, at man godt nok skal tænke sig om og læse til bunden, inden man sætter sin underskrift på noget som helst,” sagde Sandy French til Berlingske.

0 Kommentarer