Per Stig Møller (K) overtager posten som kulturminister fra Carina Christensen (K) og overtager dermed også opgaven med at få det ny medieforlig i hus.
Regeringsrokaden kommer som en overraskelse. Selv for pressecheferne i de enkelte ministerier, der havde ventet, at der ville gå en uge mere.
"Jeg ved ikke noget… Jeg hører kun fra TV 2 News, at Per Stig bliver ny kulturminister…. Men jeg har ikke hørt noget fra officielt hold," siger nuværende pressechef i Kulturministeriet, Martin Skovmand, til Journalisten.dk.
Hvorvidt han kan fortsætte efter regeringsrokaden er tvivlsomt:
"Jeg er ansat på de vilkår, som jeg er, og derfor tager jeg stilling til min fremtid, når der ligger noget officielt," siger han.
Carina Christensen befinder sig i øjeblikket i Vancouver i forbindelse med Vinter OL, og hun vil derfor ikke være til stede, når regeringsrokaden gennemføres i morgen formiddag, er meldingen fra ministeriet.
I sin tid som kulturminister er hun i øvrigt flere gange blevet kritiseret for at være alt for usynlig. Blandt andet i sommer, hvor Pia Kjærsgaard kaldte hende visionløs. Carina Christensen har desuden været tilbageholdende med at svare på mediehenvendelser. Eksempelvis blev Journalisten.dk lovet et tiltrædelsesinterview kort efter hendes tiltrædelse som kulturminister i september 2008, men Carina Christensen har foreløbig ikke fastsat datoen…
Skiftet betyder, at det bliver Per Stig Møller, som nu skal stå i spidsen for forhandlingerne om det kommende medieforlig.
Per Stig Møller har tidligere været tilknyttet DR. Først som kulturredaktør i årene 1973-74. Siden som souchef i kultur- og samfundsafdelingen i 1974 og igen fra 1976-1979. Herefter blev han programchef fra 1979-1984.
Endvidere har han været næstformand for Radiorådet fra 1985-1986, hvor han efterfølgende blev formand fra 1986-1987.
I sine yngre dage var Per Stig Møller litteraturredaktør ved B.T. og siden 1969 medarbejder ved Berlingske Aftenavis og Berlingske Tidende frem til 1972.
Venstres medieordfører, Ellen Trane Nørby, præsenterede i øvrigt i dag mandag Venstres mediepolitiske oplæg til de forestående medieforhandlinger, som dermed kommer til at spille en væsentlig rolle i Per Stig Møllers forhandlinger.