”Fuck. Jeg er bange for, det ikke var godt. Gik det helt galt?”

Tinne Hjersing Knudsen er lige trådt ud af radiostudiet på P1 Morgens redaktion og har placeret sig ved kaffemaskinen. Hendes hjerne kører på højtryk efter et kritisk interview med rektor Brian Bech Nielsen fra Aarhus Universitet.

”Nej, det var da fremragende,” siger redaktionschef Claus Cancel – en mild mand med et ansigt furet af smilerynker.

Hun har forsøgt at få svar på, om vi kan stole på forskning fra Aarhus Universitet, efter Landbrug og Fødevarer skrev hele afsnit i en rapport om oksekød, der blev trukket tilbage efter meget kritisk mediedækning.

”Men var oplægget for stramt? Jeg er bange for, det var faktuelt forkert.”

Claus Cancel roser hende.

”Oplægget var godt. Og du spurgte ham om lige præcis det, vi alle sidder og tænker på: Kan man overhovedet stole på dem nu. Det var kernen at holde ham fast på.”

”Det kan nærmest kun gå ned ad bakke. Jeg kan blive hunderæd for at ændre for meget.”

Claus Cancel, redaktionschef på P1 Morgen og Orientering

Befærdet hav

Der skal udstikkes en ny kurs for store dele af P1.

Claus Cancel står ved roret. Han blev redaktionschef for P1 Morgen og P1 Orientering – P1’s to mest lyttede programmer – i marts.

Tinne Hjersing Knudsen startede som vært den 1. september. Begge kom med mange års erfaring fra Radio24syv. Stationen, der blev sat i søen i 2011 for at give mere konkurrence til P1.

”På trods af meget færre ressourcer har Radio24syv virkelig taget kampen op. Jeg tror, mange af de ting, der er er sket på P1, dem kan du takke 24syv for. De har bare kløet på,” siger Claus Cancel.

Men nu skal skruen have endnu en tand. For lige om lidt, fra den 1. november faktisk, er der større konkurrence end nogensinde før om lytternes ører.

Her går Radio4 i luften. Muligvis overlever Radio24syv som DAB-kanal. Det finder vi ud af klokken 16 i morgen.

Og samtidig bugner radiomarkedet af podcasts fra uafhængige producenter, ført an af den nystartede millionsatsning Podimo.

I det hav, for at blive ved de maritime metaforer, skal P1 stadig være den største skude, som danskerne lytter mest til. Faktisk har P1, siden man begyndte at måle i 2010, aldrig haft så høje lyttertal.

Det er en stor opgave at fastholde, erkender Claus Cancel.

”Og hvorfor så ændre noget? Det kan nærmest kun gå ned ad bakke. Jeg kan blive hunderæd for at ændre for meget,” siger han.

Du vender ikke bare sådan lige en gammel supertanker. Faktisk er supertankere verdens største skibe, og de skal med fuld last bruge flere kilometer på at dreje. Nå, det er en anden snak.

P1, særligt P1 Morgen og P1 Orientering, har sin helt egen måde at gøre tingene på.

Men hvad er det egentlig for en størrelse, Claus Cancel bakser med?

Lad os skrue tiden tilbage til 1978.

”Jeg har mødt svært alkoholiserede kolleger, der mente, at ”alkohol åbner døre til kreativiteten”, for kort tid efter at banke hovedet i natmaden på Lytterkroen.”

Leif Lønsmann, tidligere radiodirektør i DR

Redaktionsmøder på værtshuse

”Der var meget røg, druk og sex. Det var almindeligt, at redaktionsmøderne startede med gammeldansk og sluttede på et værtshus.”

Leif Lønsmann – ’Løns’ blandt venner – gnægger. Hvis man vil forstå udviklingen på P1 – og selve kanalens kerne, dens sjæl – er Leif Lønsmanns hjerne det helt rette sted at gå på jagt. Den er et lettere krøllet, men vildt detaljeret søkort.

Han startede som ufaglært kabelslæber på P1 i 1978 og blev uddannet som radioreporter på kanalen. Da han startede, var tiden en anden, som han siger.

”#MeToo ville have haft fuldtidsarbejde i min ungdom på DR.”

Leif Lønsmann understreger, at det var problematisk. P1 var dengang mere som et kollektiv end en arbejdsplads, siger han.

”Den megen druk, der var med til at sammentømre, var dog også ødelæggende for enkeltpersoner og et professionelt, redaktionelt miljø,” siger han.

”Jeg har mødt svært alkoholiserede kolleger, der mente, at ”alkohol åbner døre til kreativiteten”, for kort tid efter at banke hovedet i natmaden på Lytterkroen.”

’Løns’ arbejdede på P1 i 10 år, før han blev redaktionschef på kanalen i yderligere 10 år, og derefter i yderligere 10 år var radiodirektør for 1.200 ansatte i det daværende hjerte, Radiohuset på Frederiksberg.

”Da jeg startede, var P1 som et forsinket 68’er oprør. Det var en ideologisk kampplads. Og en kreativ kampplads. Der var nogle socialistiske journalister, der ville revolutionere landet med radioen,” siger han, men understreger, at det ”ikke var en hær”, og at der også var liberale, som sagde dem imod.

Lytterne var gidsler

Det afspejlede sig også i den journalistiske identitet. Radioavisen var det nøgterne, det højtidelige. P1 var stedet, hvor der var plads til holdninger, skæve idéer og kunstneriske ambitioner.

”Det var en decentral kultur med ledelse nedefra. Til gengæld betød det også, at den samme forfatter godt kunne være gæst syv gange på en uge, hvis han havde en spændende bog. Lytterne var lidt fraværende gidsler for, hvad der interesserede os,” siger han.

Der var ikke en overordnet chefredaktion, som udstak de store linjer. De enkelte journalister havde ansvar for deres egne programmer, fandt selv på dem og så sig som ”auteurs”. Radioprogrammerne skulle være monterede kunstværker med titler og kreditering som en film.

Det store fokus på den enkelte journalists holdninger leder Leif Lønsmanns tanker frem til nutiden.

”Det mindede mere om, hvad Radio24syv laver i dag, end hvad P1 laver,” siger han.

”Der er 40 års forskel i formen. Men når man omtaler 24syv som dem, der genopfandt taleradio, er det ikke tosset. De udfordrede DR med noget frit, der eksisterede i P1’s ungdom. Det var en stor kraft, der gav taleradio i Danmark en renæssance.”

Da Radio24syv fik en midlertidig dødsdom tidligere i år, lugtede det også af 70’ernes P1-ånd. Programcheferne Mads Brügger og Mikael Bertelsen bød på Fernet Branca, imens nyhedsredaktionen tog på smørrebrødsrestaurant og drak snaps.

Nok om det.

Hvad P1 aldrig må miste

Med tiden blev P1 afideologiseret. Idéen om ”den nøgne journalist”, der var tilstræbt objektiv, vandt frem. I slut-80’erne var tilstræbt objektivitet hot.

Samtidig blev drukkulturen også sat på lavere blus.

Én ting blev dog ikke sat på lavt blus. Tværtimod. Den journalistiske dygtighed, de journalistiske værdier, som P1 var funderet på, stod klarere frem.

”Dybde, perspektiv og baggrund. Der var lige fra 70’erne mulighed for at analysere mere, som P1 Orientering gør meget i dag,” siger han.

”Der blev også nogle gange talt om at lægge radioavisen og Orientering sammen. Det var en bombe hver gang. Der var stor forskel på de to formater,” siger han.

Hvad må P1 aldrig miste?

”Mod,” siger han og holder en pause, imens han navigerer rundt i tankerne.

”Nysgerrighed. Åbenhed. Mangfoldighed. Det har i den lange historie været P1’s DNA.”

Ned på Jørgens kontor

Claus Cancel har sat sig ved enden af det lange glasskib i midten af DR Byen, hvor der er udsigt til metroen, der på futuristisk vis løfter sig op fra jorden og suser af sted flere meter over landskabet.

Tinne Hjersing Knudsen er et godt eksempel på det, P1 Morgen skal kunne, siger han.

”Hun er en fremragende journalist først og studievært bagefter. Mine værter skal tænde på historierne, presse på for at få dem med,” siger han.

”Et godt interview bliver bedre af, at værten er super engageret. Det er interviewet med rektor fra Aarhus Universitet om den tvivlsomme kødforskning et godt eksempel. Tinne har forsøgt at få ham i radioen i 14 dage. Skreget på det. Derfor blev det et godt interview.”

Hun er langt fra det eneste nye ansigt på P1.

”Jeg har taget en del med, jeg kendte. Har jeg så snuppet for meget Radio24syv med over? Altså. Det er der, jeg kender folk fra de sidste syv år. Selvfølgelig har det været naturligt for mig. Og det er også et godt tidspunkt,” siger han med tanke på usikkerheden på Radio24syv.

Claus Cancel vil gøre Danmarks ældste taleradio mere levende, mere formmæssigt varieret, mere dynamisk – ja, mere moderne. Han er faktisk allerede i gang med at udstikke sine dessiner:

”Værterne frigør sig mere fra manuskripterne, bruger sig selv mere. De skal tro på, at de godt kan stille næste spørgsmål, uden at alt er skrevet ned. Det giver en friere tone, og når de improviserer, kan der opstå gyldne momenter,” siger han.

Samtidig vil Claus Cancel også have flere almindelige mennesker i studiet. Han synes allerede, det er ved at lykkes.

”Da historien om svømmepiger, der blev tvangsvejet på landsholdet, breakede, havde vi et meget rørende interview i radioen med en ung svømmer, der var blevet vejet foran de andre piger,” siger han.

”I 18.30’eren havde det fået 30 sekunder. Her kunne vi tale med hende i 10 minutter.”

”Det blev kvikkere, mindre søvnigt, fik mere tempo. Det er klart, at det gav mere dynamik.”

Tidligere P1 Morgen-vært Dorte Krogsgaard om ændringer på programmet

Men han har også erkendt, at det er svært at lave store ændringer. Det kræver manøvrering i DR.

”På Radio24syv er det dejligt nemt. Der kunne vi bare gå direkte ned på Jørgen Ramskovs kontor, og så kunne han sige ja eller nej. Jeg har selvfølgelig mine chefers mandat her på DR, men der er flere mennesker, det skal gå igennem,” siger han.

Hvad er det svære ved at ændre?

”Det er ’plejer’. Hvis man er presset, så gør man, som man altid har gjort.”

Slut med mallemukkerne

Når Dorte Krogsgaards stemme toner frem, er det næsten umuligt ikke at tænke: ”er jeg i radioen lige nu?”

Fra 2007 indtil for cirka en måned siden var hun vært på P1 Morgen og er nu blevet afløst af Tinne Hjersing Knudsen. Hun var den gyldne stemme, der guidede lytterne igennem de tidlige timer – med dybde, perspektiv og baggrund.

I løbet af hendes 12 år drog formen på P1 Morgen, den måde mange danskeres foretrukne radio lød på, ud mod uberørt land.

Det var oplægget. Dorte Krogsgaard, du har ordet:

”Da jeg startede, var der én vært og lange båndede indslag. Det var mere højpandet. Langsomt blev det år for år sexet op. Vi fik to værter, meget

mere af programmet skulle være live, der skulle være flere gæster, og til sidst forsvandt stort set alle båndede indslag,” siger hun.

Dorte Krogsgaard elskede ændringerne.

”Alt lyder af det samme nu. Det er blevet en monokultur. I vores tid eksperimenterede vi hele tiden med fortælleformen. Musikken, klipningen. Det var anderledes ambitiøst.”

Poul Birch Eriksen, tidligere P1-vært

”Det blev vanvittigt meget sjovere at gå på arbejde. Det blev kvikkere, mindre søvnigt, fik mere tempo. Det er klart, at det gav mere dynamik. Der er en verden til forskel på at sige, ”nu skal vi høre om mallemukkerne,” hvorefter der kommer et bånd på syv minutter, og så på at sige velkommen til et rigtigt menneske,” siger hun.

Der var nok blevet lavet om uanset hvad. Men Radio24syvs ankomst var en stærk, redaktionel drivkraft.

”Der er ingen tvivl om, at de fyrede gevaldigt op i os. Vi kom op på tæerne. Der er en klar parallel til, da TV 2 brød tv-monopolet,” siger Dorte Krogsgaard.

”For P1 har det været en øvelse i ikke at være så pokkers alvorlig, men at lære at give lidt slip på seriøsiteten. Det kan godt være lødigt og klogt, selvom det er dynamisk og kvikt.”

Lyttertallene bekræfter også, at udviklingen er god. Faktisk har der aldrig været så mange danskere som nu, der hører taleradio. I 2018 hørte 759.000 danskere i gennemsnit P1 hver uge, og over en million mennesker hørte både Radio24syv og P1.

”Det er det, der er så fantastisk. Taleradio står stærkere end nogensinde. Resultatet er, at alle har vundet.”

Gammel vært har droppet P1

”Der er sket en udrensning.”

Poul Birch Eriksen deler ikke Dorte Krogsgaards glæde over de mere talende morgenprogrammer.

Han er fra den monterede radios tid. Den gamle skole. Han startede på P1 i 80’erne, hvor han var den første journalist i Danmark, der for alvor satte fokus på, hvad AIDS var – og vandt priser for det.

Han er en mand med en dyb, rolig stemme – det er tydeligt, at han i mange år har læst op til sine programmer med en klar diktion, indtil han gik på en ufrivillig pension fra radioen i 2014.

Med udrensning tænker Poul Birch Eriksen på formen.

”Alt lyder af det samme nu. Det er blevet en monokultur. I vores tid eksperimenterede vi hele tiden med fortælleformen. Musikken, klipningen. Det var anderledes ambitiøst,” siger han.

Selv brugte han to uger alene på at indsamle reportage, da han besøgte Washington og San Francisco for at sætte fokus på AIDS. Ingen andre ville dække det dengang, siger han, men i DR var det en public service-forpligtelse.

Klipningen derefter for at lave to aftenprogrammer – og en række mindre indslag for at få nogle minutter ud af rejseudgifterne – tog måneder. Det var med tekniker, råbånd, samletape og saks i træbeklædte radiostudier.

Når Poul Birch Eriksen er bekymret for, at en stærk tradition for monteret radio på P1 forsvinder, kan man godt forstå ham. I 40’erne og 50’erne var det journalister på DR, inspireret af montagefilm fra Rusland, der som de første lavede ambitiøs, monteret radio.

Det er den tunge arv, P1 bygger på.

Men den er ved at blive tabt på gulvet, frygter han.

Hører du selv P1 nogensinde?

”Nej. Og gør jeg det en sjælden gang, giver det ikke lyst til at høre mere,” siger han.

Hvad skulle der til for at få dig tilbage som lytter?

”At man vovede noget mere og lavede radio, der er mangfoldig, uforudsigelig og værd at lytte på. At de turde overraske med greb og fortællinger,” siger han.

 

Radioen er blevet mere smal

Man kan være tilbøjelig til at affeje Poul Birch Eriksen som en vred, gammel mand, der sidder fast i fortiden.

Men spørger man Freja Sørine Adler Berg, så har han faktisk en pointe. Hun er kandidat i medievidenskab fra Københavns Universitet og er lige nu ved at skrive en Ph.d om podcasts på Syddansk Universitet.

”Der skete et skifte i 2007, hvor DR nedlagde montageafdelingen,” siger hun.

Derfor undersøgte hun i 2015, hvordan udviklingen havde været i formen på P1 siden 2007. Og hendes konklusion var klar. Der var markant mere liveradio med dialog og meget mindre monteret radio.

”Jeg vil sige til Poul Birch Eriksen, at det nok skal gå alt sammen.”

Thomas Buch Andersen, kanalchef for P1

”Der være færre ting, hvor nogen havde været ude og optage lyd, hvor der var monolog, musik, reportage og lyddesign. Formmæssigt er det blevet mere smalt,” siger hun.

Hun undersøgte også Radio24syv, og der var lydbilledet det samme: det monterede fyldte meget lidt. Kort sagt er taleradio i dag virkelig blevet taleradio.

Det monterede ikke forsvundet helt, slår hun en tyk streg under.

Radio24syv Dokumentar laver det. Third Ear med tidligere ansatte fra DR’s montageafdeling er dybt ambitiøse. Og P1 Dokumentar laver også stadig fremragende monteret radio. Dronekrigeren, Det Perfekte Offer og Et langsomt ord er nogle af eksemplerne på det.

”Det er fantastiske lydfortællinger. Og det er vigtigt, vi har dem, for der bliver lavet meget af det i udlandet,” siger hun.

Hun har dog svært ved at se, at taleradioerne kan skrue mere op for det.

”Det er enormt tidskrævende og dyrt at producere. Jeg har selv prøvet at være med til at lave det, og det er hårdt arbejde,” siger hun.

Hvad Thomas Buch Andersen vil sige til Poul Birch

”Jeg vil sige til Poul Birch Eriksen, at det nok skal gå alt sammen.”

Sådan siger Thomas Buch Andersen, der er den store kaptajn for P1 – med et venligt vink til Poul Birch Eriksens program fra 90’erne på P1, der netop hed: ”Det skal nok gå alt sammen”.

Han er chef for hele kanalen, tager gerne ordet vision i sin mund og beskriver P1’s kerne med abstrakte begreber som ”relevant”, ”troværdig” og ”væsentlig”.

Kort sagt det modsatte af det, der eksisterede på P1 i 70’erne og 80’erne med en overordnet chef, der har øjne på lytterne og udstikker en ramme for kanalen.

Og ja. Han er uenig i Poul Birch Eriksens analyse.

”P1 står historisk stærkt. Der er aldrig så mange, der har lyttet til P1 som nu, heller ikke selvom konkurrencen er stor,” siger han.

Men er radioen ikke blevet mere ensformig?

”Jeg kan ikke genkende det synspunkt, at traditionen for monteret radio skulle være væk,” siger han.

”Vi er ved at genopfinde den tradition i en digital tidsalder med podcastserier. Jeg synes faktisk, vi bygger videre på den tradition.”

Men forskning fra 2015 viser, at formen er blevet mere ensrettet …

”Jeg kan godt forstå, det er konklusionen i 2015. Jeg kom til i 2016, og vi har de seneste år arbejdet målrettet med at skabe monterede fortællinger til podcastserier, der har en stærk fortællenerve,” siger han.

Bastionen i DR Byen

Et byskilt med navnet ”Orientering” byder dig velkommen, når du entrerer redaktionen for P1 Orientering i DR Byen.

Signalet er klart: vi er vores eget, uafhængige sted, en slags bastion a la de standhaftige gallere fra Asterix og Obelix.

”Vi er vores egen redaktion. Der kommer ikke nogen og siger, nu skal I i gang med den og den historie eller det og det tema,” siger Mathias Bay Lynggaard, der er vært på P1 Orientering.

Selvom han er i slut-20’erne, lyder han mere som de gamle auteur-værter med den idealistiske fane holdt højt end Claus Cancel. Han taler om klangbund, principielle problematikker, oldgamle journalistiske dyder og betydningen af udlandsstoffet.

”Vi har en kontrakt med lytterne om, at når de tænder for os, så bliver de klogere,” siger han og understreger, at han virkelig tror på de værdier, som også tegnede sig i Leif Lønsmanns tid.

”Når du tænder for P1, skal historierne være skåret efter, hvordan virkeligheden er, ikke efter konflikterne eller det mest provokerende eller underholdende,” siger han.

”Det kan godt være, nogle af de gamle og trofaste lyttere ryger.”

Claus Cancel, redaktionschef på P1 Morgen og Orientering

En skippers hjerte

Claus Cancel træder ind i Orientering-landsbyen og spørger til dagens program. Han blander sig ikke meget, selvom han er redaktionschef for programmet.

”Der er så sindssygt mange dygtige journalister herude,” siger han.

Alligevel vil lytterne kunne mærke hans nye retning.

”Det kan godt være, nogle af de gamle og trofaste lyttere ryger,” siger han.

Det kunne være folk som Poul Birch Eriksen. Dem har Claus Cancel altid et svar på rede hånd til.

”Jeg får beskeder fra folk, der siger: ’nu lytter jeg til Radio24syv i stedet for’. Jeg skriver til dem: ’Det kan jeg godt forstå. De laver virkelig meget fantastisk radio. Og har du lyst til at komme tilbage på P1, er du velkommen’.”

Derfor tager han også konkurrencen fra Radio24syv og snart Radio4 i stiv arm.

”Hvis der skal være tre taleradioer, skal der også være plads til, at nogen skifter.”

Men hvad vil I gøre for at skille jer ud i konkurrence, også med alle de podcasts, der er?

”Løsningen ligger lige for: Vi skal konkurrere på lige præcis det, podcast ikke er. Live. Derfor skal vi ikke læse op.”

Er der ikke negative ting ved at skifte ud på folk og ændre ting?

”Det kan vi godt mærke til en vis grad. Tingene bliver lavet på en anden måde, end folk er vant til. Der er måske flere fejl, fordi folk ikke har været på redaktionen i mange år. Balancen kan tippe. Men jeg tror det ikke,” siger han.

Du spurgte i starten retorisk, hvorfor du overhovedet burde ændre på noget, når det går så godt? Jeg vil spørge dig om det nu. Hvorfor?

”Fordi jeg må følge mit hjerte.”

Hvad er lidt høj sø for en sømand?