
Foto: Pressefoto, Berlingske Media
Torsdag morgen har otte medarbejdere på Berlingske fået at vide, at de er blevet fyret. Derudover er der blevet givet seks frivillige fratrædelser.
Det fortæller tillidsrepræsentant Ivar Carstensen til Journalisten.
”Det er en tung dag, det siger sig selv. Det er virkelig hårdt for dem, det er gået ud over.”
Syv af de otte fyrede medarbejdere er medlemmer af DJ, mens en af de fyrede er på en lederkontrakt.
Meget lidt at forhandle om
Fyringerne på Berlingske er kommet i kølvandet på nyheden for små to uger siden om en omfattende sparerunde på 17 millioner kroner i Berlingske Media.
Her ville ledelsen oprindeligt skære medarbejderstaben med 16 medarbejdere på Berlingske. Tallet er endt på i alt 14 medarbejdere.
Ivar Carstensen fortæller, at de seneste to uger har været en hård tid. Og det fortsætter det med at være den kommende tid.
”Det har været svære forhandlinger, fordi der ikke har været meget forhandlingsrum. Ledelsen har flyttet sig lidt, men det har været meget lidt. Så her er vi endt.”
”Det er altid en svær proces. Og det bliver svært den kommende tid. Der er mange omlægninger, der skal til. Der er ting, der skal genopbygges,” lyder det fra tillidsrepræsentanten.
På B.T. skulle der i forbindelse med sparerunden spares 14 stillinger væk, og her er man kommet igennem sparerunden uden afskedigelser. Det er sket ved at give syv frivillige fratrædelser, ikke at genbesætte fire ubesatte stillinger og ved at nedlægge tre stillinger i korrekturafdelingen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.