Viborg Kommune vil fortsat være på Facebook med en central Facebook-side. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Det er slut for Viborg Kommunes skoler, daginstitutioner og plejecentre at være på Facebook med deres egne Facebook-sider.
Den beslutning har kommunen truffet, efter at Datatilsynet i december sidste år i en principiel afgørelse udtalte ”alvorlig kritik” af Region Midtjylland, fordi Aarhus Universitetshospital i en årrække havde delt billeder med patienter på hospitalets Instagram-profil.
Patienterne havde givet skriftligt samtykke til billederne. Men fordi der var et ”ulige forhold” mellem regionen og patienterne, var samtykket efter Datatilsynets vurdering ikke gyldigt.
Afgørelsen fik myndighederne til flere steder at spærre øjnene op. Region Syddanmark indførte et foreløbigt stop for brugen af billeder af patienter på sociale medier. I Viborg blev afgørelsen gransket af kommunens jurister.
Juraen står øverst
Vurderingen fra juristerne i Viborg var, at når daginstitutioner, skoler og plejecentre poster billeder på Facebook af børn og ældre, er der tale om et ulige forhold på samme måde som i Region Midtjylland.
Derfor er den type opslag også i strid med GDPR-lovgivningen, som det var tilfældet med Datatilsynets afgørelse fra december.
Derfor slukker Viborg nu for langt de fleste af kommunens Facebook-sider.
”Det er en jura-beslutning, ikke en kommunikationsbeslutning,” siger Rune Jungberg Pedersen, kommunikationschef i Viborg Kommune.
Skulle han se sagen alene med kommunikationsbriller, havde han foretrukket at have ”så mange kommunikationskanaler som muligt” i spil. Men her står juraen øverst.
”Rent kommunikationsmæssigt er det et dilemma. For nogle kommer til at opfatte os som mere lukkede,” siger Rune Jungberg Pedersen og fortsætter:
”Når det er sagt, så stiller det os over for en interessant udfordring. For det skal jo være sådan, at vi kan kommunikere til de borgere, vi gerne vil nå, uden at være afhængige af Facebook,” siger han.
Mere kommunikation på Aula
Viborg Kommune vil stadig have sin centrale kommune-Facebook-side, og flere af kommunens kultur- og fritidsinstitutioner vil også fortsat være til stede på Facebook.
”De bruger ikke billeder af børn og ældre, og der er også den forskel, at der er tale om frivillige tilbud. Så det har vores jurister vurderet, at vi godt kan fortsætte med,” siger Rune Jungberg Pedersen.
Han mener, det er vigtigt, kommunen gør noget andet for de daginstitutioner, skoler og plejecentre, som frem til nu selv har ført deres egne Facebook-sider. For eksempel bliver Aula formentlig en mere central kanal.
”Og vil vi poste noget på skoleområdet, kan vi også godt vise et billede af en lærer, der laver noget med børnene, uden at der er børn, som kan genkendes,” siger Rune Jungberg Pedersen.
Men kan I det? Der er jo tale om lærere – arbejdstagere – som så skal give deres samtykke til, at en arbejdsgiver – kommunen – bruger et billede af dem på Facebook. Er det ikke også et ulige forhold?
”Lige nu tolker vi reglerne sådan, at det kan vi godt. Men det er klart, at det her er et område, som ændrer sig hele tiden. Det er blevet tolket på én måde indtil nu, så kom Datatilsynets afgørelse, og nu bliver reglerne tolket på en anden måde. Så om vi tolker på samme måde om et år – det får vi at se,” siger Rune Jungberg Pedersen.
Han kender ikke til andre kommuner, der har truffet samme beslutning som Viborg om deres tilstedeværelse på Facebook.
”Det skal jeg ikke kunne sige. Men jeg ved, at det er noget, der giver hovedbrud rundt omkring,” siger han.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.