search

Oliver Stilling: »Det kan ikke være guld alt sammen«

En god avisbagside må gerne have et lavt bundniveau, for det giver plads til at dyrke det sublime, siger Politikens bagsideredaktør, Oliver Stilling, der stopper til oktober. »Da jeg startede, kunne jeg se tusindvis af blanke bagsider foran mig,« siger han

Til oktober går Politikens bagsideredaktør, Oliver Stilling, på barsel. Og når han vender tilbage til avisen, skal han efter eget ønske løse andre opgaver. Hvad det bliver, er endnu ikke afklaret.

Mens bagsideredaktører ofte bliver siddende på posten i årevis, har Oliver Stilling kun været ansat siden 2010. På sit CV som bagsideredaktør kan han blandt andet skrive:

  1. Uddeling af to kilometer gratis medisterpølse til den københavnske middelklasse
  2. En storstilet frit-lejde-aktion for personer, der havde stjålet ejendele fra det offentlige (fx en tallerken fra Snapsetinget, to ridderkors og en hæftemaskine.)
  3. En vellykket kampagne for indsamling af hård hud blandt Politikens plagede læsere

Før vi går i gang med det egentlige interview med ham, skal vi også nævne, at han (næsten) fik kunstneren Olafur Eliasson til at levere et kunstværk til bagsiden.(åbner som PDF)

Han har eksperimenteret med små tekstformater i artiklen "Kan der lige akkurat klemmes en artikel ind her?"

Og han har beskæftiget sig med genren vejrreportage.

Oliver Stilling, der tidligere har arbejdet for blandt andre Information, Dagen, Den 11. time på DR2 og Euroman, begyndte som bagsideredaktør i februar 2010. Han siger, at det første år på bagsiden var der en del sure læserreaktioner.

»Alle føler medejerskab til en bagside, og de ved lige præcis, hvordan den skal laves. I begyndelsen prøvede jeg at lave noget, som jeg troede mange ville synes var morsomt. Men det bevægede jeg mig væk fra. I stedet valgte jeg at lave siden, som jeg selv ville – og det har båret frugt,« siger Oliver Stilling.

Luft, luft, luft

Han betegner en bagside fra november 2010 som et vendepunkt. Han havde det meste af indholdet på plads. Der var et godt billede til en tekst skrevet af Peter Wivel, og Oliver Stilling syntes ikke, at han ville bringe et andet billede ved siden af, der tog for meget af opmærksomheden.

»Jeg begyndte at skrive ”luft, luft, luft” i hånden i det tomme felt. Jeg skrev det så mange gange, at jeg til sidst blev træt i hånden. Men det så godt ud. Og på vej hjem kom jeg i tanke om, hvordan jeg kunne give det et sidste nyhedsagtigt præg, så jeg skrev med Politikens skrifttype: ”I dag:”

Dagen efter kom den daværende kulturredaktør, Anita Bay Bundegaard, hen og spurgte, hvad det var, han havde lavet.

»Hun spurgte venligt. Men jeg tror, det havde været oppe at vende til mellemledermødet. Jeg forklarede hende det, og det syntes hun var fint nok. Det viste, at jeg kunne slippe af sted med at lave de vildeste ting,« siger Oliver Stilling.

Siden har han blandt andet lavet en serie om ”ingenting”.

»Normalt fylder man jo ikke avisen med ligegyldigheder. Men det viste sig, at man kunne lave virkelig meget på emnet. Det er jo noget, filosoffer og kunstnere har beskæftiget sig indgående med. Filosoffen Peter Tudvad skrev for eksempel om begrebet ingenting i Søren Kierkegaards forfatterskab,« siger han.

Lavt bundniveau

Han siger, at han før ansættelsen som bagsideredaktør altid havde været imponeret over avisjournalisters kolossale produktivitet og høje bundniveau.

»Jeg syntes, det var så vildt, at de bare kunne levere og levere. Men da jeg startede, kunne jeg se tusindvis af blanke bagsider foran mig. Så i stedet for et højt bundniveau besluttede jeg mig for at have et lavt bundniveau, fordi det ville øge sandsynligheden for, at jeg ville lave noget sublimt en gang imellem.«

Som bagsideredaktør skulle han levere stof til alle ugens syv dage.

»Nogle gange har det været lidt svært, og så måtte jeg tænke, at netop den søndag ville blive en dag med et lavt bundniveau.«

Hvis han har haft et godt billede, har han ikke været bange for at slå det stort op.

»Hvis man giver det fire spalter, er halvdelen af siden hjemme. Det kan ikke være guld alt sammen.«

Til gengæld er han som regel gået uden om et af petitjournalistikkens kendteste greb: De spøjse sproghistorier.

»I Istanbul ligger Cafe Lokum, og i Bordeaux finder man Château du Lort,« siger Oliver Stilling, der flere gange er blevet gjort opmærksom på det af læserne.

»Man griner, når man hører det første gang, men på et tidspunkt må det stoppe.«

(Illustrationer fra Politiken brugt med tilladelse)

Kommentarer
1
Lisa Ahlqvist
16.08.13 00:26
ER JOURNALISTER OSSE EN SLAGS
ER JOURNALISTER OSSE EN SLAGS MENNESKER

Tjah, jeg ved ikke rigtigt om, jeg er den rette til at tage stilling til dette kildne spørgsmål. Men når en avis lægger større vægt på en historie om et par hovedløse måger, end tusindevis af handicappede, som Movias adm.dir. har narret med en slem gang tynd suppe - lad os kalde det oppustede usandheder - som undskyldning til at forbyde handicap elscootere på bussen, ja, så kan man uden at blive sagsøgt for injurier, kalde dette for hovedløs journalistik.
Den sag ligger klar.
Og hovedløse journalister er vel ikke rigtige mennesker længere. I hvert fald ikke den levende slags af arten.
Så langt, så vidt.
Derefter kommer disse hovedløse journalister igen løbende ind på banen, dvs hovedløse danske journalister, og råber op, højt op, meget højt op, om ham der Ruslands Bussemand, som hader og derfor fængsler russiske bøsser. Altså helt derovre i Rusland, hvor det nok skyldes alt for meget vodka, end noget andet. De er jo russere.
Men det er jo osse hovedløst, for danske bøsser har det jo udmærket.
Så hvorfor interesserer danske journalister sig ikke mere for danske myndigheders overgreb på danske handicappede i Danmark? Se det er både hovedløst og ikke-menneskeligt. På denne korte tid har vi så allerede etableret, at danske journalister, nok ikke osse er en slags mennesker.
Det kan selvfølgelig osse være pga af de legale aspekter i denne trøstesløse sag om handicappede, som Movia direktør, Dorthe Nøhr sammen med Transportminister, Pia Olsen Dyhr, har taget godt og grundigt ved næsen.

De har nemlig kogt en slem gang anti-mantra suppe sammen, og fuppet handicappede. Som alle nok er skrumpehjerner. Med en slem gang bondefangeri om, at handicap scootere er farligere end det nedsmeltede Fukushima uran-plutonium kraftværk. Og på denne skumle vis at lokke uvidende og lidt dumme handicappede over på det langt dyrere Flextrafik. Som, rigtigt gættet, er ejet, abracadabra, af Movia, som derpå straks forøger omsætningen dramatisk og udløser endnu et ridderkors.
Men hov, der da noget galt? For beskyldte Movias dir ikke for et par sekunder siden, disse scootere for at være yderst farlige og derfor ikke tilladt på bussen?
Jo, skam, men hvorfor er de samme scootere ikke osse farlige for Flextrafik? Ja, men det har journalisterne ikke fattet endnu. Husk, de er jo hovedløse og end ikke en slags mennesker.

Journalisterne gider heller høre om, at scooterne er godkendt for lufttrafik og derfor lidt, lidt meget hovedløst, er de samtidig godkendt for bussen. Men den hopper journalisterne ikke på. Det gør handicappede heller ikke. Husk, vi er uønskede på bussen.

Ikke et ord om at Movias Dorthe og Tragikministeriets Pia pt sidder og klapper sig selv på lårene af grin, over at have taget de arme skrumpehjerner godt og grundigt ved næsen.

Der kommer så det legale til gode for de to hjerteløse Is dronninger af Trafikmafiaen, uskyldige Dorthe og Pia.
Nemlig at modsat Dyreværnsloven, som beskytter selv små nuttede, men noget dumme marsvin, måger og spidsmus, ja, så prøv du at Google Handicaploven. Men det kan du godt glemme alt om, for der findes ikke en lov, som beskytter handicappede.

Og, ved mine guders sandheder, der findes osse en lov, der beskytter Bøsser.

Nok derfor der engang var en levende avis, med mottoet, "Tør hvor andre tier!". Hvoraf der nu kun findes resterne tilbage, mottoet derfor ændret mere henad tidens ånd, til, "Gør som en papirtiger!".

Men vi må nok se i øjnene, at journalister nok osse er en slags mennesker. For det er helt i tidens ånd, at være hovedløs. Og det erjo hovedløst at ingen medier gider de handicappedes sag. De eksisterer jo end ikke i lovgivningen. Og hvis de ikke gør det, eksisterer de jo slet ikke. Nogle kalder endog pressen, "One size fits all!".

Og et land hvor to hovedløse havmåger kommer på forsiden af avisen, fremfor overgreb på handicappede, er netop ligeså hovedløse som de to måger.

Lisa Ahlqvist, Samfundspartiet, Glostrup - samfundspartiet@gmail.com
NB: Forfatteren er selv handicappet og kæmper en indædt kamp mod myndighedernes overgreb mod handicappede, som pressen ikke tør skrive om.
Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen