Polen

Ny polsk regering fyrer alle mediechefer – medie går i sort

Hjemmesiden for den polske pendant til DR var i en længere periode gået i sort (Opdateret 14.11)

Den nye polske regering er i gang med at ændre markant i de statsejede polske medier, som under den tidligere PiS-regering er blevet kritiseret for at have været for utroværdige og politisk styret.

Det skriver Polskie Radio, som er Polens public service-radiostation.

Konkret har kulturminister Bartłomiej Sienkiewicz afsat topcheferne for tv-stationen TVP, radiostationen Polskie Radio og nyhedsbureauet PAP.

Ifølge den store polske avis Rzeczpospolita medførte det blandt andet tidligere i dag, at TVP’s kanaler ikke fungerede, og at TVP’s hjemmeside i længere tid var gået i sort.

Derudover har det polske kulturministerium også valgt at afsætte bestyrelserne i de tre mediehuse og udpege nye, skriver Polskie Radio med henvisning til et opslag på det sociale medie X fra det polske kulturministerium.

Vil genetablere pressefrihed

Over for Journalisten gav det store parti Borgerplatformen inden valget udtryk for, at man ville skifte ud i ledelsen af de statsejede medier, hvis man kom til magten:

”Det første, vi vil gøre, hvis vi vinder valget, er at udpege en ny chef for TVP – og udskifte de ansatte, der burde være journalister, men i praksis arbejder for PiS,” fortalte partiets generalsekretær, Marcin Kierwinski, i Journalistens reportage fra Polen.

Ad flere omgange blev den forhenværende PiS-regering beskyldt for at have udraderet pressefriheden i Polen.

Da PiS-regeringen overtog magten i 2015, lå Polen på en 18. plads på verdensranglisten over pressefrihed, som udsendes af Reporters Without Borders (RSF).

Under PiS-regeringen dalede pressefriheden i landet til en 57. plads i 2023 – ved siden af lande som Kosovo og Burkina Faso.

Ifølge RSF var TVP blandt andet blevet ”et instrument for regeringens propaganda”.

Mere EU-venlig regering

Den nye regering blev taget i ed for præcis en uge siden under ledelse af tidligere EU-præsident Donald Tusk, som er leder af det liberale og proeuropæiske parti Borgerplatformen.

Her skal han stå i spidsen for en regeringskoalition med støtte fra to andre EU-venlige partier.

Under valgkampen har Donald Tusk ad flere omgange gjort netop mediefrihed til en mærkesag og afgivet løfter om at vende tilbage til mere pressefrihed i Polen.

Opdateret 14:11 – TVP’s hjemmeside er igen online. 

0 Kommentarer