
Julia Łowkis foran kanalen TVP’s studier i Warszawa. Foto: Birk Sebastian Kotkas
Hver aften når dagens nyhedsudsendelse løber over skærmen på den polske public service-station Telewizja Polska (TVP), står en flok demonstranter klar med bannere og slagsange foran tv-studierne i Warszawa.
Da klokken slår 19.30, løfter de deres medbragte budskaber i vejret, mens en demonstrant ved navn Julia Łowkis retter to megafoner mod TVP’s hovedkontor. Hun tænder for en båndet kommunistisk propaganda-hymne, der skal symbolisere den politiske censur af medierne, som ifølge demonstranterne giver mindelser til tiden inden 1989, da Polen var under Sovjetunionens stærke indflydelse.
”TVP lyver! TVP lyver! TVP lyver – ligesom PiS,” råber de i kor, da Julia gennem megafonerne har indledt dagens protesttale, som de har forberedt i fællesskab.
Hun var en af initiativtagerne til protestbevægelsen i 2019, som opstod som reaktion på mordet af den liberale Gdansk-borgmester Pawel Adamowicz. Demonstranterne mener, at TVP havde et medansvar i mordet ved at have opildnet til vold ved at sprede had og løgne om oppositionen.
De mener, at TVP, der indtil for få år siden var landets mest populære medie målt på seertal, er blevet en forlænget arm for partiet Lov og Retfærdighed (PiS), der har siddet tungt på magten i Polen siden 2015.
Det er protest nummer 1.278 – og demonstranterne har svoret, at de som minimum vil fortsætte indtil efterårets parlamentsvalg for at minde både journalister og forbipasserende om pressefrihedens trange kår i Polen.
Særligt de unge polakker stoler ikke længere på TVP; ifølge en nylig spørgeundersøgelse har ni ud af ti på 18-40 år mistet tilliden til mediet. Blandt PiS-vælgere, der typisk er over 60 år, har to ud af tre dog fortsat tillid til mediet.

Støt regeringen eller find et nyt job
Allerede kort efter at det nationalkonservative parti PiS havde erklæret valgsejr i 2015, begyndte de politiske forandringer i Polen at sætte sit præg på TVP.
”PiS satte sine egne folk i bestyrelsen i et forsøg på at overtage mediet, og der gik ikke lang tid, før løgnene og manipulationen begyndte,” fortæller Tomasz Sygut, tidligere kanalchef på landets største nyhedskanal, TVP Info.
”De offentlige medier blev til en slags propaganda-ministerier for PiS. Det indledte en proces, der gik ud på at ødelægge oppositionen og alle dem, der ikke støtter regeringen,” fortsætter han.
Da det stod klart, at TVP var blevet underlagt den nye regeringslinje, besluttede han sig hurtigt for at forlade sit job i protest efter fem år hos TVP.
”Jeg var vred over at se, hvordan mit hjertebarn, tv-kanalen, blev ødelagt. Og jeg var skuffet over, hvor mange journalister der forsatte hos TVP,” fortæller Tomasz Sygut.
”Alle journalister blev stillet over for et simpelt valg,” forklarer han:
”Enten skulle du støtte regeringen, eller også skulle du søge et andet job.”
Siden har Tomasz Sygut lagt journalistikken på hylden for en tid og arbejder i dag som kommunikationschef for Warszawas største busselskab. Han er bekymret for, hvilken fremtid andre polske journalister kan se frem til:
”Jeg arbejdede som journalist i mere end 20 år, så jeg kan nogle gange godt savne det.
Jeg er glad for mit nye familie- og arbejdsliv, så jeg har ikke personligt noget at klage over. Men jeg er bekymret for, hvilket land mine børn kommer til at vokse op i.”

Her er dit talepapir
I månederne efter at regeringens nyudpegede bestyrelse hos TVP havde indledt sit arbejde, fulgte mange journalister kanalchef Tomasz Syguts exit.
Et af de mere velkendte ansigter for de polske tv-seere var nyhedsvært Grzegorz Nawrocki, der på en liveudsendelse i 2016 annoncerede for seerne, at også han ville forlade stationen.
”Jeg sagde op, da den nye kanalredaktør blev udpeget, og det samme gjorde et par hundrede af mine kolleger. Blandt nyhedsværterne var der kun nogle få, der blev tilbage,” fortæller han.
Grzegorz Nawrocki følte ikke længere, at han havde frie hænder til at udføre sit arbejde som journalist. Det oplevede han helt konkret under forberedelserne til en tv-udsendelse, hvor han skulle lave et interview med et polsk parlamentsmedlem:
”Jeg fik udleveret en liste af en tilrettelægger, hvor der stod, hvilke spørgsmål jeg skulle stille, og hvilke emner det var forbudt at spørge til – hvilket aldrig var sket før. Så gik det op for mig, at jeg ikke længere ville kunne stille de spørgsmål, jeg ville,” mindes han.
De journalistiske kriterier, der tidligere havde været bærende på TVP, forsvandt sammen med de mange ansatte.
”Som journalist ved man godt, at man har til opgave at skelne mellem holdninger og fakta. Men det var ikke længere tilfældet hos TVP; holdninger blev til en slags fakta,” fortæller Grzegorz Nawrocki.

Polske medier på polske hænder
Da PiS-regeringen overtog magten i 2015, lå Polen på en 18-plads på den verdensrangliste over pressefrihed, der årligt udarbejdes af Reporters Without Borders (RSF). Landets højeste placering, siden verdensranglisten blev introduceret.
I de syv efterfølgende år er Polen gledet ned ad listen hvert eneste år i takt med regeringens gradvise reformering af medielandskabet. I 2023 lå Polen nummer 57 i verden mellem Kosovo og Burkina Faso.
Faldet skyldes i høj grad forandringerne hos TVP, som ifølge RSF er blevet et ”instrument for regeringens propaganda”.
Selv om der fortsat bliver lavet uafhængig magtkritisk journalistik på internettet og i de private medier, er der mange – særligt ældre borgere – der må nøjes med statsejede TVP’s udlægning af verdenssituationen.
Efter en omlægning af tv-signalet i 2022 mistede 1,5 millioner polakker adgang til de to store private tv-stationer TVN og Polstat, mens TVP fortsat kan sende til borgere uden moderne modtagerudstyr.
Derudover udnytter den siddende regering de mange lokalaviser, som er blevet opkøbt af det nationale olieselskab, til at ”promovere sit eget politiske projekt”, vurderer ekspert i pressefrihed Andrzej Krajewski:
”Det er en statsejet virksomhed, og den er direkte forbundet til PiS-regeringen; det er der absolut ingen tvivl om. De har også sørget for at fyre chefredaktørerne. Så når der er valg til efteråret, vil de helt sikkert følge partilinjen,” forklarer han, da Journalisten besøger ham i udkanten af Warszawa.
Andrzej Krajewski havde fra 2012 til 2016 til opgave at overvåge pressefrihed for det polske radio- og tv-nævn, Krajowa Rada Radiofonii i Telewizji.
På væggen hænger et lille indrammet fotografi fra det Ovale Kontor, hvor han som TVP’s daværende Washington-korrespondent sidder over for præsident George H. W. Bush.
”Dengang var det ikke skamfuldt at arbejde for TVP,” siger Krajewski med et grin.
Efter at hans mandat i radio- og tv-nævnet udløb i 2016, har Krajewski fortsat med at overvåge udviklingen i de polske medier tæt og arbejder p.t. på en rapport om TVP’s bånd til regeringen på bestilling fra en stor international virksomhed.
Polen: PiS-regeringen og deres mediereformer
PiS-regeringen har indført mediereformerne for at sikre ”øget mediepluralisme”, ”repolonisere” landets medier og gøre dem uafhængige af udenlandsk indflydelse.
I tråd med dette lykkedes det for det politisk bestyrede olieselskab PKN Orlen at gennemføre et omdiskuteret opkøb af Polska Press fra et tysk selskab i 2020. Ifølge olieselskabet ”behandles købet som en investering i forretningsudvikling og påvirker ikke den redaktionelle linje”.
Polens ombudsmand for menneskerettigheder kaldte opkøbet for ”en uacceptabel begrænsning af pressefriheden”.
Mediekoncernen Polska Press driver blandt andet 20 af Polens 24 største lokalaviser samt 120 ugeblade og hundredvis af online-sites, der hver måned læses af over 17 millioner brugere.
I 2020 forsøgte PiS også at gennemføre en ny medielov, der ville forbyde ikke-europæiske ejere at besidde mere end 49 procent af polske radio- og tv-stationer.
Medieloven, bedst kendt som Lex TVN, var målrettet den private mediebastion TVN, som ejes af amerikanske Discovery. TVN leverer fortsat politisk uafhængig journalistik og har siden 2015 overhalet TVP som polakkernes foretrukne tv-station.
Men efter massiv kritik fra både EU og USA endte den polske præsident, Andrzej Duda, med at blokere for Lex TVN. Præsidenten frygtede, at loven ville skade forholdet til USA.
Skæbnevalg
Andrzej Krajewski håber fortsat, at valget kan blive et vendepunkt for polsk journalistik – hvis det lykkes for oppositionen med den tidligere EU-præsident Donald Tusk i spidsen at overtage regeringskontorerne.
Det største oppositionsparti, Borgerplatformen, har gjort mediefrihed til en mærkesag og går til valg på et løfte om en tilbagevenden til situationen inden 2015.
Det bekræfter partiets generalsekretær, Marcin Kierwinski, da Journalisten møder ham på partikontoret i Warszawa.
”Det første, vi vil gøre, hvis vi vinder valget, er at udpege en ny chef for TVP – og udskifte de ansatte, der burde være journalister, men i praksis arbejder for PiS. Derudover ville vi sælge Polska Press; det er jo ret underligt, at det er et olieselskab, der ejer vores lokalaviser.”
”For otte år siden var TVP en helt almindelig public service-kanal, og det skal det være igen. Jeg mener, at vi skal forsøge at skabe en polsk pendant til BBC,” siger Marcin Kierwinski.
Klokken er blevet 20.22 foran TVP’s hovedkontor i Warszawa. Demonstranterne samles over et par poser med karameller for at gøre status over dagens protest, inden de går hver til sit.
Julia Łowkis’ stemme er blevet hæs efter knap en times slagråb.
”Nu vil jeg tage en pause og bruge tid med min datter,” siger hun.
Hvad får dig til at stå herude i fire år?
”Jeg står her, fordi jeg er helt enormt vred over den situation, vi befinder os i,” svarer Julia Łowkis efter en kort tænkepause.
I morgen starter demonstrationen igen 19.30.
TVP har ikke ønsket at kommentere den kritik, der bliver rejst mod mediet i artiklen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.