Dokumentar

Nu vil advokat i TV 2’s dokumentarserie have optagelser stoppet

Advokaten Nicolai Dyhr, der er stoppet i advokatfirmaet Horten som følge af sine udtalelser i dokumentarserien, har begæret forbud mod skjulte optagelser med ham

Der bliver nu gjort endnu et forsøg på at få – i hvert fald dele af – TV 2’s dokumentarserie ’Den Sorte Svane’ stoppet, efter at Østre Landsret i går gav grønt lys for, at serien kan vises.

Denne gang er det advokaten Nicolai Dyhr, der har begæret forbud mod, at skjulte optagelser med ham vises, og byretten i Odense har berammet retsmøde i sagen til i dag klokken 14. Det skriver TV 2.

Ifølge TV 2 indgav Nicolai Dyhr begæringen i går aftes, inden dokumentarserien i morges blev tilgængelig på TV 2 Play.

Nicolai Dyhr har været partner med speciale i konkursret i advokatfirmaet Horten, men på grund af hans udtalelser i ’Den Sorte Svane’ er han stoppet efter gensidig aftale med firmaet. Det skyldes, at han i dokumentaren flere gange erklærer sig parat til at lukke øjnene for økonomisk kriminalitet.

Selv erkender han over for TV 2, at hans udtalelser ser uheldige ud, men fastholder, at dokumentarserien ikke giver et retvisende billede.

”Jeg kan godt se, at det tager sig sådan ud i forhold til den dialog, I har optaget med den pågældende lokkedue, at jeg siger ting, som kan se forkerte ud,” siger Nicolai Dyhr til TV 2.

Muldvarp forsøgte den stoppet

Dokumentarserien er blevet til ved hjælp af en kvindelig muldvarp, der som jurist og rådgiver tidligere har arbejdet for og med hårdkogte kriminelle i 10 år.

Til TV 2’s dokumentarserie er hun blevet ansat som muldvarp og har genåbnet sit kontor med rådgivning af kriminelle for at hjælpe med at afsløre, hvordan den kriminelle underverden opererer – i samarbejde med ’det pæne Danmark’, som TV 2-nyhedsdirektør Ulla Pors Nielsen har kaldt det.

Det er en rolle, der har udløst en personlig sikkerhedstrussel mod muldvarpen, og TV 2 betaler et sikkerhedsfirma for beskyttelse af hende.

TV 2 har så tidligere i dag beskrevet, at muldvarpen formentlig også har taget TV 2 ved næsen og tilsyneladende har været medvirkende til kriminalitet på et kontor, som TV 2 ikke kendte til.

Og i den forbindelse udviklede den kvindelige muldvarp sig fra at være medspiller til modspiller, har TV 2’s nyhedsdirektør, Ulla Pors Nielsen, tidligere i dag beskrevet i en pressemeddelelse. Det betyder, at muldvarpen selv har forsøgt at få dokumentaren stoppet ad rettens vej.

”Det er sket, efter at redaktionen blev opmærksom på, at hun imod alle aftaler stadig tilsyneladende var involveret i kriminalitet, mens hun arbejdede for os. Da redaktionen ville konfrontere hende med det, gik hun fra at være en medspiller i projektet til at blive en modspiller,” siger Ulla Pors Nielsen i pressemeddelelsen.

Grønt lys fra landsretten

Muldvarpen forsøgte at få dokumentarserien stoppet, først i byretten og efterfølgende i Østre Landsret.

Landsrettens afgørelse faldt i går, og her kom man frem til ikke at forbyde serien. Den fik derfor premiere i morges klokken 6 på TV 2 Play.

Flere eksperter har over for TV 2 selv vurderet, at TV 2 med muldvarpe-metoden bevæger sig i en juridisk gråzone, i og med at mediet kan betragtes som at have været medvirkende til kriminalitet.

Men hos TV 2 vurderer man, at oplysningerne i dokumentaren er af så klar offentlig interesse, at det kan forsvares at gøre brug af metoden. Landsretten lagde da også blandt andet vægt på, at udsendelserne er af ”meget væsentlig samfundsmæssig interesse”.

”’Den sorte svane’ viser en større samfundsmæssig udfordring, der rammer alle os, der lever op til loven og betaler til fællesskabet. Og vi mener, at det er vores pligt at bringe denne viden videre, når nu vi er kommet i besiddelse af den,” siger Ulla Pors Nielsen i en udtalelse.

0 Kommentarer

Læs også

Dokumentar

Eksperter kritiserer TV 2, hvis muldvarp er truet på livet

28. MAJ 2024
Afsløring

Topadvokat er fyret før planlagt TV 2-dokumentar

27. MAJ 2024