Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
14:28 27.05.2024 Anna Sol Jørgensen

TV 2-direktør: Dokumentar afslører forhold mellem kriminel underverden og ’det pæne Danmark’

TV 2-direktør: Dokumentar afslører forhold mellem kriminel underverden og ’det pæne Danmark’

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

TV 2 løfter nu lidt af sløret for, hvad der bliver afsløret i den dokumentarserie om den kriminelle underverden, der er blevet forsøgt bremset.

Det sker i en pressemeddelelse, efter at Østre Landsret i dag har slået fast, at det står TV 2 frit for at sende dokumentarserien ’Den Sorte Svane’. Dermed fik den centrale kilde i dokumentaren ikke held til at få udsendelsen standset, på trods af at kilden har tilkendegivet, at vedkommende frygtede for sit liv.

Begrundelsen fra landsretten lyder blandt andet, at udsendelsernes tema ”må anses for at være af meget væsentlig samfundsmæssig interesse”.

Hos TV 2 kalder nyhedsdirektør Ulla Pors Nielsen dokumentarserien ”et enestående journalistisk arbejde”, der er sket ved hjælp af en muldvarp, der tidligere har arbejdet for og med hårdkogte kriminelle i 10 år.

Ifølge TV 2 fører aftalen med muldvarpen til, at hun genåbner sit gamle kontor som jurist og rådgiver for de kriminelle. Denne gang har hun bare lavet en aftale med TV 2 om, at hun ikke må begå noget kriminelt, og hendes kontor er udstyret med skjulte programmer og lydoptagere.

”Det er både opsigtsvækkende og vanvittigt, hvad der udspiller sig på muldvarpens kontor undervejs i serien. Men vigtigst af alt, så får vi et helt unikt indblik i, hvordan den kriminelle underverden faktisk opererer i Danmark. Og hvordan den spiller sammen med det, man kunne kalde ’det pæne Danmark’,” siger TV 2’s nyhedsdirektør, Ulla Pors Nielsen, i pressemeddelelsen.

’Den Sorte Svane’ vil dermed blive sendt som planlagt i fem afsnit fra tirsdag den 28. maj. Den har allerede haft konsekvenser for topadvokaten Nicolai Dyhr, der er blevet fyret fra advokatfirmaet Horten, hvor han har haft speciale i konkursret. TV 2’s optagelser skal nemlig efterlade det indtryk, at Nicolai Dyhr kan hjælpe med at begrave problematiske bilag.

SENESTE NYT

Flere nyheder