Prisuddelingen til Årets Pressefoto er netop slut, og årets vindere er fundet.

”Netop i dag er det fotojournalistikkens festdag,” lød det fra formanden for Pressefotografforbundet, Lars Lindskov, da han ved arrangementets begyndelse indtog scenen.

”I skal glæde jer. Årets udstilling og konkurrence er fantastisk,” sagde han.

166 fotografer har i alt indsendt 2.678 fotografier og 35 tv/web-produktioner til konkurrencen, og nedenfor ses vinderne.

Artiklen opdateres løbende, når Journalisten modtager billeder og juryens begrundelser fra Pressefotografforbundet.

Årets Pressefoto:

Sarah Hartvigsen Juncker, studerende, Dagbladet Information

For ’Godhavnsdrengene’

Juryen:

”Årets vinderbillede er et rigtigt pressefotografi af en vigtig begivenhed, der brændte sig fast på dommernes nethinder. Det viser både den store og den lille historie, men det vigtigste sker hos ham, der kigger ud på os. I hans øjne ser man både smerten, det sår, der ikke kan hele, og forløsningen ved endelig at modtage den anerkendelse, han og de øvrige har kæmpet for i årevis. Alt unødvendigt er skrællet væk, og først ved andet kig på billedet opdager man, at det er statsministeren, som omfavner ham. På den måde kommer billedet på stærkeste vis til at kommunikere, at hun er samfundet – og at han er både sig selv og alle de andre, der venter på at høre det lille, store ord: Undskyld.” 

Årets Pressefotograf:

Asger Ladefoged, Berlingske

For en portfolio af fem billeder: ’Hongkong’, ’Europas grænse er rykket til Sahara’, ’63.114 vil have stram kurs’, ’Iran’ og ’Tyrkiet’.

Juryen:

”Årets Pressefotograf har en raffineret måde at fortælle sine historier på, som ikke altid er den gængse. Der er 5 stærke billeder i kollektionen, og man er ikke i tvivl om, at de er taget af den samme fotograf. Det er samtidig en fotograf, der har været til stede, og flere af billederne vil man kunne huske længe. Det er på mange måder klassisk fotografi med en klar æstetik og følsomhed, som aldrig overdøver motiverne. Fotografen forstår samtidig at finde den bedste vinkel, hvilket er godt og vigtigt håndværk, for det viser overblik og overskud i de mange forskellige situationer. 

Vi kan allesammen forstå historien bagefter, men denne fotograf forstår historien, mens den udfolder sig, og kan ikke mindst formidle den. Det er en stor kvalitet og en vigtig egenskab.”

Årets Nyhedsbillede, Danmark:

Sarah Hartvigsen Juncker, studerende, Dagbladet Information

For ’Godhavnsdrengene’

Juryen:

”Dommerne mente, at billedet er en fabelagtig indgang til at mærke den gamle ”Godhavnsdrengs” smerte. De roste Sarah Hartvigsen Juncker for at have truffet det gode valg at stille sig bag statsministeren og lade ham fylde og ikke hende. Dommerne fik mere en følelse af, at han kigger ud på os, end at vi kigger på ham, for hans øjne og udtryk er det første, man ser. Så lægger man mærke til den store, lidt knoklede hånd på hendes skulder, og først da opdager man, hvem hun er. Han ser på os mere, end han er ved at blive omfavnet. Og vi står der sammen med ham og glemmer også alt andet omkring. Der er kun billedet af menneskeligheden, omfavnelsen, mødet mellem mennesket og smerten. Men vigtigst af alt er det lykkedes Sarah Hartvigsen Juncker at fange selve sjælen i den undskyldning, der blev givet.”

Årets Nyhedsbillede, Udland:

Jacob Ehrbahn, Politiken

For ’Masseprotester i Hongkong’

Juryen:

”Der har ikke været ret mange fotografer inde på selve universitetet under optøjerne i Hongkong, men Jacob Ehrbahn var der. Juryen roste, at det er en fotograf, der kommer godt rundt om begivenheden og tydeligvis ikke er bange for at stå midt i konflikten. Han står lige foran politiet, når de stormer ind over barrikaden. Det kræver mod. På den måde viser serien, at danske fotografer også tager ud og laver den slags historier. Det viser i dommernes øjne en anden slags mod, at fotografen tør knalde til farverne og bruge dem som en fortælletråd. Det er godt håndværk, og der bliver ikke rystet på hånden. Vi står midt i det, lige hvor det sker, og vi oplever det sammen. Serien viser os, hvordan paraplyer, ansigtsmasker og telefoner er de unges våben, deres selvforsvar mod en massiv overmagt. Alle skjuler sig, og der opstår en mærkværdig, absurd stemning i billedet af de to demonstranter, der passerer en maskeret statue.”

Årets Portræt, Enkeltbillede:

Lærke Posselt, freelance

For ’Alle fremtidige generationers øjne hviler på jer’

Juryen:

”Billedet af Greta Thunberg er på alle måder klassisk, mente juryen. De var helt enige om billedets kvaliteter, men diskuterede også, om det var et ”tjek-billede”, der leverer præcis, hvad vi forventer. Altså at det er sådan, ”vi ser” Greta. Hendes ansigt og ikke mindst hendes blik er på kort tid blevet et ikon i hele verden som et symbol på ungdommen og den tvingende, nødvendige kamp for klimaet. Det er et af de billeder, man kan huske, og samtidig er det dokumentation af en vigtig historisk begivenhed. Hun kigger lige på os og både venter på vores reaktion og afkræver et svar på, hvorfor det, der skal gøres, ikke bliver gjort. Man er ikke i tvivl om, at hun er et stærkt menneske inde bag de brændende øjne.”

Årets Portræt, serie:

Laura Bisgaard Krogh, studerende, DMJX, og Andreas Haubjerg, studerende, DMJX

For ’Et spørgsmål om ære’. En billedserie af en gruppe piger, der er anbragt på grund af æresrelaterede konflikter i familien.

Juryen:

”Fotograferne har været interesseret i disse mennesker, det kan man mærke i billederne, og man læser det i billedteksterne. Det er et svært emne, for vi kan i sagens natur ikke møde dem ansigt til ansigt. Men Laura Bisgaard Krogh og Andreas Haubjerg har valgt præcis den rette balance mellem melankoli og poesi, der giver meget stemningsmættede billeder – og respekt for de fotograferede, så de ikke fremstår som ofre. Respekt er i det hele taget kodeordet, mente dommerne. Billederne manipulerer ikke med vores følelser, for fotograferne har selv haft modet til at være der og mærke personerne, og det går videre til os. Her anerkender og ser man en gruppe mennesker, hvis identitet man samtidig er nødt til at skjule. Så selv om det er anonymiserede billeder, mærker vi dem alligevel meget, fordi de ikke er ”fotograferede”, men følt. Det er et liv bag lukkede døre, men en vigtig historie at fortælle, og fotograferne gør det på bedste vis. Og det er lige præcis fotografers fornemste opgave at tage os med de steder, vi ellers ikke kommer.”

Årets Sportsbillede: 

Stine Bidstup, Morgenavisen Jyllands-Posten

For ’Karrierens sidste ring’

Juryen:

”Det er først og fremmest et meget dragende, tyst og skulpturelt billede, som er godt tænkt.  

Stine Bidstrup har planlagt det godt ved at være nede i vandet, men alligevel er øjeblikket godt fanget, for det kan aldrig gentages. Linjerne ligger perfekt og understreger alle kontrasterne: Mand/ kvinde, himmel/vand, hvidt/blåt. Svømmerens proportioner er det første, man studser over, fordi de er så forstørrede, og samtidig er hun vanvittigt elegant. Men det er kæresten på kanten, der lægger det ekstra lag på. Han bevidner både koncentrationen og dedikationen, og så får han scenen til at ose af sex, fordi han kigger på hende med rent begær.”

Årets Kulturbillede:

Bo Amstrup, freelance

For ’De er nok det ærligste publikum, jeg nogensinde har haft’

Juryen:

”Det er et sjovt, velkomponeret, absurd og uhøjtideligt billede af Bo Amstrup, som dommerne præmierer med førsteprisen. Her møder finkulturen campingdanmark, hvor stolene er af hvid plastik og hynderne ikke fra dette århundrede. Der er noget vidunderligt absurd over afstanden mellem cellisten og tilskueren, som samtidig er meget dansk. Vi er ikke et folk, der ynder at skynde os op på første række eller trænge os på. I både billede og billedtekst er der masser af humor, og rammen er fyldt helt ud, så øjet kører rundt for at fange de mange detaljer fra de røde sko til den brudte cement.”

Årets Reportage, Danmark:

Oscar Scott Carl, Berlingske

For ’Børn for en weekend’

Juryen:

”Hvert eneste billede i Oscar Scott Carls serie fra Red Barnets sommerlejr er godt, mente juryen. De er allesammen et billede på, hvordan ”børneliv” er, og i denne sammenhæng naturligvis sat i stærk kontrast til det børneliv, børnene oplever til hverdag. Man kan ikke se på disse billeder og undgå at tænke på alle historierne om børnene på Sjælsmark og andre asylcentre. Men her er børnene, som børn er – fulde af liv og spilopper, og det er seriens styrke, at vi er inde i deres verden og næsten danser med. Det føles ægte og ligefremt og er enkelt uden at blive hverken klichéfyldt eller konceptuelt.  

Umiddelbarheden gør også, at budskabet aldrig bliver ”tykt”, men det rammer rent – særligt i disse år. Serien er desuden teknisk flot, og der er sammenhæng i både stil og øjeblikkene, som alle rummer samvær.” 

Årets Reportage, Udland:

Marie Hald, Moment Agency

For ’Fridhemmet’

Juryen:

”Det første, dommerne lagde mærke til i Marie Halds vinderserie, var omsorgen og varmen, der omgiver de gamle på Fridhemmet i Malmø.

Det står i kontrast til fortvivlelsen og ensomheden, som også er der, og skaber dermed et håb. Her er både livet og døden og en fin tilstedeværelse i begge dele. Det er så stille, at man risikerer ikke at få øje på det. Men fotografen er present og ser alle de små fine ting, selv om det er mennesker, som næsten ikke er der. Derfor ligger historien i personernes indre liv, som man bliver nysgerrig på. Her er forbindelse og affektion, men hvor meget er de der? Kun i glimt ser vi mennesket, som i det vågne øje sidst i serien. Samtidig kan man blive lidt bange indeni, fordi situationerne kommer tæt på, og vi bliver også selv gamle en dag. På den måde bliver serien en slags ”memento mori”, der minder os om, at vi skal huske at leve.”

Årets Danske Hverdagsbillede:

Valdemar Stroe Ren, studerende, DMJX

For ’Når dansk er nødvendigt’

Juryen:

”Dommerne følte en stor identifikation med situationen på Valdemar Stroe Rens billede, der er taget ud af en serie. ”Mit hverdags-jeg kan se sig selv i hver eneste af de fire drenge,” sagde en dommer. De faldt også for spillet mellem drengene, der på én gang er så udtalt og alligevel helt uudtalt. Uden at mæle et ord er de helt klart en del af det samme projekt: De tre, der kigger på den ene, der handler. Her er en dreng, der gerne vil frem i livet og opnå noget, men så skal man også lige støvsuge. Sådan er livet jo. Der er fine kontraster i billedet mellem plakaterne på væggen og det institutionelle rum, der alligevel rummer hjemlige elementer. Kompositionen er rigtig god, og drengene holder sig til hver deres firkantede tæppe. Historien bag billedet er også interessant. Mange unge tager fra Grønland til Danmark for at uddanne sig, og hernede finder mange af dem også deres kommende partner, måske fordi der er flere og andre at møde end hjemme i bygden. På den måde ligger der også en samtidsforståelse i billedet.”

Årets Åben Klasse

Tobias Nicolai, freelance

For ’Ritualet’

Juryen:

”Vinderserien af Tobias Nicolai er teknisk meget veludført, og man er med i ”krig”. Den er energisk og fuld af smadder, og dommerne mente, at serien er særlig fed her i Åben Klasse, fordi det bliver så grotesk, at der anvendes en krigsæstetik. Der er noget underligt absurd over situationen, som fotografen har fulgt præcist op i stilen. Scenerne udspiller sig i et lukket rum uden for tid og sted, hvilket er en stor styrke, som støtter det visuelle sprog. Situationen er ikke udstillet. Vi er med på legen om, at det her er ”det fedeste”, og forholder os ikke kritisk til den, men må alligevel stille spørgsmålet: Hvad er mennesket for en underlig størrelse? På den måde bliver denne form for manddomsritual fuldt på linje med andre ekstreme ritualer ude i verden.”

Årets Long Term:

Nanna Navntoft, studerende, DMJX

For ’Om tvangsoverspisning’

Juryen:

”Juryen mente, at det kræver et helt særligt menneske at lave et projekt som Nanna Navntofts, der vinder i år. Man skal virkelig selv ønske at forstå disse menneskers situation og derefter formå at formidle det på en måde, der løfter vores forståelse. Projektet er ikke bare en række portrætter af nogle mennesker, men også et portræt af en lidelse, der skildres både poetisk og præcist i de meget meningsbærende detaljer. Detaljerne er rørende fotograferet og bibringer et meget konkret lag, der gør os klogere på, hvordan det er at leve med denne sygdom. Billederne er teknisk godt lavet, der er hverken lagt et filter ned over dem eller en givet tolkning, man får bare lov til at være der med dem, samtidig med at billederne nærmest lyser. I nogle af portrætterne er der ligefrem en tidløshed, som giver referencer til en malertradition, hvor man isolerer et menneske fra omgivelserne og levendegør det gennem form og udtryk.”

Årets Lange Web/TV Indslag:

Emilie Thejll-Madsen, freelance

For ’Mig efter Malthe’

Juryen:

”Årets vinderproduktion er en utraditionel klassisk kærlighedshistorie, der er vigtig, fordi den giver os et sjældent indblik.  

Emilie Thejll-Madsens film er poetisk og drømmende, og den holder os ikke i hånden. Mere end i nogen anden af de indsendte produktioner skal vi her tænke selv og tage med på den rejse, der bliver præsenteret for os, og det er en stor kvalitet. Den tager også nogle meget tidsrelevante problematikker op om køn, sex og identitet og giver os glimt af noget, som ellers er lukket for alle andre end de involverede.  

Filmen handler om et ungt menneske, der sætter sig selv på pause, fordi forelskelsen i et andet menneske fylder alt, og den bevæger sig over tid, så man kan følge personernes udvikling. Dommerne mente, at det er okay, at man som seer selv bliver lidt forvirret, fordi fortællingen handler om at sætte følelser på en stor kompleksitet, og man forstår virkelig, at det er komplekst. Filmen giver ingen svar, men derimod en enorm indsigt i, hvordan det er at udvikle sig, og hvordan en forelskelse, når man er ung, kan præge en måske for resten af livet. Der er benyttet et filmisk legende sprog, hvor man bliver forført gennem rolige scener, der afløses af nogle journalistiske ”breaks”, og hele vejen er der en fin balance mellem det ophøjede poetiske kunstnersprog og det meget nærværende og ofte selvironiske.”

Årets Korte Web/TV Indslag:

Andreas Vinther, studerende, DMJX

For ’Inden jeg forsvinder’

Juryen:

”En nænsom, indsigtsfuld historie om livet med OCD, der ikke kun fortælles udefra, men også indefra. Den handler om en pige, der hver dag kæmper for at få livet og hverdagen til at fungere med en OCD, der er meget hæmmende for hende. Filmen sætter fokus på en lidelse, der er svær at forstå for udenforstående, men man får et indblik i, hvordan diagnosen styrer hendes liv, og historien bliver stærk af, at hun fortæller godt. Bag produktionen ligger der en stor indsigt i hendes liv og hverdag, for det er tydeligt, at Andreas Vinther både har sat sig ind i hendes liv og i hende og så først derefter besluttet, hvad han ville fotografere. Den er gribende i sit poetiske sprog. Næsten alt er filmet på stativ og i tableauer, hvilket netop kræver, at man ved, hvor og hvordan livet udspiller sig, så man kan træffe de rigtige valg. Når man har observeret længe nok, ved man, hvor man skal være hvornår. 

Der er brugt en fin pausering, som giver ånderum og plads til følelserne. Jo mere præcis filmen er i sit sprog, desto bedre kan man sætte sig ind i hendes situation, hvor hun skal igennem en masse ritualer bare for at kunne komme ud af døren. På den måde forstår man hendes livsvilkår, og det er første skridt i retning af, at det bliver nemmere at tale om.” 

Årets Åben Klasse, tv/web:

Benny Kjølhede, studerende, DMJX

For ’Jeg ryster’

Juryen:

”Årets vinder i Åben Klasse er et godt eksempel på en web-dok, der løfter fortællingen fra start til slut. Benny Kjølhede har i juryens øjne truffet nogle stilistiske valg, der med stor succes tager læseren med på hovedpersonens rejse. Helt fra start møder man et menneske, som man har sympati med, og det giver lyst til at læse historien. Den er produceret med nogle stramme visuelle valg, som både tvinger os til at tænke og gør os nysgerrige. Der er på alle måder udvist omsorg for detaljerne i f.eks. farvevalg og de blinkende tal, der skaber en fornemmelse af nutid og aktualitet, og det er skarpt tænkt at fjerne lyden. Historien bliver aldrig sluppet, men man vender tilbage til udgangspunktet, og så får læseren noget så sjældent som et punktum, en payoff til sidst. Det er opløftende, at projektet lykkes for hovedpersonen, hvilket kun skaber endnu mere sym– og empati. Samlet set skildres en forbløffende almen sygdom på en oplysende og visuelt stærk facon.” 

Artiklen er opdateret kl. 16.11 med vinderbilleder og juryens begrundelser.