Radio4

Nikolai Thyssen: Jeg skylder medarbejderne en undskyldning for brutal Superliga-kommentar

Man behøver ikke være en idiot, bare fordi man er direkte og ærlig, siger Radio4's direktør, Nikolai Thyssen

”Det er jo ikke et hold, der har vundet Superligaen. Så selvfølgelig skal vi se på holdopstillingen.”

Sådan sagde Nikolai Thyssen, administrerende direktør for Radio4, tilbage i slutningen af marts til Journalisten.

Kommentaren fra direktøren faldt, kort inden der blev iværksat en fyringsrunde på kanalen, der endte med at afskedige 13 medarbejdere.

Men forandringen skulle ikke være indledt med en kommentar om et falleret Superliga-hold.

Det siger Nikolai Thyssen i et interview med MediaWatch.

I interviewet siger han, at man ikke behøver at opføre sig som en idiot, bare fordi man har besluttet sig for at sige tingene direkte og ærligt. Han fastholder, at der ikke som sådan var noget forkert i udtalelsen, og at man endte med at sige farvel til flere medarbejdere.

”Men den formulering var brutal og ufølsom, og det skylder jeg medarbejderne en undskyldning for,” Nikolai Thyssen til MediaWatch.

Vil ikke være komiske Ali

Nikolai Thyssen overtog ansvaret for Radio4 i starten af året. Han har på intet tidspunkt lagt skjul på, at han ikke har været imponeret over de lyttertal, som radioen har kunnet mønstre hidtil.

”Helt ærligt, projektet lykkedes ikke. Medmindre jeg påtog mig rollen som komiske Ali, er der ingen grund til at gå rundt og sige, at det lykkedes. Der er ikke nok lyttere, og der er ingen, der kender radioen,” sagde  han i B.T.’s podcast ’Q&Co’ i december.

I starten af året lå lyttertallene på 182.000 ugentlige lyttere, og Nikolai Thyssen udtalte, at det gik ad helvedes til, og at lyttertallene ligefrem var historisk lave.

Kort efter fyringsrunden i april samlede direktøren medarbejderne for at præsentere den nye retning for kanalen.

Strategien betyder, at Radio4 lukker 24 af 31 programmer. Samtidig vil den nye ledelse af kanalen gøre plads til, at der sendes langt mere live.

Chefredaktion på plads

For præcis en måned siden faldt den nye chefredaktion på Radio4 endeligt på plads, da Jakob Sloma Damsholt blev ansat som podcastchef.

Jakob Sloma Damsholt indtræder i chefredaktionen, der udover ham består af journalistisk chef Marie Rask Glerup og Nikolai Thyssen som ansvarshavende chefredaktør.

”Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at det var den sidste brik, der manglede, men der er stadig et solidt stykke arbejde forude, før vi kan hænge et banner med ”mission accomplished” på styrehuset i Aarhus,” skrev Nikolai Thyssen, da han præsenterede den nye podcastchef.

Radio4's lyttertal lå mellem uge 23 og 26 mellem 207.000 og 273.000 lyttere ugentligt, hvor kanalens share - altså andelen af radiolyttere i Danmark, der lyttede til Radio4, lå mellem 0,9 og 1,3 procent. I sidste uge lød lyttertallene på 185.000, mens kanalens share lå på 1,4 procent.

1 Kommentar

Niels Christian Idskov
11. JULI 2024
Det hedder ad helvede til - men at det går helvedes dårligt

Læs også

Strategi

Radio4 vil være ”mega meget live” i kampen for at få flere lyttere

25. MARTS 2024
Fyringsrunde

Radio4-ansatte kritiserer Nikolai Thyssen i åbent brev

10. APRIL 2024
Kursskifte

Radio4 lukker 24 ud af 31 programmer

03. MAJ 2024