Strategi

Radio4 vil være ”mega meget live” i kampen for at få flere lyttere

Fredag mødtes Radio4-chef Nikolai Thyssen for første gang med sin bestyrelse. Nu løfter han en flig af planen for kanalen

”Det er jo ikke et hold, der har vundet Superligaen. Så selvfølgelig skal vi se på holdopstillingen.”

Sådan beskriver chefredaktør på Radio4 Nikolai Thyssen over for Journalisten den opgave, som han efter to måneder i spidsen for Radio4 nu så småt er begyndt at tage fat på.

Fredag mødtes den nye chef for første gang med bestyrelsen for Radio4 og fremlagde sin plan for kanalens fremtid.

Efter påske får medarbejderne meget mere at vide, men allerede nu løfter Nikolai Thyssen en flig af planen for, hvordan Radio4 skal kapre flere lyttere. Og her er god gammeldags live-radio en del af svaret.

”Det er jo et kæmpe privilegie, at vi har en FM-kanal, og det skal vi udnytte meget mere,” fortæller Nikolai Thyssen, som også luftede planerne i B.T.’s mediepodcast ’Q&Co’ fredag.

”Siden man udbød den fjerde FM-kanal, er podcastmarkedet eksploderet, og konkurrencen er øget. Men det, Radio4 kan, og som de andre ikke kan, er, at vi kan være live. Derfor skal vi være mega meget live,” siger han.

Det går ”ad helvedes til”

Nikolai Thyssen har ikke lagt skjul på, at Radio4’s lyttertal – som har været et tilbagevendende tema siden premieren i 2019 – langtfra er tilfredsstillende.

”Det går ad helvedes til. De er jo historisk lave,” lød svaret, da han i sidste uge blev spurgt til lyttertallene i podcasten ’Q&Co’.

Men en del af svaret på lytterkrisen er altså at lave mere regulær live-radio, mener Nikolai Thyssen. Han peger på et format som Radio4-programmet ’Nattevagten’ – der i sin tid blev født på det originale Radio24syv – som et eksempel på et radioformat med stærke live-kvaliteter.

”’Nattevagten’ er kerne-FM. Det giver den der fornemmelse af, at du tænder radioen og pinger op med et menneske i den anden ende. Et menneske, som er til stede i nuet og kan fange øjeblikket. Det er ikke scriptet eller låst fast, men giver følelsen af, at der er nogen hjemme lige her og nu,” forklarer han.

Skal lykkes digitalt

Nikolai Thyssen understreger, at det endnu kun er spæde tanker, han har præsenteret, og ikke et stort strategiskrift.

Derfor vil han heller ikke begynde at give eksempler på, hvilke programformater der vil blive færre af, og hvilke der kommer til at overleve. Det vil alt sammen vise sig i løbet af det kommende halve år.

Men sikkert er det, at Radio4 ved siden af sit fokus på live-radio skal fokusere mere på podcast. Podcast er for ham synonymt med programmer, der skal lykkes digitalt og måles i downloads fremfor lyttere på FM.

”I dag laver vi ofte klassiske radiomagasinprogrammer, som ligger i et snit mellem flade og live. Man er lidt live, men man er ikke rigtig live-live. Man har en masse gæster inde, men man er ikke rigtigt aktuel, og man er heller ikke rigtigt relevant fire dage senere,” forklarer han.

”Men fremover er vi enten live, eller også laver vi noget, som giver mening at lytte til, når det passer lytterne,” siger Nikolai Thyssen.

0 Kommentarer