Chefredaktørerne på Ekstra Bladet, Politiken, Berlingske og Kristeligt Dagblad advarer alle mod at indføre en medieombudsmand, som der er lagt op til. Foto: Jonathan Damslund/Philip Hopehner/Linda Kastrup/Kristeligt Dagblad
”Demokratier dør ikke af blodstyrtninger, men af tusind små snit.”
”Et sådant præcisionssnit tilføjede Søren Pind i går demokratiets sjæl. Vi har en traurig tendens til at tro, at faren mod vores demokrati er en ydre fare. Putin, Kina eller migration, for at nævne et par åbenlyse fjendebilleder.”
Sådan indleder Ekstra Bladets chefredaktør, Knud Brix, sin leder i dagens avis. Det sker, efter at Medieansvarsudvalget ledet af tidligere justitsminister Søren Pind i går fremlagde sine anbefalinger.
En af anbefalingerne er at indføre en offentligt finansieret medieombudsmand.
I anbefalingerne vil man blandt andet give medieombudsmanden kompetence til at føre straffesager, indgå i civile retssager og få magt til at indbringe sager for Pressenævnet af egen drift.
Derudover skal en eventuel medieombudsmand have kompetence til at give påbud til eksempelvis bloggere og influenter.
Tom Jensen, ansvarshavende chefredaktør på Berlingske
Netop idéen om at indføre den offentligt finansierede medieombudsmand har været et af de mest omdiskuterede punkter i Medieansvarsudvalgets arbejde.
Og det er også det punkt, der får adskillige chefredaktører til at råbe vagt i gevær på lederplads, ligesom Danske Medier og Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation, der begge har haft plads i udvalget – takker nej til offentligt finansierede sager mod medierne.
Begrænser pressefriheden
De fleste medgiver, at det er fint, at medierne kan holdes bedre i ørerne. Men at medieombudsmanden skal finansieres af staten og får magt til at føre sager mod medierne, får dem til at stejle:
”Dette bryder fundamentalt med pressefriheden. Og det tilbyder myndighederne en potentiel statslig magtudøvelse, som mange despoter ikke engang har,” skriver Knud Brix i sin leder.
Mogens Blicher Bjerregaard, formand for European Centre for Press and Media Freedom
Også hos Berlingske advarer man mod at indføre den type ombudsmand.
Ansvarshavende chefredaktør Tom Jensen betegner det som et farligt skridt for demokratiet. Dels fordi Danmark risikerer at indføre en set i europæisk perspektiv ekstremt vidtgående regulering af pressefriheden.
”Hvis den statslige medieombudsmand bliver til virkelighed, har man samtidig skabt en kontrolinstans, der sidenhen kan tillægges endnu videre beføjelser, hvis et politisk flertal måtte få lyst til det.”
”Man risikerer således at gøre grænserne for mediers ytringsfrihed til genstand for vilkårlige politiske indgreb. Det er langt fra det Danmark, vi kender,” skriver han i sin leder i Berlingske.
Opfinder et problem
Tanken bag medieombudsmanden er, at det skal gøres nemmere at få oprejsning, hvis man er kommet i klemme i mediebilledet.
I oplægget til Medieansvarsudvalgets arbejde var der lagt op til, at udvalgets medlemmer skulle kigge til Sverige for at få inspiration til en medieombudsmand. Men i Sverige er den ombudsmand ikke udpeget af staten.
Christian Jensen, ansvarshavende chefredaktør, Politiken
Hos Kristeligt Dagblad ser man ikke så meget problem i, at man i Danmark anbefaler at lade staten udpege medieombudsmanden.
”Alternativet, at han eller hun var ansat eller aflønnet af medierne selv, ville ikke nødvendigvis fremme nogen stor respekt i offentligheden,” skriver Kristeligt Dagblads chefredaktør, Jeppe Duvå, i dagens leder og peger på Folketingets Ombudsmand som en institution, der er respekt for.
Jeppe Duvå peger i stedet på, at der bliver tale om en ”en bureaukratisk udvækst”, fordi Danmark i forvejen har et mediemæssigt ansvarssystem i form af straffeloven og medieansvarsloven.
Hos Politiken udgav man tidligere på ugen en leder, der på samme måde kritiserede udvalget for at finde en forkert løsning på et forkert problem – og dermed rammer de publicistiske medier, når det burde handle om techgiganter.
”Hvorfor er det et problem? Fordi staten dermed kommer til at føre sager mod private medier, der jo bl.a. kontrollerer statens magtudøvelse. Det er ikke alene et nybrud. Det er ganske uhørt i forhold til de demokratier, vi normalt sammenligner os med,” skrev chefredaktør Christian Jensen.
Kan få konsekvenser uden for Danmark
Og det er ikke kun chefredaktører, der er bekymrede for medieombudsmanden. Mogens Blicher Bjerregaard, formand for European Centre for Press and Media Freedom, advarede mod institutionen i sidste uge. Ikke mindst på grund af de konsekvenser, den kan få uden for Danmarks grænser.
”Autoritære regimer i Europa vil kigge begejstret til Danmark, hvis vi får en regeringsudpeget medieombudsmand endda med ret til at føre straffesager.”
”Så hvis vi reelt forringer pressefriheden, er det snublende nærliggende for Erdogan, Orbán, Fico i Slovakiet og lige om lidt også Kickl i Østrig og Babis i Tjekkiet at bruge en ny dansk model, og så bliver det for alvor farligt,” skrev Mogens Blicher Bjerregaard i et debatindlæg i Politiken.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.