En offentligt finansieret ombudsmand, der kan rejse sager ved domstolene mod medierne? Nej tak.

En offentlig debat om, hvad der sker på sociale medier og om det medieøkosystem, der også omfatter journalistiske metoder og forskellen på ’rigtige’ medier og alle de andre, der laver indhold? Det kan vi godt se nogle vigtige perspektiver i.

For vi tror på, at mediernes troværdighed vil blive styrket af, at en offentlig debat kan tydeliggøre forskellen på at være omfattet af Medieansvarsloven og Pressenævnet eller være en del af tech-platformenes wild west.

To et halvt års udvalgsarbejde afsluttes i dag med lanceringen af en rapport og en række anbefalinger fra Medieansvarsudvalget.

Udvalget blev nedsat som en del af medieaftalen i 2022 og fik til opgave at se på, hvordan medieansvaret styrkes i Danmark.

Vi har været med i de mange og lange drøftelser som repræsentanter for Danske Medier og Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation.

Vores udgangspunkt har hele vejen igennem været at værne om mediernes uafhængighed og at tydeliggøre forskellen på ansvarlige medier, der er underlagt Medieansvarsloven, og alle de andre aktører, der publicerer indhold.

Det er langt hen ad vejen lykkedes med de anbefalinger, som udvalget er kommet med.

Først og fremmest har drøftelserne slået en fed streg under, at vi i dag har et velfungerende selvreguleringssystem med Pressenævn og presseetiske retningslinjer, som er udarbejdet og løbende opdateres af branchen selv.

Alt det ved vi som mediemennesker en masse om, og vi elsker at diskutere os selv. Men for den almindelige befolkning kan det være svært at se forskel på alt det ’medieindhold’, man forbruger. Der mangler generelt viden om, hvordan medier arbejder, og hvilke svære overvejelser der hver dag foregår i det redaktionelle rum.

Mest omdiskuteret – og det, der uden tvivl vil blive omtalt mest i dag, når rapporten udkommer – har været spørgsmålet om en medieombudsmand. Sådan en institution anbefaler udvalget at etablere – med hovedfokus på at føre tilsyn med de nye medieaktører, som ikke er underlagt medieansvarsloven og Pressenævnets kompetence.

Den institution, der lægges op til, og som vi et stykke hen ad vejen kan støtte, burde dog snarere hedde ’social medieombudsmand’. De eneste kompetencer, der kan nikkes til over for publicistiske medier, er en debatfaciliterende rolle og muligheden for at foreslå sager til Pressenævnet. Vi er altså i forhold til den frie presse langt fra noget, der tåler sammenligning med andre ombudsmandsinstitutioner. Kommer vi ud over det, er vi ikke længere med.

I forhold til at henvise sager til Pressenævnet, kan det være et godt supplement til den mulighed for at rejse sager af egen drift, som nævnet allerede har, men som det praktisk taget aldrig bruger. Vi håber, at det kan være en hjælp til de svage grupper i samfundet, som ikke selv har ressourcerne eller viden om systemet til at indklage et medie for brud på de presseetiske retningslinjer. Nævnet bør fortsat som i andre sager have mandat til at vælge, om man vil følge henvisningen eller ej.

Der, hvor vores opbakning til anbefalingerne hører op, er ved at give medieombudsmanden kompetencer til at rejse og indtræde i sager mod de ansvarlige medier.

Vi frygter, at kompetencen til at rejse sager ved domstolene kan have en ’chilling effect’ på medierne og journalistikkens udøvere. Og vi frygter, at sådan en model kan inspirere mindre demokratiske lande til at stramme tommeskruerne over for medierne. Senere i år overtager Danmark EU-formandskabet og risikerer at være et negativt forbillede for lande som Ungarn og Slovakiet, der i forvejen er kendt for at skyde med skarpt mod budbringerne.

Vi tror på de frie medier – og vi tror på, at ansvarlige medier kan tåle debat.

Christina Blaagaard, formand for Danske Medier

Tine Johansen, formand for Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation