Foto: Philip Hoepner/APPR/Ritzau Scanpix
”Pinligt!”
Sådan indleder medarbejderne i JP/Politikens Hus et kritisk brev til bestyrelsen for mediehuset, efter at der den seneste tid har været adskillige historier om millionudbetalinger til bestyrelsesformænd under husets faner. Historier, der lige inden weekenden fik Erhvervsstyrelsen til at bede Jyllands-Postens Fond om en redegørelse for blandt andet bestyrelsens honorarer.
”Det er det ord, der går igen, når medarbejderne i JP/Politikens Hus i disse dage bliver bekendt med de forhold, der åbenbart hersker på de øvre etager i huset,” fortsætter brevet, der er underskrevet af otte medarbejdergrupper i JP/Politikens Hus.
Brevet er sendt, efter at det er kommet frem, at Jørgen Ejbøl, formand for Jyllands-Postens Fond, har fået udbetalt 2,1 millioner kroner i bonus i forbindelse med, at han fyldte 75 år. En bonus, han efter kritik og rådgivning fra en advokat har betalt tilbage.
Samtidig er der kommet ny formand for JP/Politikens Hus, så han ikke længere hedder Peter Bartram, men Lars Munch, der blev ansat til at få et formandshonorar på 2,5 millioner kroner, mens Peter Bartram fik i omegnen af 900.000 kroner for at sidde på samme post. I første omgang lød det fra Lars Munch, at spørgsmål om, hvorfor hans honorar skulle være betydeligt højere end forgængerens, ikke skulle stilles til ham: ”Jeg fastsætter ikke mit eget honorar,” sagde han.
I går besluttede Lars Munch så alligevel at indstille til, at hans honorar bliver sat væsentligt ned, så det også kommer til at lyde på 950.000 kroner årligt.
”Jeg har arbejdet 25 år i JP/Politikens Hus A/S. Det sidste, jeg ønsker, er at skade husets omdømme på grund af mit honorar,” skrev Lars Munch i går i en pressemeddelelse.
Skader troværdigheden
Medarbejderne i JP/Politikens Hus kalder sagerne for både pinlige, provokerende og nedladende.
Pinligt, fordi det skader troværdigheden, mener de:
”Hvordan kan vi kritisere andre for ødselhed og griskhed, når vi selv har topchefer, der tilsyneladende kan forsyne sig selv fra virksomhedens pengekasser efter forgodtbefindende? Og hvor ordet mådehold lader til at høre til i fremmedordbogen?”
”Provokerende bliver det efter år i permanent sparetilstand, nedskæringer, flere store fyringsrunder og daglig smalhals, hvor trængte mellemchefer må sige nej til projekter, fordi pengene ikke slår til,” fortsætter medarbejderne og tilføjer:
”Og nedslående, fordi mådehold omvendt er noget, der både prædikes over for de ansatte og forlanges af de medier, der skal stå for den publicisme, som hele virksomheden bygger på.”
Medarbejderne beskriver videre, at de opfatter det som tonedøvt og grådigt, at der kan hentes den slags beløb ud af virksomheden, mens de oplever en dagligdag, hvor de skal løbe stadig hurtigere på grund af færre medarbejdere på medierne og et presset arbejdsmiljø, og at de fra øverste hold får at vide, at de skal passe på pengene.
”Nu kan vi så også se, at historien om pengemangel er en løgn, og at der faktisk findes penge i organisationen. Hvis man vil det,” skriver de.
Lars Munch ønsker ikke at kommentere medarbejdernes henvendelse over for Journalisten.
Læs hele brevet fra medarbejderne her:
”Pinligt!
Det er det ord, der går igen, når medarbejderne i JP/Politikens Hus i disse dage bliver bekendt med de forhold, der åbenbart hersker på de øvre etager i huset.
Pinligt, provokerende og nedslående.
Pinligt, fordi det skader den troværdighed, der er så essentiel for vores medier i et flimrende mediebillede, hvor vi både skal stå for troværdig publicisme og uafhængig magtkritik. De handlinger, vi ser på topplan, rammer ikke kun de involverede personer, men hele virksomheden og den rolle, vi påtager os som medier. Hvordan kan vi kritisere andre for ødselhed og griskhed, når vi selv har topchefer, der tilsyneladende kan forsyne sig selv fra virksomhedens pengekasser efter forgodtbefindende? Og hvor ordet mådehold lader til at høre til i fremmedordbogen?
Provokerende bliver det efter år i permanent sparetilstand, nedskæringer, flere store fyringsrunder og daglig smalhals, hvor trængte mellemchefer må sige nej til projekter, fordi pengene ikke slår til. Kan det ikke klares over telefonen, lyder det om ønsket om at tage til Vejle på en opgave? Fordi der mangler penge.
Og nedslående, fordi mådehold omvendt er noget, der både prædikes over for de ansatte og forlanges af de medier, der skal stå for den publicisme, som hele virksomheden bygger på.
Det, vi ser i vores dagligdag, er:
- En organisation af medarbejdere, der år efter år har udvist tilbageholdenhed og nærmest godgørenhed af hensyn til virksomheden, og så skal vi være vidne til, at de øverste lag bevilger sig selv lønninger i millionklassen.
- Kolleger, der ligger mange tusinde kroner efter niveauerne på andre arbejdspladser, men ikke kan få lov at forhandle om lønforhøjelser, fordi virksomheden efter sigende ”mangler penge”.
- En pengetank, der bugner med snart fire milliarder kroner, mens de forretninger, som skal tjene pengene, udsultes med krav om den ene sparerunde efter den anden i stedet for at bruge penge på udvikling af vores forskellige medier.
- En dagligdag, hvor vi skal løbe stadig hurtigere, fordi vi igen og igen har måttet sige farvel til kolleger i fyringsrunder, der har efterladt os andre med større arbejdspres, flere opgaver og en kamp på alle planer for at få tingene til at hænge sammen.
- Et presset arbejdsmiljø med en daglig frygt for, om næste fyringsrunde lurer lige omkring næste månedsskifte. Når der skal satses på noget, flytter man ressourcerne til det, men erstatter dem ikke, selv om der skal leveres det samme.
Det virker unægtelig både tonedøvt og grådigt, at der hentes den slags beløb ud af virksomheden, når alle vi, der sørger for, at husets forskellige titler til stadighed udkommer til vores mange brugere og kunder, konstant får at vide, at vi skal passe på pengene.
Nu kan vi så også se, at historien om pengemangel er en løgn, og at der faktisk findes penge i organisationen. Hvis man vil det.
Tænk, hvor meget god journalistik man kunne få for de penge i husets kerneforretninger og nye tiltag, hvis noget af milliardformuen kom i spil til udvikling af dem i stedet for.
Der er behov for medier, der på troværdig vis kan være kritiske, give overblik og klarhed, dybde og indsigt, forståelse og sammenhæng i en uoverskuelig verden fuld af forfalskninger, digt og manipulation.”
Brevet er sendt på vegne af otte medarbejdergrupper i JP/Politikens Hus:
HK, Jyllands-Posten
HK, Politikens Hus
HK, Politikens Forlag
DJ, Monitormedier
DJ, Watchmedier
Jyllands-Postens Faglige Gruppe
Ekstra Bladets Medarbejderforening
Politikens Medarbejderforening
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.