
DJ’s næstformand, Allan Boye Thulstrup, medgiver, at forbundet skal være bedre til at kommunikere sine sejre. Foto: Jacob Nielsen
Tirsdag eftermiddag meldte HB- og forretningsudvalgsmedlem Elisabeth Hamerik Schwarz sig som modkandidat til Allan Boye Thulstrups post som næstformand ved det kommende delegeretmøde i Dansk Journalistforbund i slutningen af april.
Dermed er der lagt op til kampvalg, da næstformand Allan Boye Thulstrup slår fast over for Journalisten, at han også har tænkt sig at stille op til valg om posten.
Hvad er din reaktion på dagens udmelding?
”Der er en god demokratisk tradition for, at der er kamp om posterne, og jeg ser frem til en debat om, hvad vi egentlig er uenige om – og hvad der er forskellen på os,” siger Allan Boye Thulstrup.
Allan Boye Thulstrup ser gerne, at han og Elisabeth Hamerik Schwarz finder et format til at debattere deres forskellige oplæg og visioner for DJ.
”Jeg har lige været til virkelig mange generalforsamlinger rundt om i landet, og det havde været superfedt, hvis vi kunne have taget debatten rundt omkring. Men nu må vi finde ud af, hvordan vi kan debattere det.”
Afviser kritikpunkt
Betragter du det som et angreb på jeres ledelse af forbundet?
”Nej, det tænker jeg ikke. Jeg synes, det er sundt, at nogen gerne vil stille op og stille et mandat til rådighed for DJ’s medlemmer. Elisabeth er selv en del af DJ’s øverste ledelse og har kunnet følge alle processerne tæt og har haft mulighed for at spørge ind til dem.”
Som begrundelse nævner Elisabeth Hamerik Schwarz blandt andet, at hun mener, at DJ skulle have udvist mod og prøvet EU’s nye guidelines for selvstændige af i praksis. Altså at DJ skulle have udvist mere handling på området.
”Sammen med vores jurister er vi i gang med at lægge en strategi og finde ud af handlemulighederne. Jeg er meget tilfreds med, at vi ikke helt overilet har testet de guidelines af med risiko for at få ødelagt rigtig meget for rigtig mange medlemmer i mange år fremover,” siger Allan Boye Thulstrup.
”Jeg synes, vi skal gøre det rigtig og grundigt. Og jeg er helt enig i, at det er en af de store ting, der er sket for freelancerne – og jeg er rigtig stolt af, at vi i DJ har lagt pres på i EU-systemet for at få det til at lykkes. Det ville jeg være ked af at lade gå fortabt.”
I fredags kunne Journalisten beskrive, at en række freelancere er vrede på DJ, da de synes, at forbundet gør for lidt for freelancemedlemmer. Vreden tager udgangspunkt i, at DJ ikke formåede at lande en freelancerammeaftale på dagbladsoverenskomsten.
Til Journalisten beskriver Elisabeth Hamerik Schwarz også, at det har været dråben, der fik hende til at melde sig som kandidat.
Er vreden fra freelancerne kommet bag på jer i DJ’s ledelse?
”Frustrationen hos freelancerne kan jeg sagtens forstå, for de er pressede. At det så lige præcis er den manglende freelancerammeaftale på DMA-området, der er udløsende, er lidt overraskende, for den rammeaftale havde ikke været fyldestgørende. Det skulle stadig ud og forhandles konkret i lokalaftaler – og det skal vi ud at arbejde på nu. Elisabeth har også selv været med til at sende DMA-aftalen til afstemning, så det kan godt undre mig, at det er dråben,” siger Allan Boye Thulstrup.
Kunne have kommunikeret bedre
Derudover er han ikke enig i, at DJ viser for lidt handling.
Han fremhæver, at DJ de seneste to år har landet en freelanceaftale på TV 2, indgået overenskomst med Zetland, PioPio, Danwatch og Rakkerpak samt udarbejdet en ny strategi for freelancere og selvstændige, som præsenteres på delegeretmødet.
Han nævner også, at DJ har sat et stort fingeraftryk på medieaftalen, som man nu håber vil blive videreført, samt lavet gode aftaler om ophavsret.
Hvis I har skabt så gode resultater, har I så været for dårlige til at kommunikere jeres sejre?
”Elisabeth har været orienteret om dem hele vejen igennem. Men frustrationen hos vores medlemmer viser, at vi ikke tydeligt nok er kommet ud med det. Det hviler på os selv. Hvis modtageren ikke forstår, hvad der er sket, så er man ikke lykkedes med kommunikationen,” siger han.
Det er heller ikke Allan Boye Thulstrups indtryk, at der er bred utilfredshed med DJ blandt alle forbundets 18.000 medlemmer, men mener, at det er vigtigt at italesætte den store frustration hos freelancere og selvstændige.
”DJ’s valgte ledelse består af 15 mennesker, og formand Tine Johansen og jeg er en del af den. Men kommunikationen udadtil er også, hvad hovedbestyrelsen melder ud, og forretningsudvalget beslutter, og der kan man også vælge at kommunikere mere,” siger han med henvisning til, at Elisabeth Hamerik Schwarz også sidder i både DJ’s hovedbestyrelse og forretningsudvalg.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.