Debatten om kvindernes repræsentation i avisernes spalter og mediers digitale flader er utrolig vigtig. Punktum. Så langt tror jeg som minimum, at enigheden mellem Jakob Høyer og undertegnede rækker.
Til gengæld er vi tilsyneladende uenige om alt andet.
For det første er pressen rolle ikke blot at sætte sig i et fly for at dække fodbolden og skrive kampreferater på de præmisser, som DBU eller Fifa stiller op for pressen i forbindelse med et VM. Journalistikkens rolle er i lige så høj grad at dække sportens gigantiske brudflader med tiden og samfundet. Det er en journalistik, der hjælper læserne til at afkode og forstå den verden, vi lever i.
Derfor er præmissen for Jakob Høyers opsang lodret forkert. Politiken dækker ikke kvindelandsholdet og kvindefodbolden ”meget, meget begrænset”. Men det er muligt, at vi ikke dækker det, som DBU gerne ser det gjort. Det er en anden snak.
Vi har gennem de seneste par år jævnligt bragt interviews og features om kvindelandsholdet. Vi har besøgt danske landsholdsspillere i svenske BK Häcken, der har indført ligestilling. Vi har bragt interviews med Pernille Harder, Kathrine Kühl og mange andre. Vi har haft et EM-tillæg. Vi har skrevet om kvindefodbolden i vækst. Og så har vi skrevet om skandalerne. Om diskriminationen.
Jeg forsøger ikke at fremstille mediedækningen som perfekt. Den kan vi sagtens debattere. Men ”meget, meget begrænset”? Der findes bare andre perspektiver på verden, end det DBU ser gennem egen navle.
For det andet er idrættens verden ramt af gigantiske strukturelle udfordringer, når det handler om ligestilling og køn.
Det er i sig selv tankevækkende, at DBU i Jakob Høyers debatindlæg fremhæver sig selv som en succeshistorie, når virkeligheden er, at forholdene for kvindelandsholdet dårligt kunne være ringere, end de var for bare få år siden. At forholdene i dag er blevet tålelige, er jo ikke i sig selv en succes. Det manglede da bare.
Når Jakob Høyer påstår, at vi medier hellere kaster os over konflikter og i den forbindelse nævner ’kyssehistorien’ om den spanske fodboldpræsident Luis Rubiales, så bliver jeg nødt til opponere.
Historien om Rubiales’ kys er meget mere end en konflikthistorie. Det er et fremragende og nedslående tidsbillede på meget af det, der holder kvindefodbolden tilbage.
Det er en historie, om en fodboldverden sovset ind i testosteron, hvor det er mænd, der bestemmer, og hvor kvinder kan være med i det omfang, de vil finde sig i at blive ringeagtet eller deltage på mandens præmisser.
Det er vel også derfor, at stort set alle elitetrænere i dansk fodbold er mænd. Og idrætspolitikerne det samme.
Hvor reelt er ønsket om at skabe en succes for kvinder? Og hvor meget handler om økonomi? Jeg spørger, fordi fodboldens verden altid formår at så en tvivl. Som da Fifa’s præsident i ramme alvor forsøgte at fremture med et sponsorat for Visit Saudi i forbindelse med VM i kvindefodbold. Det er skræmmende tonedøvt for ikke at sige deprimerende respektløst.
Lige præcis historier om krænkelser, magtesløshed og kynisk griskhed er vigtige at løfte. Især for at rettet projektøren mod det store fravær at ligestilling og lige ret i fodbolden.
Man kan jo blot rettet blikket mod underskoven af fodboldklubber i Danmark. Hvor mange steder fortæller man i BÅDE ord og handling, at piger og kvinder har samme værdi som drenge og mænd i fodboldens verden?
For det tredje: Ud over de strukturelle udfordringer kæmper fodbolden på kvindesiden også med sit historiske vakuum. Pernille Harder, Nadia Nadim og alle andre spillere på landsholdet er årgang nul i forhold til kvindefodbolden. Ganske få danskere har et nostalgisk forhold til kvindelandsholdet. Lige så få husker, hvem der gik forud for de nuværende stjerner, hvordan det gik ved VM i Kina for 16 år siden, ved EM i 1990’er eller i 1980’erne.
Der findes ingen plejer, ingen forventninger, ingen national depression, når der går galt, og en egentlig national grundfølelse af kvindefodboldens glæder og sorger kan ikke bestilles i pressen. Den kræver tålmodighed, historie og måske endda sportslige resultater.
For det fjerde og sidste er det i samme ombæring vigtigt for mig at slå fast, at det aldrig har været og aldrig bliver Politiken eller andre uafhængige mediers ansvar at løfte interessen for et sportsbrand. Heller ikke kvindelandsholdets.
DBU, der driver landsholdene, er en privat organisation. At kræve, at Politiken skal levere en ydelse til unionen i form af mere omtale, fordi unionen mener, at vi har en eller anden form for forpligtelse er grotesk. Det ville jo svare til, at medierne øgede mængden af madanmeldelser og restaurantomtaler, fordi Horesta syntes, at der var brug for et skub til branchen.
Vi står, som hovedparten af mediebranchen, i videst mulige omfang i kundernes tjeneste. Vi servicerer ud fra dyderne om aktualitet, væsentlighed og fascination. Og så forsøger vi naturligvis i samme åndedrag at ramme læserne, hvor de er.
I det regnestykke hører også det danske kvindelandshold i fodbold. På linje med alt andet i sportens verden. Hverken mere eller mindre.
Replik fra Jakob Høyer, kommunikationschef i DBU:
Uenigheden er meget stor – i hvert fald ifølge Christian Heides, sportsredaktør på Politiken, skarpe svar til min klumme ‘Kære sportspresse, har I glemt Kvindelandsholdet’.
Og dog. Er den nu også så stor?
- Selvfølgelig bestemmer sportspressen selv, hvad de dækker – og de er på ingen måde forpligtet til at levere en ydelse til DBU. Den redaktionelle frihed er uomtvistelig, og som uddannet journalist og tidligere chefredaktør har jeg stor respekt for den.
- Selvfølgelig er sportspressen ikke forpligtet til at dække VM i kvindefodbold eller Kvindelandsholdets kampe frem mod et OL – men det kan undre, at der er så få journalister til kvindefodbold sammenlignet med andre lande. Hvad er årsagen til det?
- Sportspressen er historisk presset ift. budget og bemanding, der vel er halveret de seneste 5-10 år. Men selv med færre ressourcer fortjener Kvindelandsholdet mere dækning i danske medier, også i Politiken.
- Politiken er et af de stærkeste medier med analytisk og spændende sportsdækning, kritisk og perspektiverende. Tak for det og tak for et flot EM-tillæg op til EM i kvindefodbold for 15 måneder siden. Netop derfor har vi savnet Politiken til VM 2023 i Australien i juli og til Nations League-kampen mod Tyskland i september – eller bare til at interviewe den nye landstræner, der allerede har sat sine tydelige aftryk på holdets spillestil.
Uanset enigheder og uenigheder er det godt med debat – og endnu bedre, hvis både Politiken og andre medier også ta’r debatten internt på redaktionerne.
Så glæder vi os til at se dem, når Kvindelandsholdet de næste måneder kæmper videre for puljesejr i Nations League og mulig kvalifikation til OL i Paris til sommer.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det undrer mig dog lidt, at Christian Heide-Jørgensens kronik ikke får lov at stå alene, som Jacob Høyers gjorde.
Det er sjældent set, at en kronik - respons på en anden kronik eller ej - bliver forelagt for modparten, som på denne måde får det sidste ord.
For dette er jo ikke en artikel.
En fair måde ville have været, at en duplik - hvad der i virkeligheden er tale om her - var blevet bragt her i kommentarsporet af personen bag det første indlæg - og så kunne Heide og Høyer have fortsat dialogen her.
Just my 5 cents.