
Foto: Brian Karmark, pressefoto
Fremover skal der være færre ansatte på Jyllands-Posten, og før sommerferien lancerede avisens ledelse derfor et opsigtsvækkende tilbud til medarbejdere, der overvejer at sige op.
Tilbuddet lød, at de kunne få et såkaldt fratrædelsesgratiale på én procent af deres årsløn per år, de har været ansat, med ud ad døren.
Men ifølge chefredaktør Marchen Neel Gjertsen har interessen for at søge fratrædelsesgratialer været meget lille.
Derfor har ledelsen besluttet at fordoble pengegaven fra én til to procent og forlænge fristen, som oprindeligt var 15. august, med yderligere et par uger.
”Der er ny frist 1. september. Så må vi se, om det gør en forskel,” skriver Marchen Neel Gjertsen til Journalisten.
Kommer ikke til at hæve yderligere
Som Marchen Neel Gjertsen udtrykker det, var økonomien i det oprindelige tilbud på én procent måske ikke attraktiv nok for den enkelte.
Men hun afviser samtidig, at ledelsen kommer til at hæve tilbuddet yderligere.
”Det er ikke et omvendt hollandsk lotteri. Men det er en udstrakt hånd til dem, der muligvis alligevel går og drømmer om at lave noget andet. Så skal de sige til nu. I så fald kan de få en ekstra tak for indsatsen med ud ad døren nu, hvor vi ved, at vi står over for en tilpasning uanset hvad,” forklarer hun.
Spareplan i september
Fredag i sidste uge blev de ansatte på Jyllands-Posten orienteret om, at der venter en spareplan i september.
Dagen inden mistede avisen sin ansvarshavende chefredaktør Jacob Nybroe, der blev fyret, da den øverste ledelse i JP/Politikens Hus ønsker et strategiskift på Jyllands-Posten.
”Der skal tages nye skridt i udviklingen af Jyllands-Posten, især på det digitale område. I den forbindelse har vi vurderet, at tiden er inde til et skift på posten som ansvarshavende chefredaktør,” udtalte administrerende direktør Stig Kirk Ørskov i den forbindelse.
Indtil den nye ansvarshavende chefredaktør er fundet, er Marchen Neel Gjertsen konstitueret i stillingen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.