
10. december bliver det ikke julefrokostfulde DR-medarbejdere, der svinger ud gennem døren, men dem, der er på arbejde på dagen. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Hvis medarbejderne i DR havde glædet sig til at samles til julefrokost efter et veloverstået kommunalvalg og som erstatning for sidste års aflyste fest, har de fået sig en lang næse.
DR har nemlig besluttet at aflyse årets julefrokoster på grund af coronavirus. De skulle have været afholdt 3. december i distrikterne og 10. december i DR Byen.
Det oplyser Niels Ammitzbøll, underdirektør i ØTM og formand for DR’s coronagruppe, til Journalisten.
Beslutningen er taget ud fra et forsigtighedsprincip set i lyset af de stigende smittetal og for at sikre, at DR kan opretholde produktionen, oplyser DR.
”Vi følger fortsat myndighedernes retningslinjer, men ud fra et forsigtighedsprincip har vi besluttet, at vi må tage ekstra tiltag for at begrænse smittespredning i DR.”
Længere end myndighederne anbefaler
Med aflysningerne går DR væsentligt længere, end det kræves af myndighederne, der har genindført krav om fremvisning af coronapas på blandt andet indendørs serveringssteder, natklubber og ved forsamlinger på mere end 200 personer indendørs eller 2.000 personer udendørs.
”Vi vil gerne passe på medarbejderne, og så har vi derudover en helt særlig beredskabsforpligtelse til altid at kunne udkomme. Set i det lys mener vi, at det mest forsvarlige er at udskyde store sociale arrangementer, så vi gør, hvad vi kan for at minimere smitte og opretholde produktionen,” siger Niels Ammitzbøll i en skriftlig kommentar.
Beslutningen er drøftet med Hovedsamarbejdsudvalget, der består af repræsentanter for både medarbejdere og ledelse.
Det er ikke kun julefrokosten, der bliver aflyst. Der må heller ikke afholdes sociale arrangementer for flere end 50 personer, og der vil ikke være rundvisninger i DR.
Efter coronapassets genkomst indførte TV 2 en ”balanceret” stramning, hvor der blev indført ’timeslots’ i kantinen og krav om coronapas ved seminarer og julefrokoster.
Hvis mere end 50 personer er samlet til seminarer eller julefrokoster, skal der fremvises coronapas med frisk testresultat eller dokumentation for vaccination.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.