
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Problemet er åbenlyst: Der er for få kvindelige kilder i spalterne i de danske medier. Og det står endnu værre til, når det kommer til at afspejle forskellige etniciteter i samfundet.
Det første problem prøver den nye database diverseeksperter.dk, som blev lanceret i denne uge, at gøre noget for at ændre med en database over kvindelige kilder.
Men løsningen er ikke altid ligetil, selv om der bredt set er kommet langt mere fokus på diversitet ude på redaktionerne.
Sådan lyder det fra tre nyhedsjournalister fra forskellige medier og forskellige dele af landet.
Demografi er lige så vigtigt
Blandt andet fra Katrine Stampe, der er journalist på JydskeVestkystens redaktion i Sønderborg.
Siden hun blev færdiguddannet i 2019, har hun oplevet et øget fokus på diversitet i spalterne, og hun bruger også selv tid og kræfter på at sikre et bredt kildevalg.
For hende handler det dog ikke udelukkende om balancen mellem mænd og kvinder eller etnicitet. Geografien spiller også ind. I forhold til eksperter er der for eksempel en større sandsynlighed for, at forskere fra SDU i Odense har kendskab til de lokale problematikker i Syd- og Sønderjylland.
Silas Bay Nielsen, journalist på DR Nyheder
Men demografi spiller også ind i kildevalget i dagligdagen:
”Jeg dækker primært børn og unge, og der har jeg stort fokus på, at det ikke er de samme skoler, jeg kontakter. Det er vigtigt for mig både at tale med skoler i de velstillede områder og med dem, som er placeret i de socialt udsatte kvarterer eller har elever med anden etnisk herkomst. Jeg har også fokus på at have kilder i både land og by,” siger Katrine Stampe.
50-50 i podcast
På Kristeligt Dagblad oplever journalist Philip Christoffersen, at der bliver talt meget om kønsbalancen i kildevalget på redaktionen Kirke & Tro. Han tænker også meget over det selv:
”Jeg synes, det er dumt at skrive en artikel, hvor jeg har ringet til tre mænd. Der skal gerne være en god kønsbalance i de artikler, jeg skriver. Det er også noget, vi taler om på min redaktion, hvor vi for nyligt talte kilderne og konkluderede, at inden for den uge, vi talte, var der væsentligt flere mænd end kvinder,” siger han.
Han har også været vært på en podcast, der kørte i to sæsoner, hvor han satte sig for at ende på 50 procents fordeling af køn:
”Instinktivt mener jeg ikke, at man skal caste folk på baggrund af køn, men på baggrund af kvalifikationer og emner. Men i dette tilfælde tror jeg, at det var godt for programmet, at der kom denne lige fordeling,” siger han.
Ifølge Silas Bay Nielsen, der er journalist hos DR Nyheder, er der også stort fokus på at brede kildevalget ud i newsroom på DR. Men der er ifølge ham også nogle underliggende strukturer i samfundet generelt, der gør det svært på aktuelle nyhedshistorier at få fat i eksempelvis kvindelige alternativer.
For hvis man kigger på dækningen af inflationskrisen eller Ukraine, er der ifølge ham primært mandlige kilder på universiteterne.
”Og så er det også svært, når der er en deadline, der presser på, hvor man skal blive hurtigt færdig. Vi kender jo dem, der leverer og er hurtige at få fat på,” fortæller han.
Journalister har et ansvar
Men på redaktionen i DR er der fokus på det, og siden han blev færdiguddannet i 2009, har han oplevet et markant skifte på diversitetsdagsordenen.
Man kan dog ikke endegyldigt lægge skylden ensidigt over på mediechefer eller journalister, mener Silas Bay Nielsen. Han fortæller, at DR blandt andet har faciliteret oplæg om diversitet i kildevalg og rettet opmærksomhed mod problematikken:
”Men i sidste ende er det os journalister, der skal gøre det, fordi vi ringer ud til folk. Det er der, den ligger. Men det kræver også bare mere tid at kunne gøre det, fordi vi er presset af deadlines,” siger han.
Samme toner lyder fra Katrine Stampe:
”Som journalister kan vi klart selv gøre noget, men vi er også underlagt nogle arbejdsvilkår, vi får oppefra, hvor det nogle gange skal gå hurtigt. Og så bliver det ofte den nemmeste vej,” siger hun.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.