Foto: Liv M. Kastrup
Der er ikke udbetalt økonomisk kompensation i form af de såkaldte 'brune kuverter' på DR i forbindelse med overenskomststridige arbejdsnedlæggelser i løbet af de seneste 10 år.
Det slår forperson Allan Boye Thulstrup fra Dansk Journalistforbund - Medier & Kommunikation (DJ) fast over for Journalisten, hvor han hæfter sig ved, at der i de hidtidige forlig om brune kuverter med DMA og TV 2 har været en udvidet forældelsesfrist på 10 år.
”Siden 2015 har der været overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, men der er ikke blevet kompenseret økonomisk,” siger han.
Der har dog været udbetaling af økonomisk kompensation i forbindelse med en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse i DR i slutningen af 2015. Selve den økonomiske kompensation skete rent praktisk i begyndelsen af 2016, og derfor er DJ's dialog med DR lidt mere ”kompliceret økonomisk”, siger Allan Boye Thulstrup.
Helt sikker
Allan Boye Thulstrup hæfter sig ved, at den almindelige forældelsesfrist i arbejdsretlige sager i udgangspunktet er fem år. I TV 2-forliget lagde han vægt på, at man ikke kiggede ud over de seneste 10 år.
At selve udbetalingen på DR er sket lige på den anden side af forældelsesfristen på 10 år gør sagen lidt mere kompleks:
”Den absolutte, udvidede forældelsesfrist er 10 år. Og det er en af grundene til, at forhandlingsforløbet på DR tager lidt længere tid,” siger han.
Regner du med, at DJ ender med at betale en bod?
”Det er svært at vide, hvor vi ender. Det er klart, at der har været overenskomststridige arbejdsnedlæggelser de seneste 10 år, men der er ikke sket økonomisk kompensation.”
Hvor sikker er du på, at der ikke har været økonomisk kompensation i forbindelse med de øvrige arbejdsnedlæggelser inden for de 10 år?
”Det er jeg helt sikker på.”
Journalisten har forsøgt at få en kommentar fra DR's topledelse, som ligesom DJ's øverste ledelse i disse dage deltager ved Folkemødet på Bornholm. DR ønsker ikke at kommentere forhandlingerne.
Modtog lukkethedspris
På netop Folkemødet modtog DJ og Allan Boye Thulstrup i går Journalistens lukkethedspris for håndteringen af sagerne om de brune kuverter.
Journalistens frihedsbrev
Siden januar 2026 har Journalistens chefredaktør også været kommunikationschef i DJ. I den forbindelse er der udpeget en redaktør for historier om DJ for at sikre redaktionel uafhængighed i sager, der netop vedrører DJ.
Kerstin Bruun Hansen, journalist på Journalistens redaktion, er udpeget som den interne redaktør.
Den interne redaktør har ret til at igangsætte journalistiske undersøgelser af forbundet og har ansvar for at sikre en åben, mangfoldig og kritisk debat blandt medlemmerne, så også kritiske synspunkter om forbundet kan komme til orde.
Ifølge juryens begrundelse gjorde DJ sig særligt fortjent til prisen, da man repræsenterer et fag, der afkræver og forventer svar fra magthavere. Det er også en af baggrundene for, at Allan Boye Thulstrup nu fortæller om de igangværende forhandlinger med DR.
”Der er forskellige grunde til, at jeg ikke kan svare på alting. Noget handler om historie, der er ting, jeg ikke ved. Der er også ting, som jeg af hensyn til medlemmerne ikke kan sige. Hvis jeg svarede, risikerede jeg at smide dem under bussen. Det er ikke mit job at gøre,” sagde Allan Boye Thulstrup ved overrækkelsen i går.
Det var Frihedsbrevet, der i foråret sidste år afdækkede, hvordan der i årevis havde fundet en overenskomststridig praksis sted i DJ, hvor kuverter med kontanter blev uddelt til medlemmer, der havde nedlagt arbejdet i fredstid.
I foråret i år indgik DJ et forlig med Dansk Erhverv på 3 millioner kroner for at have ageret i strid med overenskomsten.
Senest har DJ indgået et forlig med TV 2 med en bod på 1 million kroner.
Opdateret 12.16 med svar fra DR, som ikke ønsker at kommentere forhandlingerne
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.