Brune kuverter

Allan Boye efter nyt millionforlig: Det er mit ansvar

”Den her sag har ikke givet anledning til, at jeg har overvejet min egen rolle,” siger DJ-forperson Allan Boye Thulstrup.

Allan Boye Thulstrup var næstformand i Dansk Journalistforbund - Medier & Kommunikation (DJ), da i omegnen af 270 medlemmer på TV 2 fik økonomisk kompensation fra DJ efter en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse i 2023.

”Det her er en praksis, som jeg har været bevidst om, og som jeg har vidst eksisterede, siden jeg startede som fagligt aktiv. Jeg var også klar over det i 2023, og jeg har været bevidst om, at det her skete,” siger han i et interview med Journalisten.

At DJ har udbetalt pengene er et brud på overenskomsten, ligesom det også har skabt skår i tilliden mellem TV 2 og DJ på Gammel Strand. Dertil skal DJ betale en bod på 1 million kroner.

Hvilke overvejelser har du gjort dig om din egen stilling?

”Det er en praksis, der i mange, mange år er foregået, og jeg er tilfreds med, at vi nu får lukket det kapitel. Jeg er også bevidst om, at jeg har været en del af den historie. Og jeg synes, at det er det rigtige tidspunkt at gøre det på. Den her sag har ikke givet anledning til, at jeg har overvejet min egen rolle.”

Synes du stadig, at du er den rette formand for DJ, når du har været vidende om det her uden at gøre noget ved det?

”Ja, det synes jeg. Men det er op til medlemmerne, hvem der er forperson, og der er delegeretmøde i april.”

TV 2 føler sig løjet for

I en pressemeddelelse lægger TV 2 i form af HR-direktør Lars Novrup ikke skjul på, at tv-stationen har følt sig ført bag lyset, da man i første omgang blev orienteret fra DJ om, at praksissen ikke havde fundet sted på TV 2.

”I det øjeblik, jeg læste Lars Novrups citat om, at han var blevet forsikret om, at det ikke var sket på TV 2, der ringer jeg til ham og sagde: 'Vi er nødt til at snakke sammen'. Det er mit ansvar, at den kommunikation har været uklar undervejs,” siger Allan Boye Thulstrup.

Hvordan kan det ske?

”Mit bedste bud vil være, at meget få mennesker har vidst, hvordan det foregik, og at det foregik, og det kan være, at én, der ikke var klar over, at det var sket, er kommet til at svare TV 2. Men det er mit ansvar, at jeg ikke snakkede med Lars Novrup noget tidligere.”

Journalistens frihedsbrev

Siden januar 2026 har Journalistens chefredaktør også været kommunikationschef i DJ. I den forbindelse er der udpeget en redaktør for historier om DJ for at sikre redaktionel uafhængighed i sager, der netop vedrører DJ.

Kerstin Bruun Hansen, journalist på Journalistens redaktion, er udpeget som den interne redaktør.

Den interne redaktør har ret til at igangsætte journalistiske undersøgelser af forbundet og har ansvar for at sikre en åben, mangfoldig og kritisk debat blandt medlemmerne, så også kritiske synspunkter om forbundet kan komme til orde.

Allan Boye Thulstrup vil ikke lande endegyldigt på, om det var en misforståelse, dårlig kommunikation eller bare uklar kommunikation mellem parterne.

”Men når TV 2 har en opfattelse af, at der er blevet løjet for dem, så må jeg sige, at den opfattelse har de god grund til at have,” siger han.

TV 2 lægger ikke skjul på, at det bliver svært at genetablere forholdet. De retter i pressemeddelelsen skytset mod DJ på Gammel Strand og ikke de lokale tillidsfolk. Er du også den rigtige til at genopbygge den tillid?

”Det vil jeg mene, jeg er. Jeg synes, at jeg har haft konstruktive drøftelser med TV 2 i forlængelse af det her, og jeg er glad for, at vi har landet et forlig. Jeg kan også godt forstå, at det kræver hårdt arbejde fra DJ's side at genoprette tilliden, og jeg ser frem til at drøfte, hvad vi skal gøre, og hvordan vi sammen kan komme videre.”

Fuld og endelig afgørelse

I pressemeddelelsen om forliget fremgår det, at de overenskomststridige udbetalinger er sket en enkelt gang de seneste 10 år, altså i 2023. Det tidsperspektiv hænger ifølge Allan Boye Thulstrup sammen med, at der er en forældelsesfrist på ti år.

I 2014 var der også en arbejdsnedlæggelse på TV 2, men det er ifølge Allan Boye Thulstrup ikke blevet undersøgt, om der fandt overenskomststridige udbetalinger sted der.

Så der kan potentielt have været flere udbetalinger, der ikke er omfattet af forliget?

”Forliget er til fuld og endelig afgørelse.”

Allan Boye Thulstrup oplyser samtidig, at der kun er et enkelt udestående tilbage, nemlig DR:

I skriver i pressemeddelelsen, at I er i dialog om at lande en aftale med DR. Er det en tilkendegivelse af, at det også har fundet sted på DR?

”Vi er i dialog med DR.”

Så det kan ikke tolkes sådan, at det er sket?

”Nej. Det kan jeg hverken be- eller afkræfte. Det er noget af det, vi snakker med DR om i øjeblikket”.

Sagen har især i Berlingske og Frihedsbrevets dækning haft fokus på, at DJ har ageret lukket.

Set fra medlemmernes stol, er det her så en klædelig sag for DJ?

”Nej, jeg kan sagtens forstå, hvis medlemmerne sidder derude og undrer sig. Men når vi er i forhandlinger, er det begrænset, hvad vi kan svare på, når forhandlinger er i gang. Og når de er slut, er der mere, vi kan svare på,” siger han.

Fordi der stadig er dialog med DR, kan han derfor ikke være åben om, hvad der nu foregår i de forhandlinger, siger han.

”Men vi forsøger at være åbne om, hvad der er sket på TV 2. Og i forløbet har jeg også stillet op en række gange på Berlingske, Frihedsbrevet, A4 og i Journalisten. Vi har forsøgt at være åbne, men der er ting, vi ikke kan svare på. Og sådan må det nødvendigvis være, når der er tale om fortrolige forhandlinger.”

Men var det en fejl, at I ikke gik tidligere ud og indrømmede den her praksis?

”Sådan noget med at være mandagstræner er svært, og hvornår skulle vi have sagt hvad? Nu blev det på den her måde, men det kan godt være, at vi skulle have meldt det ud på en anden måde. Der er der dog ikke noget at gøre ved nu.

Oplysning om artiklen:

Journalisten bag denne artikel, Sebastian Goos, var i godt syv år ansat på TV 2 fra 2014 til 2021.

Han arbejdede således også på stationen under den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse i november 2014, men var på det tidspunkt ansat på en individuel kontrakt og derved ikke ansat på DJ-overenskomsten.

Sebastian Goos er ikke vidende om, hvorvidt der blev udbetalt strejkekompensation til DJ-medlemmer ved den pågældende arbejdsnedlæggelse.

2 Kommentarer

Michael Kjærgård
27. MAJ 2026
Man bemærker, at det ansvar forpersonen påtager sig, udelukkende handler om kommunikationsspørgsmål i sagen. Altså ikke noget ansvar for videreførelse af overenskomststridig praksis, ikke noget ansvar for ikke-indgriben, ikke noget ansvar for million-drænet i DJ's strejkekasse, som hovedbestyrelsen meget belejligt fik narret delegeretmødet til at slå sammen med driftsmidlerne. Men "den her sag har ikke givet anledning til, at jeg har overvejet min egen rolle.” Så må vi andre jo overveje det for ham
Finn Arne Hansen
27. MAJ 2026
Alle, der har været fagligt aktive i DJ på et vist niveau, kendte til den praksis, der var på forskellige områder som dette. Men det her kan forhåbentlig ændre den helt vilde praksis, at strejkende får 90 procent af deres løn i erstatning, når de er en i overenskomstmæssig konflikt, som den vi havde med DR. Da fik man endda 100 procent. Der var mange, der havde hyggelige dage på golfbanen, kan jeg huske. Min storebror, der er tømrer, udbrød med stor forbløffelse, da jeg fortalte ham det: "Men så gør det jo ikke ondt at strejke?!" Værd at tænke over. Der gjorde i hvert fald, at strejkekontingentet bagefter blev ædt op af skjulte kontingentforhøjelser, fra 70 til 10 kroner. I strid med vedtægterne.