Lukkethedsprisen blev i år uddelt af journalist Mads Frimann (tv.), der her overrækker den til DJ-forperson Allan Boye Thulstrup (th.). Foto: Mikkel Inumineq
Dansk Journalistforbund - Medier & Kommunikation (DJ) vinder Journalistens Lukkethedspris.
Det står klart efter dagens uddeling af prisen i DJ's egen baghave i Allinge på Bornholm på Folkemødet.
”Det er et politisk ansvar og derfor også mit ansvar at den her sag har udviklet sig, som den har. Det tager jeg fuldstændig på mig. Undskyld til jer medlemmer, at det har fyldt så meget,” siger Allan Boye til overrækkelsen.
Det har været muligt for DJ's medlemmer at indsende indstillinger, og langt de fleste har nævnt Dansk Journalistforbund.
”Det er jo paradoksalt, at det er den her pris, jeg skal modtage,” siger Allan Boye og fortsætter:
”Hver dag går jeg jo på arbejde for at kæmpe for to ting: Den ene ting er medlemmernes interesser - deres løn og arbejdsvilkår - den anden ting er åbenhed og et frit demokratisk samfund. I den her sag har det første spændt ben for det sidste,” siger han.
En enig jury
Juryen bestod i år af Mikkel Bødker Olesen, Ronja Pilgaard, Vilas Holst Jensen, Rikke Gjøl Mansø og Christian Lindhardt, som først har udpeget tre nominerede og altså nu kåret en vinder.
Sidstnævnte fungerer både som chefredaktør på Journalisten og kommunikationschef i DJ og erklærede sig derfor inhabil under diskussionerne om, hvem der skulle vinde årets Lukkethedspris.
Der var dog ikke forfærdeligt meget at diskutere for juryens øvrige medlemmer.
”Juryen har været meget enige om, hvem der skulle have prisen i år,” fortæller Mads Frimann, der uddelte prisen.
Forventer svar fra journalister
Ifølge juryens begrundelse gør DJ sig særlig fortjent til prisen, da de repræsenterer et fag, der afkræver og forventer svar fra magthavere.
Det er især de manglende svar og henvisninger til forliget, der har udløst kåringen.
Den del har Allan Boye Thulstrup forståelse for, men forklarer samtidigt, at han har udtalt sig til journalister og medier om det, han har kunnet svare på.
”Der er forskellige grunde til, at jeg ikke kan svare på alting. Noget handler om historie, der er ting, jeg ikke ved. Der er også ting, som jeg af hensyn til medlemmerne ikke kan sige. Hvis jeg svarede, risikerede jeg at smide dem under bussen. Det er ikke mit job at gøre,” siger Allan Boye Thulstrup.
Det var Frihedsbrevet, der i foråret sidste år afdækkede, hvordan der i årevis havde fundet en overenskomststridig praksis sted i DJ, hvor kuverter med kontanter blev uddelt til medlemmer, der havde nedlagt arbejdet i fredstid.
I foråret i år indgik DJ et forlig med Dansk Erhverv på 3 millioner kroner for at have ageret i strid med overenskomsten.
Senest har DJ indgået et forlig med TV 2 med en bod på 1 million kroner.
Folketingets Præsidium var nomineret for at beslutte, at politikere kan fjerne deres navne fra den længe ventede rapport om Danmarks 20 år lange krigsdeltagelse i Afghanistan.
Forsvarsministeriet var nomineret for sagen om de angivelige droneobservationer, der fik Danmark på den anden ende i september sidste år.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.