Lokaljournalistik

Hver tredje lokale journalist og fotograf er forsvundet siden sidste kommunalvalg

Antallet af lokale journalister er faldet så markant de sidste fire år, at eksperter kalder udviklingen voldsom og bekymrende

Tomme stole til pressen i byrådssale er blevet et mere og mere almindeligt syn i de danske kommuner.

For de senere år er antallet af lokale og regionale journalister, fotografer og redaktører faldet drastisk i hele landet.

Omkring 30 procent af de fastansatte DJ-medlemmer er blevet skåret fra siden kommunalvalget i 2021. I hårde tal er det omkring 250 medarbejdere, der har forladt de lokale mediehuse på fire år, så antallet af redaktionelle medarbejdere i det lokale er gået fra 835 til kun 587 i år.

Kun på Jyllands-Postens Lokalaviser er der fremgang. Her er antallet af DJ-medlemmer steget med én person.

Det viser en opgørelse, Journalisten har lavet på baggrund af DJ’s lønstatistik og DJ-tillidsrepræsentanter i mediehusene.

”Det er et stort tal. Det taler jo ind i en udvikling, vi har set i en årrække, hvor mange stillinger er forsvundet. Den udvikling har været i gang rigtigt længe, og den er ret voldsom,” siger Mark Ørsten, professor i journalistik ved RUC.

Særligt hårdt ramt er Lolland-Falsters Folketidende, hvor næsten halvdelen af de redaktionelle medarbejderes stillinger er blevet nedlagt. Hvor avisen ved sidste kommunalvalg havde 24 DJ-medlemmer, er der i år kun 13.

Tillidsrepræsentant på Lolland-Falsters Folketidende, Anna C. Møhl, siger, at tallene er et skrækeksempel på, hvor branchen er på vej hen.

”Vi krabber os igennem og forsøger at tilgodese vores læsere, samtidig med at vi skal omstille os, så vi stadig er relevante for vores læsere,” forklarer Anna C. Møhl.

Det er en omstilling, der slider, og som har ført til flere sygemeldinger på grund af stress.

”I stedet for faglærte, dygtige fotografer står vi med vores telefon og laver interview, fotos og videoer til folketidende.dk. Det fatter kilderne ikke en bjælde af,” siger Anna C. Møhl.

Også Nordjyske Medier har måttet sige farvel til omkring 40 procent af de journalistiske stillinger, der før lød på 98. I samme periode er alle lokalredaktioner nedlagt, forklarer tillidsrepræsentant Merete Ejsing Horn.

”Vi ringer flere historier hjem fra skrivebordet og laver færre reportager. Desværre. Dermed ikke sagt, at kollegerne ikke laver god journalistik, for det gør de. Men reportagen er valgt fra,” siger hun.

Får konsekvenser

Som Mark Ørsten pointerer, er det en udvikling, der har været i gang rigtig længe.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt forklarer, at mens techgiganterne har fået større magt over nyhedsbilledet, er der de senere år sket en veritabel nedslagtning af lokalredaktioner, og lokale medier er bukket under på stribe.

”Det er alvorligt, og udviklingen går desværre meget stærkt,” forklarer han.

Magtudredningen har luftet spørgsmålet, om især de lokale og regionale medier fortsat kan være dem, der højner den lokale debat om politik og samfund.

Nyhedsørkenerne er dog endnu ikke en realitet, siger Mark Ørsten. Men:

”Der sker en fysisk koncentration, hvor man lukker lokale redaktioner, og journalisterne trækker mod de større byer. Det vil sige en koncentration, hvor man både fysisk og mentalt rykker mod de større byer, og de større byer kommer til at fylde rigtig meget,” siger han.

Hvis ens eget lokalstof bliver nedprioriteret eller helt forsvinder, vil de have mindre incitament til at læse mediet.
Mark Ørsten, professor i journalistik ved RUC

Det er blandt andet virkeligheden i Nordjyske Medier, hvor man har taget livet af samtlige af de lokale redaktioner. Dem var der 13 af i 2010, 7 i 2020. Og nu er der altså ingen. Samtidig har man fra Nordjyskes side droppet at være fast til stede ved byrådsmøder, og ”postnummer-journalistikken” er sparket til hjørne.

Den seneste udgave af rapporten ’Danskernes brug af nyhedsmedier’, som blandt andre Mark Ørsten står bag, viser, at danskerne gerne vil have lokale nyheder.

Derfor kan udviklingen mod de mere regionale nyheder faktisk ende med at bide lokalmedierne i bagdelen.

”Når vores undersøgelse siger, at danskerne er interesserede i lokale nyheder, er det nyheder fra deres eget lokalområde. De har ikke et voldsomt behov for at høre om andres lokalstof. Så hvis ens eget lokalstof bliver nedprioriteret eller helt forsvinder, vil de have mindre incitament til at læse mediet,” siger Mark Ørsten.

Kritik og samhørighed går tabt

Tallene vækker også bekymring hos Flemming Svith, forskningslektor ved DMJX, som er en af forfatterne til rapporten ’Lokal- og regionalmediers indhold, rolle og betydning i lokalområder 2017’.

”Lokaldemokratiet hviler jo på information og viden. Hvis der bliver færre – eller for få – lokaljournalister, kommer der paradoksalt nok et informationsunderskud om lokale forhold i en tid, hvor der ellers er informationsoverskud,” siger han.

Den lokale journalistik har dog ikke kun betydning for politik.

”Lokale journalister og medier bidrager til lokalområders identitet og sammenhængskraft. Og der er en sammenhæng mellem det og det lokale engagement.”

I flere byer er der opstået nye lokale medier, efter at journalisterne fra de større lokale mediehuse er forsvundet. De fleste byer med den mindste grad af respekt for sig selv har efterhånden en lokal Facebook-gruppe, hvor der gerne bliver diskuteret lystigt. Kommunerne rundt i landet opruster samtidig på kommunikationen.

Men da Flemming Svith for nogle år siden undersøgte de danske lokalmedier, var der ikke noget, der tydede på, at Facebook-grupper kunne erstatte de lokale medier. Det er med Flemming Sviths egne ord ”fint nok”, at kommunerne opruster på kommunikation.

”Men der er ikke en undersøgende, kritisk tilgang til kommunen i det,” siger han.

Svær fremtid

I Nordjylland efterlyser flere lokalpolitikere da også en kritisk vagthund. Det samme budskab kom fra lokalpolitikere i resten af landet, da Flemming Svith og hans kolleger undersøgte de lokale og regionale mediers betydning i 2016.

”Det kommer ud af en forståelse for, at et oplyst demokrati også bygger på oplysninger om ting, der er mindre favorable. At man får en mindre udvikling af lokalområder, hvis man ikke kigger på forhold, der er kritisable,” siger Flemming Svith.

Det er svært at se, hvad der skal til for at knække den nedadgående kurve.
Flemming Svith, forskningslektor ved DJMX

Heller ikke de nye hyperlokale medier ser ud til at kunne gøre det op for de mere traditionelle lokalmedier.

”Der kommer nok meget af den registrerende journalistik om, at der åbner en børnehave eller er et fodboldstævne. Den slags oplysninger kan være vigtige nok i dagligdagen, men de kommer nærmest af sig selv. Andre typer informationer kræver noget mere, som en særlig journalistisk indsats for at komme frem,” siger Flemming Svith.

I det hele taget ser fremtiden svær ud for de lokale medier, der både taber læsere og annonceindtægter.

”Det er svært at se, hvad der skal til for at knække den nedadgående kurve. Derfor er den offentlige støtte en vigtig del af, at lokaljournalistikken kan overleve,” siger Flemming Svith.

Jakob Engel-Schmidt har nedsat to ekspertudvalg, som skal give nogle bud på løsninger før de kommende medieforhandlinger.

”Det ene ser på en ny og tidssvarende model for mediestøtte til de private medier, mens det andet skal give bud på, hvordan vi kan styrke den lokale og regionale public service. Jeg vil bruge rapporterne som inspiration til, hvordan vi sikrer, at vi i hele landet har lokale medier, der holder politikerne til ilden og giver borgere troværdig information,” fortæller han.

2 Kommentarer

Finn Arne Hansen
13. OKTOBER 2025
Jeg har bombarderet Journalistens redaktion om alle de nye lokalaviser - og medier, der er myldret frem. Men der har absolut ingen interessere været. Har selv startet Bramming Posten i januar 2024. Løft nu hovedet fra de gamle medier.
Thomas Price Hoffmann Petersen
14. OKTOBER 2025
Vigtig og god artikel af Journalisten - tak for den!
Jeg er som stifter af et onlinemedie i Hvidovre enig i langt det meste.
Dog ikke i Flemming Sviths syn på de nye hyperlokale medier, som han mener nok laver "meget af den registrerende journalistik om, at der åbner en børnehave eller er et fodboldstævne."
Her i Hvidovre er min oplevelse den stik modsatte. Den etablerede lokalavis bringer pressemeddelelserne, mens HvidovreNyt (der tidligere hed Risbjerg & Co.) bringer den rigtige journalistik, de folkeoplysende vinkler og de kritiske historier, man ikke får andre steder.
Men det er til gengæld helt korrekt, at der er brug for økonomisk opbakning, for det er noget af en kulturrevolution at overbevise folk om, at de skal betale for lokaljournalistik, som de har været vant til at få gratis i 100 år, uanset at det nu er i en anden kvalitet (hvis man spørger denne ikke helt upartiske skribent).
Vil man have den slags ud i lokalområderne, kræver det opbakning - men i relativt lille grad. Projekter som HvidovreNyt og helt sikkert mange andre lignende rundt omkring er ikke sat i søen for at skumme fløden, men af idealistiske årsager som eksempelvis netop at højne lokaldemokratiet og sammenhængskraften og give læserne en indføring i, hvad der foregår bag pressemeddelelserne og læserbrevene fra lokalpolitikerne. Vi kan køre i høje omdrejninger på begejstring og journalistisk kampgejst, men har især brug for økonomisk rygstød til at slå barrierer ned for at komme endnu bredere ud i alle hjørner af lokalsamfundet, for eksempel til dem, som ikke nødvendigvis føler, de har overskud eller lyst til at prioritere at lægge penge for indsigt.

Læs også

Lokaljournalistik

Hver tredje lokale journalist og fotograf er forsvundet siden sidste kommunalvalg

13. OKTOBER 2025