
Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Tidligere TV 2-journalist Michael Bech har nu langt om længe modtaget nyt i den sag, han i mere end fire år har haft hængende over hovedet.
Sammen med TV 2 blev han i 2020 sigtet af politiet efter straffelovens paragraf 264 d om uberettigede optagelser, efter at TV 2 havde vist dokumentaren ’Plejehjemmene bag facaden’, der med skjult kamera afslørede nedværdigende behandling af den 90-årige Else Marie Larsen og 91-årige Niels Christian Nielsen.
Og til Michael Bechs store forundring er sigtelsen nu blevet til en tiltale mod ham og TV 2’s direktør, Anne Engdal Stig Christensen.
”Det er sgu et seriøst twist, at anklagemyndigheden peger pilen mod journalisterne og TV 2 som dem, der har krænket Else og Niels. Det er en total uskik at begynde at gå efter budbringeren,” siger han til Journalisten.
Af anklageskriftet, som Journalisten har set, fremgår det, at de er tiltalt for at have vist optagelser af ”private forhold, som åbenbart kunne forlanges unddraget en bredere offentlighed”.
Mere konkret peger anklagemyndigheden på optagelser af de to plejehjemsbeboere i situationer, hvor de får hjælp til intimhygiejne – ”herunder bleskift og hjælp til afføringsproblemer”.
”Urimeligt lang tid”
Det var Aarhus Kommune, der i sin tid meldte folkene bag dokumentaren til politiet, efter at udsendelsen blev bragt.
Men hvorfor det har taget anklagemyndigheden så mange år at komme frem til næste skridt i sagen, er helt sort for Michael Bech.
Michael Bech, journalist
”Fire-fem år er jo fuldstændigt urimeligt lang tid at have sådan en sag hængende over hovedet. Hvordan kan de køre så banal en sag over så mange år? Den burde have været lagt ned eller rejst for længst,” mener han.
Han har i de mellemliggende år ikke været indkaldt til afhøringer eller er blevet spurgt ind til, hvorfor de gjorde, som de gjorde.
Hvordan har det været for dig personligt at gå i uvished så længe?
”I dagligdagen har det jo været OK. Men for eksempel er jeg frivillig træner i min søns idrætsforening, og der har jeg da været nødt til at orientere ledelsen om, at jeg har sådan en sag hængende over hovedet. Det synes jeg i bund og grund er helt urimeligt,” siger Michael Bech, som desuden afviser anklagerne:
”Det er jo rigtigt, at vi viste meget private optagelser af Else og Niels. Men alle de intime områder var jo sløret på optagelserne, og alle scener og optagelser var godkendt af alle pårørende og af Else selv og sågar af Elses værge.”
Frygter at sporene skræmmer
’Plejehjemmene bag facaden’ gjorde stort indtryk på politikerne, da den udkom i 2020. Blandt andet var den direkte medvirkende til, at der i den efterfølgende finanslov blev afsat 1,9 milliarder ekstra kroner til ældreplejen.
”Jeg tror, vi alle blev meget berørte af billederne af Else. Derfor er det vigtigt, at vi med denne finanslov sætter flere penge af til vores ældrepleje,” sagde finansminister Nicolai Wammen, da loven blev præsenteret.
Men Michael Bech frygter, at sporene fra sagsforløbet kan afskrække andre fra at kaste sig ud i at afdække lignende historier.
”Jeg kan da godt frygte, at lysten og viljen til at lave den her slags journalistik på de undersøgende redaktioner bliver hæmmet af, at man i så mange år har haft en sigtelse og nu en tiltale hængende over hovedet, for i bund og grund at have afdækket et totalt omsorgssvigt,” siger han.
Michael Bech, journalist
Ifølge tiltalen lægger anklagemyndigheden op til en bødestraf. Men hvor stort bødekravet er, ved Michael Bech ikke. Han afventer nu at blive indkaldt til at møde op i retten i Odense, hvor sagen skal køre.
Anklagemyndighedens mål er også, at optagelserne slettes. Hvad tænker du om det?
”Jeg synes, det er helt bagvendt. Du kan jo ikke få ånden ned i flasken igen. Optagelserne af de her krænkelser har jo været vist for millioner af danskere. Alle husker de billeder af Else – de forsvinder jo ikke ved, at man indhenter dem fra TV 2,” siger han.
Journalisten har forsøgt at få anklagemyndigheden til at svare på kritikken fra Michael Bech. Det har ikke været muligt.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.