
Forhandlinger mellem TV 2 og HK Stat er brudt sammen. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Forhandlingerne mellem tre fagforbund og TV 2 Danmark er brudt sammen.
”Vi har simpelthen ikke fået nok på bordet fra TV 2 under forhandlingerne om en ny overenskomst for HK’erne. Derfor er forhandlingerne brudt sammen, og vi har afsendt strejkevarsel,” siger forhandlingschef for HK Stat Lina Gisselbæk Lauritsen i en udtalelse på HK’s hjemmeside.
Til Journalisten oplyser HK Stat, at man under forhandlingerne har koordineret sammen med 3F og Dansk Metal. Alle fagforbundenes medarbejdere på TV 2 er derfor omfattet af det strejkevarsel, der er sendt afsted i juni måned.
Ifølge HK forsøgte TV 2 at tilbyde fagforbundenes medlemmer en etårig overenskomst med en lønstigning på 2,25 procent, hvilket er den ramme, der blev aftalt med tv-stationens journalister i januar.
Høj inflation
Det er dog alt for lidt, hvis man spørger HK’s chefforhandler:
”Dybest set er det et økonomisk spørgsmål, der får os til at reagere. I en situation med høj inflation er det ikke en tilstrækkelig ramme med de 2,25 procent. TV 2’s økonomi er nemlig god efter afklarede retssager, der har givet et fint overblik over de finansielle muligheder,” siger Lina Gisselbæk Lauritsen til HK’s hjemmeside.
Ifølge HK har der været tradition for, at HK-medarbejdere på TV 2 fulgte den ramme, der blev aftalt med journalisterne, men det har man ikke ønsket i denne omgang.
”HK’erne har fortjent mere, og vi forhandler selvstændigt. Så nu må forligsinstitutionen hjælpe os videre,” lyder det videre fra Lina Gisselbæk Lauritsen.
På TV 2 arbejder HK-medarbejdere typisk som kontorfunktionærer, mens Dansk Metal organiserer medarbejdere i TV 2’s supportfunktioner, der blandt andet sørger for driften af it-systemer og mulighederne for at sende et tv-signal ud af huset. Ifølge Journalistens oplysninger beskæftiger 3F-medarbejdere på TV 2 sig med en række praktiske funktioner i virksomheden.
For HK og Dansk Metals vedkommende fremgår det af overenskomsterne, at et strejkevarsel skal sendes tre måneder før en eventuel strejke. Det betyder konkret, at en eventuel strejke først kan træde i kraft 1. oktober.
Udskældt DJ-aftale
Netop journalisternes overenskomst på TV 2 blev forhandlet på plads under vanskelige vilkår i januar, da Dansk Journalistforbund ved en fejl havde glemt at opsige den eksisterende overenskomst rettidigt.
188 medarbejdere på TV 2 sendte efter afstemningen et brev til ledelsen med en kras kritik af forløbet.
Resultatet af afstemningen blev, at 74,9 procent af medlemmerne stemte ja, mens 25,1 procent stemte nej.
Overenskomstaftalen er etårig og løber frem til 28. februar 2023. Den sikrede en stigning på 600 kroner på grundlønnen for alle plus en stigning på 225 kroner mere på den personlige løndel. Derudover var der i gennemsnit 325 kroner til hver medarbejder, der blev fordelt efter personlige lønforhandlinger.
27 medarbejdere på TV 2 er omfattet af HK Stats overenskomst med TV 2. Journalisten forsøger også at få et overblik over ansatte på de øvrige overenskomster.
TV 2 Danmark er fåmælt omkring den potentielle strejke, der kan ramme stationen supportfunktioner og kontorpersonale i oktober.
”TV 2 håber fortsat på, at vi kan finde en løsning, så konflikten kan undgås,” lyder det i en kort skriftlig kommentar til Journalisten fra virksomheden kommunikationsafdeling.
Journalisten ville gerne have spurgt, om man fra TV 2’s side er villig til at imødekomme fagforeningernes krav om en højere løn.
I alt er der tale om 27 HK-medarbejdere, 53 Dansk Metal-ansatte og en enkelt 3F-medarbejder.
Opdateret torsdag klokken 09:42: I første udgave af artiklen fremgik det kun, at HK Stat havde sendt et strejkevarsel til TV 2. Siden er det blevet klart, at også 3F og Dansk Metals medlemmer er omfattet af strejkevarsel, da de tre fagforbund har forhandlet sammen. Torsdag er skriftlig kommentar fra TV 2 samt oplysninger om antallet af omfattede medarbejdere tilføjet.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.