chef-fratrædelse

HK-topboss tager afstand fra HK Privats ”rigtig ærgerlige” pressemeddelelse

HK-forbundsformanden har i dag taget afstand fra pressemeddelelse fra HK Privat over for samtlige medarbejdere i organisationen

Der er ikke opbakning fra HK’s forbundsformand, Anja C. Jensen, til den pressemeddelelse, der tidligere i dag blev sendt ud fra HK Privat.

Det siger Anja C. Jensen til Journalisten.

Pressemeddelelsen handler om, at kommunikationschef Anette Claudi stopper, efter at medarbejdere har rejst særdeles hård kritik af hendes ledelsesstil.

”Jeg kan sige det ret tydeligt: Jeg har lige afholdt et møde med alle medarbejderne i forbundshuset for at sige, at jeg synes, at det er rigtig, rigtig ærgerligt, at den her pressemeddelelse er kommet ud, og at det er sådan, man vælger at kommunikere om sagen.”

”Jeg har sagt til medarbejderne, at de skal vide, at vi ikke peger fingre af dem, og at vi ønsker en arbejdsplads, hvor vi tager arbejdsmiljø lige så alvorligt, som vi kræver, at de gør det ude på andre arbejdspladser. Det vil jeg stå for, lige så længe jeg er forbundsformand for HK, og det skal medarbejderne vide,” siger hun.

Anette Claudis fratræden kommer, efter at 300-400 medarbejdere i HK Privat tidligere på måneden nedlagde arbejdet i et døgn. Arbejdsnedlæggelsen skyldtes en sønderlemmende kritik af Anette Claudi og hendes ledelsesstil.

Krisen i fagforbundet udsprang af en udtalelse fra seks DJ-medlemmer i HK Privat. I den udtalelse beskrives, at den nu forhenværende kommunikationschef ”overfuser og nedgør medarbejdere”, og hun generelt har skabt et ”ubehageligt og utrygt arbejdsmiljø”, blandt andet fordi hun har svært ved at ”styre sine følelsesudbrud”.

Hun har ”over en længere periode åbent nedgjort, udskammet, råbt ad og forskelsbehandlet en konkret medarbejder – frem til dennes sammenbrud og sygemelding”, lyder det i udtalelsen.

HK Privats ledelse kan ikke genkende billedet

Det er på det bagtæppe, Anette Claudi fratræder sin stilling, men ifølge pressemeddelelsen fra HK Privat ikke på grund af Anette Claudis ledelsesstil:

”Når en sådan situation så pludseligt blusser op med beskyldninger, jeg ikke kan genkende, må jeg erkende, at min tillid til medarbejderne er væk, og jeg kan derfor ikke fortsætte som chef i afdelingen,” siger Anette Claudi i pressemeddelelsen, hvor hun fremhæver ikke at have været vidende om arbejdsmiljøudfordringer i hendes afdeling.

HK Privats formand, Simon Tøgern, beklager i pressemeddelelsen, at der er sket fejl i håndteringen af sagen. Han vil dog heller ikke vedkende sig, at der skal have været problemer i afdelingen på grund af kommunikationschefen.

”Anonyme medarbejdere i HK Huset har desværre i flere medier tegnet et billede af Anette Claudi som leder, som jeg på ingen måde kan genkende. Tværtimod står hun med en særdeles god APV, ikke mindst når der måles på ledelse og trivsel – langt over gennemsnittet i HK,” siger Simon Tøgern i pressemeddelelsen.

”Derudover ligger der referater fra de seneste medarbejderudviklingssamtaler, der på ingen måde antyder, at der skulle være udfordringer i afdelingen, tværtimod,” tilføjer han.

Må ikke lægge skyld på medarbejderne

Anja C. Jensen forklarer til Journalisten, at pressemeddelelsen efterlod medarbejderne med en følelse af, at skylden for arbejdsmiljøet blev lagt over på dem.

”Jeg kan ikke bestemme, hvad en kongresvalgt formand for HK Privat gør i sin del af butikken. Vi er en stor arbejdsplads, og selvfølgelig opstår der også arbejdsmiljøudfordringer hos os, som vi er vant til at håndtere på en ordentlig måde i samarbejdsudvalget og arbejdsmiljøorganisationen.”

”Jeg har sagt det til medarbejderne i dag og til HK Privats formand, at jeg synes, at det er en rigtig ærgerlig måde at afslutte denne her sag på. Det kan se ud, som om den er løst rigtigt, men det er en fejl at kommunikere det ud på den her måde.”

Hvad er det, du synes er ærgerligt ved det?

”Jeg synes, at en pressemeddelelse om en intern personalesag bør se anderledes ud. Og den skal i mine øjne ikke give lov til, at man lægger skylden på medarbejderne.”

Samtidig understreger Anja C. Jensen, at det i hendes øjne ikke fremgår tydeligt nok af pressemeddelelsen, at arbejdsmiljøet i sidste ende er ledelsens ansvar.

”Vi vil have, at vi arbejder på samme måde internt, som vi gør eksternt. Der er noget, der kunne tyde på, at vi kan blive bedre til det.”

Ingen kommentar fra HK Privat-formand

Derudover undrer det forbundsformanden, at ledelsen i HK Privat inddrager både APV’er og medarbejdersamtaler i pressemeddelelsen.

”Jeg synes ikke, at det giver mening at nævne APV’en i en pressemeddelelse. Vi skal kunne blive ved med at have et arbejdsmiljøarbejde, der gør, at man tør være ærlig om det, man oplever på sin arbejdsplads.”

”Der er ikke nogen, der skal have ondt i maven over at gå på arbejde i HK, og det vil jeg gøre mit til,” siger hun.

Journalisten har forelagt kritikken for Simon Tøgern og ville gerne have haft svar på blandt andet: Hvem der har skrevet pressemeddelelsen, hvad han tænker om kritikken fra Anja C. Jensen, hvordan han ser på medarbejdernes opfattelse af at få lagt skyld over på sig, hvorvidt han tror, at medarbejderne fortsat har tillid til ham, og hvad han selv har gjort for at undersøge arbejdsmiljøet i afdelingen.

Svaret på alle spørgsmål har været det samme Simon Tøgern: Han har ikke yderligere kommentarer, end hvad der fremgår af pressemeddelelsen.

0 Kommentarer

Læs også

CHEF-FRATRÆDELSE

Kommunikationschef færdig efter hård kritik: ”Min tillid til medarbejderne er væk”

24. OKTOBER 2022
Arbejdsmiljø

DJ-medlemmer stod bag brev, der fik HK-medarbejdere til at gå hjem

14. OKTOBER 2022