search

Helvede tur/retur

"Den kvalmende søde stank af lig klistrer til huden, håret og tøjet. Jeg skriver to artikler, mens Peter sender flere grumme billeder hjem."

"Den kvalmende søde stank af lig klistrer til huden, håret og tøjet. Jeg skriver to artikler, mens Peter sender flere grumme billeder hjem."

Stéphanie Surrugue, 32 år. Ansat som reportagejournalist på Politiken siden 2002. Har rapporteret fra blandt andet Irak, Tyrkiet, Marokko, De Arabiske Emirater, Grønland, Færøerne og store dele af Centraleuropa. Vendte dagen inden jordskælvet i Haiti tilbage til Politiken efter to års orlov, hvor hun blandt andet var vært på DR2.

Onsdag 13. januar
Vågner ved 7-tiden og tænder rituelt for TV 2 News. Min mave snører sig sammen, da jeg ser billederne fra Haiti. Tager ind på avisen og skal egentlig lave oplæg til en ny kultursatsning på nettet, men bliver ved med at tjekke nyheder fra Haiti. Udlandsjourhavende Jens Bostrup tropper op ved mit skrivebord: "Ville du kunne tage til Haiti i eftermiddag?". Jeg siger ja. Vi booker to billige charterrejser til Santo Domingo og vil forsøge at komme over grænsen til Haiti i bil. Hurtigste flyafgang er i morgen tidlig. Det er fotograf Peter Hove Olesen og jeg, der skal af sted.

Torsdag 14. januar
Mødes med Peter i lufthavnen kl. 8. Vi har begge tjekket til bevidstløshed, at vores sendegrej og satellitudstyr fungerer – vi skal sende tekster og billeder hjem fra et område, som lige nu hverken har strøm, internet eller telefonnet. I flyet til Paris møder vi Morten Storch og Jens Ole Nielsen fra TV 2, Sune Bülow, IT-ekspert fra Røde Kors og logistiker Yvon St-Martin fra Folkekirkens Nødhjælp. Ingen af os har en klar idé om, hvordan vi skal komme videre fra Den Dominikanske Republik til Haiti, men alle er enige om at forsøge at hjælpe hinanden.

Fredag 15. januar
Vi kører fra Santo Domingo klokken 6 om morgen efter et par timers søvn på et turisthotel. Peter og jeg har fået plads i to lejede minibusser sammen med det hjælpsomme hold fra TV 2, som nu også omfatter Allan Silberbrandt og den amerikanske fotograf Scott Rensberger og et noget mindre imødekommende canadisk tv-hold med en kolerisk anchorman og hans hærdebrede livvagt. Som det første danske dagblad når Peter og jeg Port-au-Prince.

Det er faretruende nær deadline dansk tid – tidsforskellen er en udfordring, da vi er seks timer bagud. Det er et grumt syn, der møder os. Sammenstyrtede bygninger og forvildede mennesker med tomme øjne. Vi finder en fixer, som kan hjælpe med bil, oversættelse fra kreolsk og information i det hele taget. I sidste sekund får vi historie og billeder hjem.

Om aftenen falder vi om i græsset foran en bevogtet regeringsbygning tæt ved landingsbanen. Vi tør ikke sove inden for på grund af risikoen for efterskælv. Vi sover fire timer til lyden af brølende flymotorer og summende myg.

foto: Peter Hove Olsen/Politiken. Foto: Uffe Karlsson
foto: Peter Hove Olsen/Politiken

Lørdag 16. januar
Vi står op klokken halv seks og kører omkring i byen. Nu rammer chokket os med fuld kraft. Hele bydele er pulveriseret, og døde mennesker ligger i gaderne. Mennesker, der har mistet alt, går forvirrede rundt, mange med ansigtsmasker eller tørklæder, som beskytter mod støvet fra bygningerne og stanken fra de døde kroppe.

Vi tager til parken Champs de Mars, som er forvandlet til slumlejr for tusindvis af hjemløse, som er sløve af sult og chok. Vi møder sårede mennesker og knuste skæbner alle vegne, og det er umuligt at sortere i de mange indtryk. Vi er stille, da vi spiser vores kiks og drikker vores vand hen under aftenen. Lidt i fire om morgenen skælver jorden voldsomt under os. Vi springer ud af soveposerne, men det hele er overstået på et par sekunder.

Søndag 17. januar
Vi tager over på hospitalet, hvor folk ligger og dør i haven og på parkeringspladsen. Nabobygningen er lighuset, hvor døde kroppe ligger i lag under hvide tørklæder. Nogle af ligene er ikke dækket til. De ligger med armene strakt op mod himlen. I gaderne kører gravemaskiner og lastbiler, som indsamler døde mennesker og kører dem ud til massegrave i udkanten af byen.

Den kvalmende søde stank af lig klistrer til huden, håret og tøjet. Jeg skriver to artikler, mens Peter sender flere grumme billeder hjem. Han sorterer benhårdt i dem; alt for mange af billederne nytter det ikke at sende hjem, de er for brutale. Jeg finder en håndvask og forsøger at skrubbe lugten af død af min hud. Det hjælper ikke.

Mandag 18. januar
Så tager vi på reportage i ruinerne og ude ved massegravene. Det er hæsligt. Vi møder blandt andre et forældrepar, som har klatret rundt på ruinerne af deres hus i fem dage – de har kunnet høre deres to børn hver dag, i går kunne de høre pigerne synge, men i dag er der stille fra ruinerne.

Synet og lugten af massegravene siver ind gennem mit mentale filter. Jeg begynder at græde, da vi er tilbage ved vores lejr. Peter og jeg taler sammen, og da jeg har fået pusten, ringer jeg hjem til udlandsredaktør Michael Jarlner. Klokken er et om natten dansk tid, men han er cool, og vi har en god snak i en times tid. Det hjælper. Bagefter pakker vi. Vi er enige om, at vi ikke kan blive boende ved landingsbanen, vi har brug for at finde et sted, hvor vi kan samle kræfter.

foto: Peter Hove Olsen/Politiken. Foto: Uffe Karlsson
foto: Peter Hove Olsen/Politiken

Tirsdag 19. januar
Vi vågner noget nær veludhvilede på et flisegulv på terrassen på hotel Visa Lodge, hvor vi har fået lov til at sove. Der ligger journalister og nødhjælpsfolk overalt på terrassen og i haven, fordi stedet har strøm og en sejlivet internetforbindelse.

Jeg får et brusebad hos en norsk kameramand, og møder min nye bedste ven, tjeneren Hervé, som fremtryller ris, lidt grillet svinekød og en kop kaffe. Peter og jeg laver en reportage om en flok stædige mennesker på byens basketballbane, som forsøger at genvinde en kontrol over deres liv ved at bygge små huse, mens nødhjælpen stadig ikke er kommet frem, og voldelige plyndringer tager til i hovedgaden.

Jeg sidder på fliserne og skriver, da Peter sent på eftermiddagen kommer hjem fra endnu en fotoreportage. Han er bleg og knækker sammen, da han kommer hen til vores presenning. Han har fotograferet en lille, hårdt såret dreng. Midt i det hele fik han nok og kørte drengen på hospitalet, hvor en amerikansk læge gav ham et knus og begyndte at operere drengen med det samme uden at kunne sige, om han ville overleve.

Peter og jeg sidder i et hjørne på terrassen, kæderyger og taler længe om, hvordan vi skal navigere i det her helvede af død og ødelæggelse, som pressefolk og som mennesker.

Torsdag 21. januar
Vi havner i en looting, som er meget voldelig. Der bliver skudt i gaderne, macheterne glimter i solen, og en 15-årige pige dør for øjnene på os. FN indrømmer, at situationen er ude af kontrol.

Vi arbejder videre og forsøger at fortrænge følelsen af opgivelse på Haitis vegne. Jeg er glad for, at de hjemmefra støtter massivt, særligt ved at huske os på, at vores arbejde gør en forskel, fordi vi er med at til presse folk til at forholde sig til situationen, til skæbnerne og til nødhjælpsindsatsen, der stadig ikke fungerer, hvilket skaber mere ulykke og panik i gaderne.

Vi kan mærke, at vi har et velsmurt maskineri bag os, og det giver en følelse af ro. Derudover er vores "værelse" på terrassen blevet møbleret. Peter sover i en hængekøje, mens jeg deler to madrasser med Jan Grarup fra Information og Benjamin Kürstein fra Ekstra Bladet. I den tomme pool-bar bag os ligger Berlingskes hold, Christian Als og Ole Damkjær, på en rulle bobleplast.

Fredag 22. – søndag 24. januar
Vi sender de sidste historier hjem og kører mod grænsen i en bil, som føjer nye dimensioner til begrebet 'vrag'. Vi kommer frem til hovedstaden Santo Domingo efter 10 timers tumultarisk transport. Peter og jeg dropper bad og middag og går direkte i hotelbaren.

Jeg vågner med heftige tømmermænd. Det føles godt, for tømmermændene overdøver billederne på nethinden og lugten i næseborene. Haster i lufthavnen og sover det meste af vejen. Lander i Kastrup ved 14.30-tiden. Det er mærkelig tomt at komme hjem.

Hvad nu? Skal vi bare lade Haiti være Haiti og holde fri? Jeg kan ikke holde det ud. Har en lang og god snak med Michael Jarlner. Bagefter tager jeg mit vasketøj frem, og lugten fra ruinerne breder sig i mit køkken. Tænker, at det er glimrende, at vi skal til obligatorisk psykologisk debriefing om to dage. Men jeg er helt afklaret med, at jeg vil tilbage. Har lovet mange mennesker, at vi ikke glemmer Haiti i det sekund, en ny katastrofe indtræffer et nyt sted.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen