I et kulørt studie i Kabul arbejder de kvindelige journalister med livet som indsats
Normalt er der ikke noget, den 26-årige tv-journalist Sonia Shinwari ikke tør kaste sig over. Men da hun skulle interviewe en tidligere jihadist og Taleban-leder, frygtede hun for første gang reelt for sit liv.
Han befandt sig i et rum ved siden af, og pludselig kunne hun høre, at han sagde ’Allahu Akbar, Allahu Akbar’ (Allah er størst, red.).
”I mit hoved så jeg, hvordan han forberedte sig på at slå mig ihjel,” forklarer Sonia Shinwari.
Bag et lille skrivebord og med tørklædet løst hængende over sit mørke hår skriver hun manus til interviewet på løse papirnoter, mens hun lidt flovt griner over, at tankerne løb af med hende den dag.
Men frygten er velbegrundet. Afghanistan betragtes som et af de farligste lande for journalister. En af årsagerne hedder netop Taleban. De udstikker trusler og bandbuller mod mediebranchen næsten lige så tit, som minareten kalder til bøn. Og alt for ofte fører de dem ud i livet. Selv om en krig har raset i 18 år, har fredsforhandlingerne med USA (der dog kollapsede i september, red.) banet vej for, at de kan vende tilbage til en reel magtposition igen. For nylig advarede gruppen således lokale medier mod at bringe ’løgne’ om Taleban og ellers blive et ’militært mål’.
Blandt andet derfor blev Sonia Shinwari nervøs før interviewet med den tidligere jihadist og krigsveteran Akbar Agha.
Men årsagen var også, at Shinwari er både journalist og kvinde. For en turbantype som Akbar Agha er det en dobbelt provokation, der tangerer islamisk helligbrøde og kulturel vanære.
”Jeg havde researchet godt på ham. Jeg ved, at han ikke kigger kvindelige journalister i øjnene og beder om at få et bord imellem sig og hende. Alligevel blev jeg overrasket, fordi han grinede, da jeg spurgte ind til kvinders rettigheder, hvis Taleban kommer til magten,” forklarer hun.
Svaret fra den fuldskæggede Akbar Agha blev, at afghanske kvinder kræver for mange rettigheder, og at de ikke er lige så kloge eller ”logisk tænkende” som mænd.
”Hvorfor siger du det? Jeg sidder lige foran dig, og jeg er kvinde. Hvis kvinder ikke er lige så kloge som mænd, hvorfor blev profeten Mohammed så født af en kvinde?” konfronterede Sonia Shinwari ham.
”Nok blev profeten Mohammed født af en kvinde. Men hans far var stadig en mand,” svarede Akbar Agha.
De mandlige telefondamer
I Afghanistan betragtes Zan TV af mange som en radikal organisation. Et feministisk oprør. Mod sådan nogle som Akbar Agha. Mod Taleban. Mod et patriarkalsk samfund, religiøse doktriner og kulturelle normer.
Stationen opstod netop på grund af de fastlåste kønsmønstre. Da tv-stationens stifter, Hamid Samar, i sin tid søgte kvindelige tv-værter, fik den kun tre ansøgninger. Alle med krav om kun at ville arbejde i burka.
”Det fødte idéen: Hvis kvinder ikke følte sig trygge ved at arbejde uden burka eller med mandlige kolleger, så burde de jo have deres egen tv-station. Dér blev frøet sået til Zan TV,” forklarer Hamid Samar.
De kvindelige journalister diskuterer og arbejder på dagens historier i det beskedne redaktionslokale. Thea Pedersen
”Hvis kvinder ikke følte sig trygge ved at arbejde uden burka eller med mandlige kolleger, så burde de jo have deres egen tv-station,” siger Zan TV’s stifter, Hamid Samar, der her bliver interviewet af Sonia Shinwari. Thea Pedersen
Zan betyder kvinde. Og på Zan TV researcher, rapporterer, filmer, redigerer og producerer 71 medarbejdere dagligt fem liveprogrammer og 13 andre udsendelser til broadcast 24 timer i døgnet i noget, der vel må betegnes som en psykedelisk cocktail af TV 2 News, DRK, Femina og en af regionsstationerne. Kun 16 medarbejdere inden for teknik, sikkerhed og transport er mænd.
”Hvis kvinder ikke følte sig trygge ved at arbejde uden burka eller med mandlige kolleger, så burde de jo have deres egen tv-station.”
Hamid Samar, stifter af Zan TV
Stationen gik i luften i 2017, og selv om de var meget påpasselige med ikke at træde ved siden af den afghanske kultur og religion i starten, blev de ramt af en storm af moralsk forargede seere.
”Hurtigt diskuterede folk, hvordan vi splittede mænd og kvinder. At vi var en kile mellem ægtefolk, mellem bror og søster, og med undertoner af, at det ville medføre ’homoseksuelle’ tilstande,” fortæller Hamid Samar.
Mandlige seere kimede desuden stationen ned. Men af andre og i Afghanistan helt uhørte grunde.
”Det var ikke alt sammen af seksuel karakter. Nogle ville bare snakke. Men det var lidt hårdt,” forklarer Hamid Samar underdrevent.
Ændringer blev nødvendigt, hvorfor Zan TV i dag kun har mandlige telefondamer ansat. Med tiden har de også oparbejdet en trofærække af gæstende notabiliteter foreviget i billedrammer i foyeren.
Breaking News – tre timer senere
Der findes p.t. ikke officielle seertal for Zan TV, men ifølge Hamid Samar rammer stationen alt mellem 10.000 og 1.000.000 seere, og på Facebook kan registreres over 400.000 visninger.
I Afghanistans enorme udbud af medier er det dog skidt for forretningen ikke at have konkurrenter, indrømmer stifteren Samar. Men det er nu tilfældet for Zan TV. Kvinde-tv i ren form findes ikke hos andre.
I det sparsomt indrettede redaktionslokale med de lyserøde vægge, der hersker overalt og udgør selv farven på bygningen og husmuren, der omkranser dem, dumper kvinderne konstant og skiftevis ned på de blå plasticstole, mens et telegram om en eksplosion på Kabuls universitet tikker ind på nyhedschef Khalida Rasheeds telefon. Breaking news, der ville få enhver redaktion til at gå i selvsving. Bare ikke på Zan TV.
”Først skal vi have det bekræftet, så vi kan lægge nyheden ud,” siger Khalida Rasheed med sindsro.
Af sikkerhedsmæssige årsager sender Zan TV først et kamerahold afsted tre eller fire timer efter et bombeangreb. I Afghanistan er journalister direkte mål, og kolleger er blevet ofre for dobbeltangreb. Sidste år blev ni journalister og 26 mennesker dræbt, da Islamisk Stat sendte først én selvmords-jihadist afsted på motorcykel. Den anden var forklædt som kameramand blandt de tililende journalister.
To dage efter besøget på Zan TV møder Journalisten Freshta ‘Angel’ Aslamzada og Farahuaz Froogh i marken morgenen efter endnu et taleban-angreb i Kabul. Angrebet har resulteret i kampe mellem hæren og lokale afghanere, og selvom uroen dækkes intenst af lokale journalister, råber demonstranter, at Journalistens reporter skal forlade stedet, fordi de er vrede på udlændinge. Thea Pedersen
Som et grundvilkår for landets medier er stationen – via efterretningstjenesten eller direkte – flere gange også blevet truet af Taleban. Det er derfor, de har et sikkerhedsrum i huset, at bygningen er omkranset af pigtråd, og at de dagligt forholder sig til deres liv, hver gang de forlader kontoret, forklarer 23-årige Farahuaz Froogh.
”Bilbomber, likvidering, selvmordsangreb,” remser hun op og kigger alvorligt fra øjne malet skarpt op af sort makeup.
I maj skete det for den kendte tv-værtinde Mena Mangal fra Shamshad TV-stationen. Hun blev likvideret på åben gade ved højlys dag i Kabul.
Forældreforhindringen
Men der er andre udfordringer ved jobbet som kvindelig journalist, bemærker Farahuaz Froogh, mens hun ivrigt indleder fortællingen om dengang, hun og kollegaen Freshtha ’Angel’ Aslamzada dækkede en fredelig mullah-march.
”Mullahen nægtede at lade sig interviewe. Han ville ikke se på os eller tale med os foran de andre.”
Farahuaz Froogh, tv-journalist
”Der var måske 1.000 mullaher. Så kom Freshtha og jeg. Ingen af os havde hijab på. Mullahen nægtede at lade sig interviewe. Han ville ikke se på os eller tale med os foran de andre. Jeg fortalte ham, at han var en hykler, når han i tv talte om kvinders rettigheder, og han så ikke engang ville give mig en talebid,” siger Farahuaz Froogh med sammenbidte kæber.
For Froogh var konfrontationen med mullahen personligt hård, men professionelt en succes.
”Jeg var bange. Men jeg var så stærk, og jeg fik faktisk mit klip til sidst,” siger hun.
Farahuaz Froogh og kollegaen ‘Angel’ er netop kommet hjem fra en ingeniør-strejke, der ikke ønskede besøg fra medier. Nu skal de ud og opsøge en hjemløs kvinde, der angiveligt sover på et offentligt toilet om natten. Thea Pedersen
Men én ting er Taleban, trusler og terror. Noget andet er modstanden fra tv-journalisternes egne familier.
Nyhedsredaktør Khalida Rasheed forklarer, hvor langt afghanske kvinder er fra ligestilling.
”Først skal vi kæmpe bare for at bestå uddannelsen fra universitetet. Bagefter skal vi overbevise vores forældre om, at vi også må få lov til at arbejde som journalister. Lykkes det, så er det stadig ikke tilladt i vores samfund at dække de samme historier som mænd, fordi vores forældre ikke giver os lov,” siger Khalida Rasheed, mens redaktionen stemmer i.
På vej i sminken på førstesal, hvor stationen har sit afviklingsrum og flere studier til dens forskellige magasiner linet op, understreger den politiske værtinde Sonia Shinwari det som et generelt problem for alle kvindelige journalister i Afghanistan.
”Vores forældre har en tankegang, der dikterer, at journalistik er beskidt.”
Sonia Shinwari, tv-journalist
”Det sværeste er at overbevise vores forældre,” siger hun.
”Vores forældre har en tankegang, der dikterer, at journalistik er beskidt, at vi bliver udnyttet, og at mænd vil gøre ting ved os. Selv om de også ser tv og har kvindelige journalist-idoler, så er det bare ikke noget, deres egen datter skal være. Dét er en udfordring,” lyder det fra Sonia Shinwari.
For første gang i sin karriere frygtede 26-årige Sonia Shinwari for sit liv, da hun skulle interviewe en tidligere taleban-leder. ”Pludselig kunne jeg høre, han sagde ’Allah-uh akbar, Allah-uh akbar’ (Allah er størst, red.) I mit hoved så jeg, hvordan han forberedte sig på at slå mig ihjel,” siger hun, der er i sminkerummet inden optagelse. Thea Pedersen
Skrinlagte mødomme
Over for Journalisten hævder det kvindelige kollektiv, at der ikke er begrænsninger på, hvilke historier de kan dække. Eller jo, det er der selvfølgelig. Men både deres køn og journalistiske tæft byder dem at rapportere om det alligevel. Som da Zan TV planlagde at lave et program om et af de mest skamfulde og tabubelagte emner – unge piger, der mister mødommen før ægteskab.
”Folk tror, at hvis kvinder har mistet deres mødom, så er de altid selv skyld i det. Her bliver kvinder dræbt for den slags.”
Farahuaz Froogh, tv-journalist
”Vi forsøgte virkelig. Men vi måtte lægge historien ned. For ingen ville udtale sig,” supplerer ’Angel’, reporter for nyhederne, der naturligvis serveres fra et skrigende pink nyhedsstudie.
”Folk tror, at hvis kvinder har mistet deres mødom, så er de altid selv skyld i det. Her bliver kvinder dræbt for den slags,” siger Farahuaz Froogh.
Hun har ikke noget imod at blive opfattet som rollemodel.
”Jeg har brudt alle normer og traditioner i min familie. Jeg er den eneste kvinde i familien, der er blevet journalist,” siger Farahuaz Froogh og gør sig med ’Angel’ klar til at tage ud og lave en reportage om en hjemløs kvinde, som angiveligt sover på et offentligt toilet.
To dage senere møder jeg dem igen på gaden i Kabul. Men her er Zan TV’s hyggelige lyserøde kulisse skiftet ud med et bombekrater og dystre røgsøjler. Et nyt Taleban-angreb har ramt deres hovedstad.