Han har lavet programmer om alt fra Ikea over Herlufsholm til kongehuset. I weekenden blev DR-journalist Anders Agger hædret af KLF.
Hovedårsagen til hæderen er de mange fine menneskeskildringer, som Anders Agger har leveret.
"I en tid, hvor følelses-tv er i højsædet, er det dog befriende, at man kan få lov til at leve sig ind i andre menneskers situation uden at skulle føle sig tvunget til at græde snot i stænger. Sådan er det med dine udsendelser," lød det ved prisuddelingen i weekenden fra landsformanden for KLF, Kirke og Medier, Lars-Peter Melchiorsen.
Han pointerede samtidig, at Anders Agger mestrer den særlige disciplin at lave dokumentarprogrammer "om mennesker og de livssituationer, der er en del af menneskelivet".
Anders Aggers mange dokumentarprogrammer tæller blandt andet serien 'Livscyklus', 'Tro, håb og Ikea' og portrættet af drengene på Herlufsholm Kostskole.
Den 45-årige Anders Agger er oprindeligt uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Århus. Han har været ansat i DR siden 1989, hvor han både har arbejdet på DR i Holstebro, som reporter på TV-Avisen, det daværende Søndagsmagasinet på DR1 og nu på DR Dokumentar.
Foruden den hædrende omtale fra KLF følger der med prisen et legat på 10.000 kroner.
Tilbage i 2001 fik han i øvrigt DR's sprogpris for sin behandling af sproget, som "han overlegent og stilsikkert bruger til overrumplende indfald med uventede indgange til en historie", som det hed dengang.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.