Alex Nyborg Madsen har oplevet mange fyringsrunder i sine mange år som ansat på DR, men som regel var han sikker på, at han ikke ville blive sindet.

Sådan hedder det, hvis man på DR mister sit job i en sparerunde.

Men denne gang vidste Alex Nyborg Madsen godt, hvad DR havde i sinde.

Han skulle fyres.

Eller sådan føltes det i hvert fald i den virkelige verden, hvor man siger tingene, som de er, og ikke overlader det til juristers sorte ord på hvide stykker papir.

”Uanset hvad man vil, så er det jo at tale ned til folk,” siger Alex Nyborg Madsen.

Det siger han om de ord, der i efteråret 2021 blev sagt af DR-generaldirektør Maria Rørbye Rønn på et medarbejdermøde.

Her sagde hun, at man ville iværksætte en ”udviklingsplan” for DR i en mere digital retning.

I efteråret 2022 blev Alex Nyborg Madsen en af de knap 50 medarbejdere, der ikke skulle være en del af DR’s digitale udvikling.

”Den generelle stemning i DR – både blandt os, som er røget på den her konto, og blandt de kolleger, jeg har snakket med – er jo, at man synes, det er noget vrøvl. For det er jo for fanden en camoufleret spareøvelse,” siger Alex Nyborg Madsen.

Færre og bedre nyheder

For selv om danske medier og journalister specialiserer sig i at skarpvinkle og kalde en fyring for en fyring i historier om andre, er mediehusene meget optagede af at kalde det alt muligt andet, hvis de selv skal spare.

DR har gjort det mange gange før.

For eksempel skulle man lave ”færre og bedre nyheder”, da man i 2014 nedlagde 30-40 årsværk i nyhedsafdelingen.

Man skulle også lave ”færre og bedre nyheder” året efter, da der var chefrokade i samme afdeling.

På Politiken blev de ansatte derfor heller ikke inviteret til et møde om en sparerunde sidst i november, men derimod til et møde med titlen ’Politikens tilstand’ om et ”nyt og forbedret Politiken”.

Og heller ikke øverst oppe i vagttårnet i JP/Politikens Hus brugte administrerende direktør Stig Ørskov udtrykket fyringsrunde eller sparerunde.

I stedet talte han i et interview med Journalisten ni gange om ”omkostninger” eller at foretage ”omkostningstilpasninger”.

Medarbejderne på Aller kunne se noget lignende, da virksomheden i slutningen af november skrev, at man ville ”styrke vækststrategien” gennem et ”øget digitalt fokus” på grund af ”strukturelle fald i markedet”, der stillede krav om ”ansvarlige rationaliseringer”.

I bunden af pressemeddelelsen fremgik det, at rationaliseringerne handlede om fem opsigelser.

Spørger man sprogeksperter, kaldes det eufemismer; en betegnelse, som er lånt af oldgrækerne, der gjorde det til en isme at kombinere ’eu’, som betyder ’godt’, og ’pheme’, som betyder ord.

At gøre noget skidt til noget positivt.

Sådan en sprogforsker er Michael Ejstrup, der tidligere har undervist på DMJX. Og ifølge ham er der i for eksempel Allers tilfælde tale om det, man kan kalde en strategisk rammesætning.

”Hvis jeg går i gang med at tale om cafépenge, så er vi alle sammen sikre på, at vi har at gøre med unge mennesker, som ikke laver noget, men sidder på caféer og drikker kaffe for vores alle sammens penge,” siger han.

Men vi kan også kalde det uddannelsesstøtte til hjemmeboende studerende.

”Så får vi en helt ny verden, hvor vi tænker, at det er flittige studerende, der sidder derhjemme, som ikke engang har råd til at flytte hjemmefra,” siger han.

”Så når det her med afskedigelserne kommer i sidste linje, så har man vaccineret sin tale,” siger han.

Det handler om selv at nævne hullerne i osten efter at have tegnet et positivt billede af sig selv som virksomhed:

”Så kan modparten ikke rigtigt komme efter en,” konkluderer han.

Ikke en god strategi

Og når sproget på den måde vikler sig ind, handler det kommunikationsmæssigt om at vikle sig ud af en svær situation.

Det fortæller Winni Johansen, som er professor på Aarhus Universitet, hvor hun underviser i virksomhedskommunikation for nogle af dem, der en dag bliver fremtidens ledere i Danmark.

Vi har vist hende flere af de eksempler, vi har nævnt her i teksten, og hun kalder det slående, at de danske medier kommunikerer så ens om fyringsrunder.

Udfordringen kan ifølge hende være, at man som virksomhed også vil signalere til investorer og kunder, at der er styr på sagerne, og at virksomheden er på rette vej.

”Og så lægger de vægt på de gode ting, der skal komme ud af det, som er formålet med hele øvelsen. Men man overser, at man med pressemeddelelser til den store offentlighed også taler til sine egne medarbejdere,” siger Winni Johansen.

Når man kommunikerer ud, så kommunikerer man altså i lige så høj grad til virksomheden internt.

”Og det er så her, det kan undre, at de overser medarbejdernes perspektiv, som jo helt klart vil være, at det her er en katastrofe. Men den er også svær at håndtere, fordi ledelse og medarbejdere typisk har modsatrettede interesser, når vi har at gøre med omstruktureringer,” siger hun.

Nogle sjældne gange bliver der fra mediernes side smurt så tykt på, at det kommer frem.

Henrik Qvortrups løgn

Det sandede Henrik Qvortrup, da han i april sidste år i en pressemeddelelse sagde, at han var færdig som chefredaktør på Ekstra Bladet.

Her lød det i første omgang i pressemeddelelsen, at han havde opdaget, at journalistikken var vigtigst for ham, og at han derfor hellere ville beskæftige sig med journalistik i praksis.

”Det var en løgn, når jeg i pressemeddelelsen skriver, at jeg pludselig havde fundet ud af, at jeg hellere ville lave podcast og politiske kommentarer,” sagde han efterfølgende i sin mediepodcast ’Q&Co’.

I programmet forklarede Qvortrup også, at det var en løgn, han selv var med til at formulere, så sagen kunne se mindre dramatisk ud i pressen.

Også medarbejderne på DR havde fået nok af ledelsens sprogbrug i forlængelse af den seneste sparerunde.

I et brev til ledelsen kaldte medarbejderne det for uforståelige omskrivninger af sproget, når ledelsen ikke brugte ord som ”fyringer”, men derimod ”omprioriteringer” eller ”uforudsete, men nødvendige tilpasninger”:

”For os, der faktisk producerer det indhold, DR skal levere til danskerne, føles det nu ret meget som fyringer,” skrev de.

Brevet fra DR-medarbejderne viser for Winni Johansen, at det ikke nødvendigvis er en god kommunikationsstrategi at pakke sparerunder for meget ind:

”Ledelsen risikerer at glemme dem, der bliver tilbage. Så tænker de, at de har sat det hold, de gerne vil køre videre med, men hvis det hold oplever, at tilliden er smuldret, og at det ikke er en rar arbejdsplads, som de kan stole på, så søger de væk,” siger hun.

Der har forskning ifølge hende vist, at op imod 10 procent af dem, som skulle blive tilbage og hjælpe en virksomhed frem mod nye mål, kan forsvinde.

Derfor er hendes råd altid, at man skal være så ærlig som muligt, så både folk uden for og inden for virksomheden kan forstå nødvendigheden af en sparerunde.

Det handler om at være ærlig om tingene, begrunde og kommunikere i et tydeligt sprog.

”For det er da ikke sjovt at have medarbejdere, som nedlægger arbejdet og sender protestbreve. Det er bedre, hvis man kan få medarbejdere til trods alt at forstå meningen med det, der sker, selv om de stadig måtte være uenige eller ikke kan lide det, der sker.”