”Fotoelev” havnede på forsiden: Ekstra Bladet hverken ringede eller sms’ede inden

”Den eneste krænkelse er det, Ekstra Bladet har udsat mig for her,” siger den tidligere fotoelev til Journalisten. Henrik Qvortrup fortryder ikke historien

Da en tidligere fotografelev på TV 2  i sidste uge fik blæst detaljer om sit sexliv op på forsiden af Ekstra Bladets hjemmeside med gule breaking-bjælker, skete det, uden at han var varslet om det.

Det fortæller den tidligere fotoelev, der nu har besluttet sig for at tale med Journalisten.

Han fortæller, at Ekstra Bladets journalister hverken ringede eller sms’ede ham, inden de onsdag aften bragte en historie, der afslører, at TV 2-vært Cecilie Beck på en arbejdsrejse i 2016 havde sex med en fotografelev fra TV 2.

”Der er ingen af dem, der har prøvet at ringe til mig overhovedet. Jeg har kigget hele min opkaldsliste igennem, og også de ubesvarede opkald. Jeg har ikke modtaget skyggen af et opkald eller en sms fra dem inden udgivelse,” siger den tidligere fotoelev.

Han ønsker at være anonym, men Journalisten har set dokumentation for Ekstra Bladets mangelfulde forsøg på at høre ham om sagen.

Den tidligere fotoelev bliver heller ikke navngivet i Ekstra Bladets artikel. Alligevel er han dybt mærket af historien. Han føler, at Ekstra Bladet har gjort meget lidt for at værne om hans privatliv. Der var nemlig ikke mange mandlige fotoelever på TV 2 i 2016.

”Efter 10 minutter blev jeg ringet op af folk tæt på mig, der spurgte: ’Er det dig?’. Efter en halv time havde alle på mit arbejde, der kendte mig, skrevet til mig,” siger han.

Kun Ekstra Bladet har krænket

Den tidligere fotoelev afviser, at der på nogen som helst måde har været tale om krænkelser, tvang eller mangel på samtykke, da han i 2016 indledte et seksuelt forhold med TV 2-værten Cecilie Beck:

”Den eneste krænkelse er det, Ekstra Bladet har udsat mig for her,” siger han til Journalisten om sagen, hvor han føler sig umyndiggjort af Ekstra Bladets fremgangsmetode.

Selv har ansvarshavende chefredaktør Henrik Qvortrup forsvaret sig med, at den tidligere fotoelev måske vil føle sig krænket ”om 15 år”, og at historien derfor er relevant at bringe. Det afviser den tidligere fotoelev kategorisk:

”Der kommer på intet tidspunkt til at være en situation i mit liv, hvor jeg kommer til at kigge tilbage på det her og tænke, at jeg følte mig tvunget eller krænket eller noget som helst. Jeg er et voksent menneske, som godt kan tage ansvar for mine handlinger og udmærket godt ved, hvornår jeg bliver krænket,” siger han.

Sendte besked til spam-filter

Over for Journalisten har Ekstra Bladets ansvarshavende chefredaktør ellers insisteret på, at Ekstra Bladet har ”rakt ud” til den tidligere fotoelev.

I et svar på Twitter skriver journalistisk chefredaktør Knud Brix også, at man ”selvfølgelig” har forsøgt at få fat i den tidligere fotoelev inden udgivelse.

Men Journalisten har nu udførlig dokumentation, der viser, at Ekstra Bladets forsøg blandt andet blot bestod af at sende en besked direkte ind i et spam-filter på Facebook Messenger.

Den eneste besked inden udgivelse blev sendt til den tidligere fotoelev 15 dage før på Facebook Messenger. Her sendte en af Ekstra Bladets journalister en meget generel forespørgsel, som endte i den tidligere fotoelevs ”beskedanmodninger”.

”Jeg skriver til dig, fordi jeg er i gang med en historie i kølvandet på MeToo-dokumentaren,” skrev journalisten fra Ekstra Bladet dengang.

Journalisten nævnte ikke forholdet til Cecilie Beck, og beskeden nåede ikke frem.

På Facebook Messenger er det nemlig sådan, at beskeder fra folk, der ikke er ens venner, havner i et ”spam”-filter, der kaldes ”beskedanmodninger”. Den fyldes som regel med spam og phishing-forsøg fra hackere, så den havde den tidligere fotoelev ikke tjekket.

Først på selve udgivelsesdagen tjekkede den tidligere fotoelev sine beskedanmodninger, da han blev adviseret af Cecilie Beck om, at Ekstra Bladet havde kontaktet hende.

På publiceringsdagen forsøgte en af journalisterne også at følge ham på Instagram, men derudover gav Ekstra Bladet ikke lyd fra sig. Ingen af Ekstra Bladets to journalisters telefonnumre optræder i den tidligere fotoelevs opkaldshistorik, som Journalisten har set.

Sms’ede dagen efter kritik af artiklen

Og det var ikke, fordi Ekstra Bladet ikke kunne finde nummeret til den tidligere fotoelev.

Dagen efter udgivelse sendte Ekstra Bladets journalist nemlig en sms:

”Har forsøgt at fange dig på forskellige platforme, men uden held. Så nu forsøger jeg her,” lød det i sms’en klokken 08.44 om morgenen, godt og vel 16 timer efter udgivelse.

Men det giver ingen mening at sige, at man har ”rakt ud” eller forsøgt at fange ham på forskellige platforme, siger fotoeleven:

”Vi er i en branche, hvor alle kender alle, og jeg er da sikker på, at der arbejder nogen på Ekstra Bladet, der hurtigt kan finde mit nummer. Og det viser sig jo også, at de kunne finde det. De har jo skrevet til mig på sms bagefter. Jeg forstår ikke, at de ikke bare kunne give mig et ring.”

Hvad ville du have sagt, hvis de så fik fat i dig?

”Jeg ville have sagt til dem, at jeg ikke gider diskutere mit privatliv, for det, de har skrevet om, har intet med MeToo eller noget som helst at gøre. Det har kun noget med mit eget privatliv at gøre. Og der ville jeg have sagt, at jeg ikke ønsker at udtale mig om mit privatliv, og spurgt, om de synes, det er en i orden måde at gøre det på?”

Føler sig umyndiggjort

I flere interviews om historien fra sidste uge har Ekstra Bladets chefredaktør, Henrik Qvortrup, sagt, at deres historie handler om det ulige magtforhold, og at det for dem derfor er ligegyldigt for deres historie, om fotoeleven har følt sig krænket eller presset.

Men det er den tidligere fotoelev ikke enig i.

”Det synes jeg overhovedet ikke er ligegyldigt. Ved at sige sådan umyndiggør han mig som person, og han siger, at jeg ikke har ret til at vurdere for mig selv, om jeg føler mig krænket. Så bliver jeg lige pludselig kendt fuldstændigt irrelevant,” siger den tidligere fotoelev.

Efter historien begyndte at rulle, har Ekstra Bladet fået kritik fra flere kanter. Mediechefer på stribe har afvist at gå ind i historien, som blandt andet kaldes ”skamløst dyneløfteri”. Den tidligere fotoelev er helt enig i det sidste.

”Henrik Qvortrup har ikke forstået, hvad MeToo handler om. Jeg er faktisk rigtig ked af, at min historie er endt i samme kategori som de andre MeToo-sager, da jeg føler, det er en direkte hån mod alle de pissemodige og seje kvinder, der har turde stille sig frem og fortælle om de traumer og overgreb eller krænkelser, de har været udsat for i deres år i mediebranchen. De er rent faktisk blevet krænket, og der hører min sag på ingen måde hjemme,” siger han.

En hån mod MeToo-krænkede 

Den tidligere fotoelev føler, at Henrik Qvortrup og Ekstra Bladet har ”spændt ham for en vogn” for at sælge flere aviser:

”Det er en hån og en fuckfinger til alle de kvinder, som det i virkeligheden handler om.”

Ekstra Bladets journalistiske chefredaktør, Knud Brix, skriver ellers på Twitter, at de ”selvfølgelig” har forsøgt at få fat i dig. Hvad tænker du om det?

”Det kan jeg dårligt nok beskrive med ord. Det er så lavt at synke af et medie, og det gør mig enormt bekymret for vores branches image i forhold til, at der 100 procent sikkert stadig sidder en masse kvinder ude i Danmark, om det så er i mediebranchen, serviceerhvervene eller noget andet, med sager og historier, hvor de er blevet krænket.”

Den tidligere fotoelev frygter, at Ekstra Bladets journalistik er medvirkende til, at de stemmer ikke tør komme frem:

”Når de ser den behandling, som Ekstra Bladet giver kilder – og mig i det her forløb – så kan jeg godt forstå, hvis de ikke tør stille sig frem. Hvis man føler sig misbrugt, som jeg føler mig misbrugt, så kan jeg 100 procent godt forstå, at man ikke tør komme ud med det her.”

Qvortrup fastholder

For Ekstra Bladets chefredaktør, Henrik Qvortrup, stiller det ikke sagen anderledes, at den tidligere fotoelev ikke følte sig krænket eller presset af relationen til Cecilie Beck.

”Vi fortryder ikke historien. For os er historien principielt vigtigt, uanset om der var frivillighed eller ej,” siger han til Journalisten.

Hans svar uddybes i interviewet her, men grundlæggende køber han slet ikke præmissen om, at historien handler om fotoeleven, og at Ekstra Bladet med sin historie skulle have blæst detaljer om hans sexliv ud.

”Det kan da godt være, der sidder tre eller fire eller flere kolleger på TV 2, som kan regne ud, at det er ham, selv om han er anonymiseret for den bredere offentlighed. Men sådan er det jo i mange sager. Det er ikke usædvanligt,” siger Henrik Qvortrup.

Ifølge ham gjorde Ekstra Bladets journalister ”rigtig meget” for at få den tidligere fotoelev i tale inden publicering. Han bekræfter, at det skete via en generel henvendelse på Messenger flere uger før publicering og et forsøg på kontakt via Instagram på udgivelsesdagen.

”Jeg har al mulig grund til at tro, at vores journalister har gjort meget for at få fat på ham. Viser det sig, at kanalerne er de forkerte, så skal jeg da beklage, at vi ikke har brugt de bedste kanaler. Men jeg vil fastholde, at det er en sidehistorie, og at manden er anonymiseret,” siger han.

”Det kan da sagtens være, at vi burde have gjort os flere anstrengelser for at sikre, at vores beskeder nåede igennem til manden. Men selv hvis der havde været hul igennem, og han havde sagt, at det var en super oplevelse dengang, så havde vi kørt historien alligevel.”

Du siger, at det ”sagtens kan være, at I burde have gjort jer flere anstrengelser”. Fortryder du, at I ikke sikrede jer, at beskederne nåede igennem?

”Jeg formulerer mig præcist, som jeg formulerer mig. Når jeg så nu kan forstå på ham, at han ikke synes, at vi har gjort nok, så kunne vi da set i bakspejlet godt have gjort endnu mere. Selv om vi synes, vi har gjort meget. Men det ændrer ikke på, at vi ville bringe historien, for han er – med al respekt – en biperson i den historie,” siger Henrik Qvortrup.

0 Kommentarer