Katherine Diez

Forsker: Pilen peger sjældent på mediet selv, når plagiatsager granskes

Medierne taler meget om den enkelte journalist som ”det rådne æble” – og meget lidt om de involverede mediers ansvar i sager om plagiat, viser forskning

I sidste uge kunne Kulturmonitor på baggrund af anonyme brugere på det sociale medie Reddit afsløre, at litteraturanmelder og influencer Katherine Diez havde lånt flere tekstpassager fra anmeldelser i udenlandske medier og amerikanske skoleopgaver, oversat dem til engelsk og lagt dem op på sin Instagram-profil, hvor Diez har godt 60.000 følgere.

Kulturmonitor foretog også en stikprøve i nogle af de artikler, som Diez havde leveret til Berlingske som litteraturanmelder, og kunne onsdag fremvise lignende eksempler på sammenfald mellem flere passager i et fransk kulturtidsskrift og Diez’ anmeldelse i Berlingske.

Kort efter iværksatte Berlingske en granskning af de artikler og anmeldelser, som Katherine Diez havde leveret til avisen i årene 2018-2022.

Berlingske reagerede ved hurtigt at sætte gang i en gennemgang af Diez’ arbejde – og det er efterhånden kendetegnende for mediernes behandling af plagiatsager og fejl i journalisters arbejde.

Men de undersøgelser peger sjældent pilen på mediets eget ansvar.

Det viser en forskningsartikel fra 2018, som professor og ph.d. i kommunikation og journalistik på RUC Jannie Møller Hartley er medforfatter på.

Antagelsen er, at hvis vi fyrer den ene journalist eller fjerner dem fra lønningslisten, så er problemet væk.

Jannie Møller Hartley, ph.d. i kommunikation og journalistik 

”I mediernes undersøgelser af tidligere produktioner er det typisk journalistens dårlige dømmekraft, der bliver fremhævet. Det ser man også i sagen om Katherine Diez,” siger Jannie Møller Hartley.

Det rådne æble

Forskningen viser, at de medier, der er involverede i plagiatsager, i udpræget grad fokuserer på skribenten som det ”rådne æble”.

Samtidig taler medierne meget lidt om, hvorfor redaktørerne eller organisatoriske strukturer på medierne ikke har fanget de tilfælde af plagiat, fortæller Jannie Møller Hartley:

”Man kunne også spørge: Er der ikke nogen redaktører, der skulle have været inde over? Mangler der ikke et tjek? Og er det ikke især dem, der ikke nødvendigvis er fastansat af mediet, man burde være særligt opmærksomme på at introducere til gældende regler for god citatskik?”

Manglende strukturer, der ikke samler op

Artiklen undersøgte dengang to store plagiatsager, der fyldte i medierne i årene 2015-2016: Sportsjournalist Michael Qureshi, der blev fyret, efter at det viste sig, at han havde opdigtet flere af sine kilder, og USA-korrespondent Annegrethe Rasmussen, hvor sagen, ligesom nu, handlede om manglende kreditering.

Forskerne undersøgte, hvordan de to sager blev behandlet i medierne, og hvordan de involverede medier forholdt sig til sagerne.

De fandt, at undersøgelserne for det involverede medie grundlæggende handler om at genvinde læsernes tillid efter plagiatanklager. At sørge for gennemsigtighed og lave større gennemgange af journalistens arbejde er en måde at gøre det på.

Men ifølge forskerne behandler undersøgelserne sjældent mediets eget ansvar. Som konsekvens undgår nyhedsorganisationerne at blive stillet til ansvar i sagerne.

”Det er meget nemmere at sige fra over for den enkelte journalist, der har begået fejl. Antagelsen er, at hvis vi fyrer den ene journalist eller fjerner dem fra lønningslisten, så er problemet væk. Vores forskning viser, at det bare ikke kun er det, det handler om,” siger Jannie Møller Hartley.

Ifølge hende bør man også tage strukturerne omkring den enkelte journalist eller skribent med i ligningen.

”Selvfølgelig er der tale om dårlig dømmekraft hos de her journalister. Men ofte er der også nogle strukturer, der giver incitament til at begå den her slags fejl. De stadig højere produktionskrav koblet med nogle manglende strukturer, der ikke samler op på, hvordan de fejl bliver begået,” mener Jannie Møller Hartley.

Hvilket ansvar har redaktørerne vs. den enkelte journalist? Hvordan placerer man ansvaret i de her plagiatsager?

”Det skal jo placeres begge steder. Selvfølgelig har journalisten et ansvar for at lave ordentlig journalistik, men mediet har også et ansvar for at gøre reglerne klarere, både for dem, der er fastansat på mediet, men også dem, som er mere løst tilknyttet.”

Opfandt sin arbejdsmetode i løb

Selv skriver Katherine Diez i en undskyldning på Instagram, at hun har haft en ”uansvarlig, sløset, usystematisk arbejdsmetode, som har medført en række fejl”.

I samme opslag lyder det også: ”Jeg var ung og læsende og havde ingen erfaring som journalist. Min arbejdsmetode opfandt jeg i løb, mens min karriere tog fart.”

Jannie Møller Hartley opfordrer til, at man på redaktionerne taler mere åbent om god citatskik på morgenmøder, i efterkritikken, eller når nye medarbejdere kommer ind i organisationen.

For ifølge hende taler branchen ikke nok om den måde, alle medier citerer hinanden på kryds og tværs.

”Det er skjult praksis. Kun når skandaler som disse opstår, kommer der en debat, som så ofte handler om den enkelte skribent snarere end det, som alle journalister gør i mere eller mindre grad hver dag,” påpeger Jannie Møller Hartley.

Men forholdet mellem journalist og redaktør er vel også baseret på tillid, hvor redaktøren som udgangspunkt ikke kan faktatjekke alt, hvad journalisten skriver?

”Det er baseret på en tillid til en journalistisk professionalisme. Men journalistikken er jo også åbnet op for alle mulige andre aktører, som kommer ind i journalistikken udefra. God citatskik er ofte en del af journalistuddannelserne, men dels er det ikke altid, at de her skribenter er uddannede journalister, dels mangler branchen en løbende debat om citatskik,” mener Jannie Møller Hartley.

 

0 Kommentarer