
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
”Hvis man har venner som det, har man ikke brug for fjender.”
Sådan siger Natasja Dybmose, kommunikationschef hos Gigtforeningen, i forbindelse med debatten om Danske Mediers ønske til en kommende postlov. Et ønske, der vil gøre distributionen betydeligt dyrere for de foreninger og udgivere, der i dag får sendt deres medlemsblade og magasiner ud med PostNord.
Gigtforeningen er en af de foreninger, der er medlem af Danske Medier, og som netop bruger PostNord til at sende 110.000 medlemsblade ud.
Her er man ikke i tvivl om, at der senere i denne uge vil lande en politisk aftale, der vil gøre det dyrere at få bladet ud – og at det ikke vil blive distribueret lige så godt, som det gør i dag.
”Det er vi supertrætte af. Dels fordi det vil koste os omkring 350.000 kroner mere om året, men mest af alt fordi det kommer til at ramme medlemmerne,” siger Natasja Dybmose, der har svært ved at se Gigtforeningen som medlem af Danske Medier fremover.
”Vi føler os big time syltet. Det er svært at se, at der er en grund for os til at være medlem. Vi troede, det kostede 9.000 om året at være medlem. Nu kommer det til at koste os 350.000 kroner om året,” siger hun.
Anbefaling gør det markant dyrere
Danske Medier har til den kommende postlov anbefalet, at man fjerner eller skærer i PostNords befordringspligt, der blandt indebærer, at aviser og oplysende blade kan bringes ud med PostNord, uden at udgiveren skal betale moms.
Med andre ord kan det blive 25 procent dyrere for foreninger som Gigtforeningen og fagforbundet HK Privat at sende bladene ud til deres medlemmer, hvilket også i sidste uge fik flere fagblade på stikkerne og advarede om konsekvenser for både produkt og medarbejderstab.
Samtidig har PostNord pligt til at levere bladene direkte i postkassen eller brevsprækken hos modtageren, men det er ikke givet, at andre distributører gør det. Og det er grunden til, at Gigtforeningen i dag bruger PostNord.
”Det er dem, der bringer bladet helt ned ad grusvejen og putter det helt ind i postkassen eller i brevsprækken. Det er ikke det, de andre leverandører gør. De bringer til postboks, og hvis du har gigtpatienter eller andet på landet, kan det være for vanskeligt at få fat i det,” siger Natasja Dybmose.
Anklager om kup
Gigtforeningen er bare en af flere medlemsvirksomheder hos Danske Medier, der føler sig godt og grundigt ført bag lyset af deres egen brancheorganisation. HK Privat har beskyldt Danske Medier for at iværksætte et decideret kup, der skal gavne større medlemsvirksomheders interesser.
De medlemmer af Danske Medier, som ifølge HK Privat og Gigtforeningen især vil nyde gavn af Danske Mediers anbefalinger til en ny postlov, er de tre store mediekoncerner JP/Politikens Hus, Berlingske Media og JFM.
Sammen ejer de tre mediekoncerner nemlig distributionsvirksomheden DAO, som er PostNords nærmeste konkurrent på markedet.
”Anbefalingen virker helt kontralogisk for os. Det er ikke engang bare det, at Danske Medier støtter det forslag. De er nogle af arkitekterne bag. De sylter deres små medlemmer for at pleje store medlemmers interesse,” siger Natasja Dybmose.
Danske Mediers administrerende direktør, Mads Brandstrup, afviste i sidste uge over for Journalisten, at anbefalingerne er resultatet af et kup.
”De er vedtaget af Danske Mediers bestyrelse, hvor de har været grundigt diskuteret, som det nu engang er forretningsgangen i en brancheorganisation som vores. Men til syvende og sidst er det jo politikerne, der skal beslutte.”
Mads Brandstrup har på grund af konference-aktivitet ikke mulighed for at stille op til interview, men skriver i en skriftlig kommentar, at Danske Medier grundlæggende mener, at det beror på en misforståelse, at organisationen ikke skulle kæmpe magasinernes sag.
”Det er velkendt, at Danske Medier længe har støttet ønsket om en smallere befordringspligt og et mere frit marked for distributionen i Danmark. Kort sagt fordi det er til gavn for medlemmerne, når prissætningen på distributionsmarkedet sker i fair konkurrence mellem aktørerne,” skriver han.
Overvejer at melde sig ud
Natasja Dybmose, er det ikke helt reelt, at Danske Medier som brancheorganisation gerne ser lige vilkår på markedet, så alle medlemmer står lige – uanset om de distribuerer via PostNord, DAO eller andet?
”Jo, det er. Men de går jo bare ind og helt faktuelt forringer vilkårene for en stor gruppe medlemsblade. Så vælger de, hvilke medlemmer der er vigtigst for dem. Det er tydeliggjort nu,” siger Natasja Dybmose.
Mads Brandstrup opfordrede i sidste uge til, at HK Privat slår koldt vand i blodet, da Danske Medier med hans ord er klar over, at momsfri distribution er en del af eksistensgrundlaget for blandt andre velgørende organisationer og foreninger.
Hos Danske Medier fastholder Mads Brandstrup, at der skal findes en løsning for magasinerne.
”Vi mener samtidig, at bladprodukter som fagforeningsblade og magasiner i Danmark skal have de bedste muligheder for at blive distribueret. Denne mediegruppe udgør en væsentlig del af den samlede mediebranche og er vigtig for Foreningsdanmark og dermed sammenhængskraften i vores land,” skriver han:
”Derfor skal der findes en fornuftig løsning, så man på den ene side opnår fair konkurrence blandt distributionsvirksomhederne, og på den anden side sikrer rimelige priser og forsyningssikkerhed i hele landet for magasinudgiverne.”
Hos Gigtforeningen har kommunikationschefen dog svært ved at se, hvad en holdbar løsning skulle være.
”Det kommer til at ramme os uanset hvad, og når man med politisk lobbyisme fra en brancheorganisation går ind og ødelægger en fordel, så har det betydning for helt almindelige danskere, hvoraf mange ikke er digitale, er ældre eller handikappede,” siger Natasja Dybmose og fortsætter:
”Det er vildt svært fra min stol at forstå den politiske prioritering fra deres side. Og jeg bliver godt gal i skralden for at sige det ligeud.”
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Udviklingen er kun gået én vej i Danske Medier, nemlig at sikre de bedste vilkår for de største mediehuse.
De mange mindre fag/specialmedier bør melde sig ud hurtigst muligt og lave deres egen brancheorganisation.
Som artiklen illustrerer, kan man ikke have tillid til Danske Medier, der primært varetager de stærkes interesser.