
Danske Medier vil have fjernet eller indskrænket PostNords befordringspligt – altså pligten til at omdele post til alle dele af Danmark. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Der bliver ikke lagt fingre imellem, når fagforbundet HK Privat skal beskrive de anbefalinger til en ny postlov, som brancheforeningen Danske Medier har sendt til politikerne på Christiansborg.
Af anbefalingerne – der både bliver kaldt forhastede, forkerte og for lukkede – fremgår det, at Danske Medier vil have fjernet eller indskrænket PostNords såkaldte befordringspligt, som indebærer, at distribution af aviser og blade bragt ud med PostNord er fritaget for moms.
Men ifølge HK Privats formand, Simon Tøgern, vil den manøvre ramme dem og mange andre printudgivelser hårdt på pengepungen. HK Privat har derfor sendt et åbent brev til Danske Medier, hvor fagforbundet udtrykker overraskelse over beslutningen fra deres egen brancheforening.
”Helt snævert set fra mit budgets synspunkt vil det betyde, at distributionen af vores blad bliver 25 procent dyrere,” forklarer Simon Tøgern.
Han er ikke bare fortørnet over beslutningen, men også over måden, den er truffet på.
”Vi er overhovedet ikke blevet inddraget i processen. Vi hører om det tilfældigt, og det er en del af det, der får os op af stolene. Det er åbenbart en meget snæver kreds, der er involveret i det. Og det undrer os virkelig, for det er jo ikke en hvilken som helst sag. Det er en sag, der vil splitte medlemsvirksomhederne i Danske Medier,” vurderer Simon Tøgern.
En trojansk hest
De medlemmer af Danske Medier, som ifølge HK Privat især vil nyde gavn af Danske Mediers anbefalinger til en ny postlov, er de tre store mediekoncerner JP/Politikens Hus, Berlingske Media og JFM.
Sammen ejer de tre mediekoncerner nemlig distributionsvirksomheden DAO, som er Postnords nærmeste konkurrent på markedet.
”DAO er jo ikke bare DAO – de er ejet af de tre største danske mediehuse. Så det er jo lidt en trojansk hest, at de bruger en forening som Danske Medier til at fremme deres interesse. Det er vi ret fortørnede over. Det er et kup,” mener Simon Tøgern.
Han fortæller, at HK Privat tirsdag kontaktede en række andre fagforbund for at gøre dem opmærksom på Danske Mediers anbefalinger, som ifølge dem både risikerer at føre til lukninger og færre udgivelser.
”Og nu tikker det ind med mails fra folk, der føler sig taget på sengen. Folk, der skriver: What?! Det har vi ikke hørt noget som helst om,” fortæller han.
”En fuldstændigt fejllæst kritik”
Hos Danske Medier afviser direktør Mads Brandstrup på det kraftigste anklagerne om, at anbefalingerne er et resultat af kup.
”Det kan jeg blankt afvise,” siger han til Journalisten og uddyber:
”De er vedtaget af Danske Mediers bestyrelse, hvor de har været grundigt diskuteret, som det nu engang er forretningsgangen i en brancheorganisation som vores. Men til syvende og sidst er det jo politikerne, der skal beslutte.”
Ifølge Mads Brandstrup har netop en liberalisering af postmarkedet – og herunder også en indskrænkning af PostNords befordringspligt – i årevis været Danske Mediers mål.
”Det er vores klare opfattelse, at en liberalisering af postmarkedet vil komme alle, der skal have distribueret post og magasiner, til gode. I dag har vi en stærkt konkurrenceforvridende situation, hvor det er fuldstændigt uigennemskueligt, hvad der koster hvad på det danske postmarked,” forklarer han.
De tre største medlemmer af Danske Medier (JP/Politikens Hus, Berlingske Media og JFM) ejer DAO. Er det dybest set bare deres interesser, I plejer med det her forslag?
”Nej. For det første er der jo meget skrappe konkurrenceregler for, hvordan de tre mediehuse må nyde godt af priserne i regi af DAO. Og så er der jo også mange magasiner og fagforeningsblade, der distribueres gennem DAO i dag,” siger han.
HK Privat kalder det en trojansk hest. Bliver Danske Medier brugt til at fremme DAO og DAO’s ejeres interesser?
”Det mener vi er en fuldstændigt fejllæst kritik. Alle medier i det her land skal jo distribueres på den ene eller den anden måde. Derfor tror vi på, at en liberalisering vil forbedre distributionsmulighederne for alle – og ikke kun for dem, der er ejere af udvalgte distributionsvirksomheder,” siger Mads Brandstrup.
Journalisten har forelagt kritikken for Stig Kirk Ørskov, administrerende direktør i JP/Politikens Hus, der ejer størstedelen af DAO. Han er ikke vendt tilbage.
Slå koldt vand i blodet
Danske Medier erkender, at momsfri distribution er en del af eksistensgrundlaget for blandt andre velgørende organisationer og foreninger. Men det problem arbejder man på at løse.
”Så vores budskab til HK Privat er at slå koldt vand i blodet. Vi tror ikke, det går, som de frygter,” siger Mads Brandstrup.
Konkret har Danske Medier anbefalet, at den momsindtægt, staten ville få i kassen, hvis befordringspligten sløjfes, blandt andet bør bruges på at kompensere de magasiner og blade, som i dag er afhængige af momsfritagelsen.
Men dén idé falder ikke i god jord hos formanden for HK Privat.
”Det vil jo have den praktiske konsekvens, at hvis vi vil have del i den tilskudsordning, så skal vi bruge en masse kræfter på at rende rundt på Christiansborg og sikre, at den støtte ikke ryger ud af finansloven,” siger Simon Tøgern.
Ifølge ham har HK Privat tidligere forsøgt at få andre end PostNord til at distribuere deres fagblad. Erfaringerne har dog ikke været gode.
Men hvorfor er det rimeligt, at PostNord skal have særlige markedsfordele, som gør, at de kan holde deres priser kunstigt lave?
”Det er jo rimeligt, fordi der følger en forpligtelse med. Jeg har også medlemmer på Orø og Anholt, og hvis jeg skulle betale en kommerciel distributør for, at mit blad også kommer ud til dem, så ville det blive dyrt,” siger Simon Tøgern.
Den nuværende politiske aftale om befordringspligten udløber til nytår, og derfor forhandler de danske politikere lige nu om en ny postlov.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.