Konkurs

Flere DJ-medlemmer mangler løn fra konkursramt produktionsselskab

Særligt freelancere er rigtigt dårligt stillet i sager om konkurs, da de ikke er ansat som lønmodtagere og derfor kan ryge nederst på listen over kreditorer.

Det er ikke kun DR, der har en produktion i klemme og skal finde ud af, hvordan de skal gebærde sig, efter at produktionsselskabet Deluca er begæret konkurs.

Også flere medlemmer af Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation er ramt af konkursen.

Det fortæller Liselotte Lindberg Olsen, afdelingsleder for DJ’s juridiske afdeling.

”Vi har indtil videre fået fire henvendelser fra medlemmer om det. Det er både fra nogle, der er ansat ved Deluca, og nogle, der har leveret ydelser på freelance-basis og ikke har fået betaling,” siger hun.

Ansatte vil som regel få det hele

For dem, der har været ansat hos Deluca, er der blandt andet tale om manglende udbetaling af løn for december og i en opsigelsesperiode.

”Vi hjælper med at få anmeldt deres krav til Lønmodtagernes Garantifond. Det oplever de fleste som en lidt omstændig proces, hvor vi holder dem i hånden undervejs og sikrer, at alt er korrekt,” siger Liselotte Lindberg Olsen.

Samtidig kan DJ være behjælpelig med at give et lån, der svarer nogenlunde til det, man skulle have haft udbetalt i løn. Det lån løber, indtil garantifonden har behandlet kravet og udbetalt beløbet.

For ansatte lønmodtagere er der ikke grund til voldsom bekymring om, hvorvidt ens løn vil blive udbetalt. Lønmodtagernes Garantifond dækker nemlig også, selv om der ikke skulle være penge nok i konkursboet til at udbetale løn.

”Man er særligt godt stillet, fordi man kan få hele sit lønkrav op til 160.000 kroner efter skat dækket, så rigtig mange vil opleve at få det fulde beløb udbetalt,” siger Liselotte Lindberg Olsen.

Freelancere er rigtig dårligt stillet

Værre kan det se ud for freelancere, der ikke har arbejdet som lønmodtagere.

”Det beror på en konkret vurdering, som man er nødt til at lave i hvert enkelt tilfælde. Og der kan det vise sig kompliceret og usikkert, om garantifonden vil dække,” siger Liselotte Lindberg Olsen.

For at gøre ondt værre i den situation, vil man samtidig blive anset som det, der i konkurssprog hedder ”simple kreditorer”, der modsat ansatte ikke har fortrinsret.

”I mange konkursboer er der ikke penge til simple kreditorer, så der er man ofte rigtig dårligt stillet i forhold til konkurs,” siger Liselotte Lindberg Olsen.

Kurator for Deluca har tidligere på ugen udsendt en meddelelse om konkurs til kreditorerne. Her fremgår det, at krav skal rejses inden for fire uger.

Og skulle man være en af dem, der har penge i klemme i selskabet, har Liselotte Lindberg Olsen en klar opfordring:

”Hvis der er nogen af DJ’s medlemmer, der har et krav, så skal de endelig ringe til os. Og det er fornuftigt at gøre så hurtigt som muligt,” siger hun.

Anden konkurs på to år

Deluca Film, som det hed dengang, gik konkurs i 2023 og genopstod som Deluca Aps med en ny ejer i form af selskabets tidligere revisor, Poul Vogelius, der håbede at få selskabet op at køre igen.

To år senere står kurator for boet og håber, at så meget som muligt kan reddes.

”Vi skal de næste dage se, hvad der er af aktiver og aktiviteter i virksomheden, og om der er noget, der skal fortsættes. Det er for tidligt at melde noget ud om, hvilken betydning det får,” sagde Jens Højmark til Journalisten i tirsdags.

Da Deluca Film gik konkurs i 2923, skete det midt under optagelserne af TV 2-fiktionsserien ’Hvide Sande’. Konkursen medførte dengang et krav om et samlet beløb på omkring 50 millioner kroner fra 147 forskellige parter. Det omfattede blandt andet skuespillere, statister og filmarbejdere, der ikke havde fået løn.

0 Kommentarer