Håbet er at redde selskabet, dets værdier og arbejdspladser i videst muligt omfang, siger kurator.
Det er bare to år siden, at det konkursramte produktionsselskab Deluca Film genopstod med en ny ejer i form af selskabets tidligere revisor, Poul Vogelius, med håb om at få det op at køre igen.
Men det håb ser ud til at være slukket.
Nu er det aarhusianske selskab, der i dag bare hedder Deluca, nemlig igen taget under konkursbehandling. Det fremgår af Statstidende.
”Jeg kan bekræfte, at det i går blev taget under konkurs,” siger advokat Jens Højmark, der er udpeget som kurator.
Håb om at fortsætte
Skifteretten modtog konkursbegæringen den 16. januar, og i går offentliggjorde retten så et konkursdekret, der betyder, at selskabet er taget under konkursbehandling.
”Vi skal de næste dage se, hvad der er af aktiver og aktiviteter i virksomheden, og om der er noget, der skal fortsættes. Det er for tidligt at melde noget ud om, hvilken betydning det får,” siger Jens Højmark.
Det er derfor også for tidligt at sige, at Deluca er fortid, understreger kurator:
”Håbet er, at det fortsætter i en eller anden form og at kunne redde det i videst muligt omfang. Det gælder både værdier og arbejdspladser,” siger Jens Højmark.
Da det stadig er meget tidligt i processen, er kurator endnu ikke klar over, hvad der er årsag til, at selskabet kan være på vej mod konkurs.
”Men min umiddelbare vurdering er, at markedet er presset,” siger Jens Højmark.
Af Delucas årsregnskab for 2024/2025 fremgår det, at selskabet havde et positivt driftsresultat på 208.694 kroner. Omsætningen lød på lige godt 7 millioner kroner, og selskabets personaleomkostninger lå på 6,6 millioner kroner.
I starten af 2025 havde Poul Vogelius da også stadig håb for selskabet:
”Det har været en langsom og træg start. Også langsommere, end jeg havde drømt om. Men heldigvis ser det nu fornuftigt ud, og vi har en del gode sager på vej,” sagde han i januar 2025 til MediaWatch.
Gik konkurs midt i optagelser
Det daværende Deluca Film blev erklæret konkurs i efteråret 2023.
Det skete midt under optagelserne til anden sæson af TV 2-fiktionsserien ’Hvide Sande’. Konkursen medførte dengang et krav om et samlet beløb på omkring 50 millioner kroner fra 147 forskellige parter. Det omfattede blandt andet skuespillere, statister og filmarbejdere, der ikke havde fået løn.
Dengang var Jens Højmark også kurator, der vurderede, at antallet af kreditorer var så højt på grund af et større antal lønmodtagerkrav.
Det var vel vidende, at han formentlig ikke ville blive rig af det, at Poul Vogelius opkøbte Deluca i forbindelse med konkursen.
”Jeg kommer ind, fordi de gik konkurs og prøvede at starte op igen med nogle andre. Dét lykkedes så ikke, og fordi jeg kender virksomheden rigtig godt og har en idé om, hvorfor de gik konkurs, og har en idé om, at man kan få det op at køre, hvis man går back to basic, så kommer jeg ind,” sagde Poul Vogelius til TV 2 Østjylland i december 2023.
Journalisten forsøger at få en kommentar fra Poul Vogelius.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.