Farvel til P3 Nyheder: ”Det gør ondt at lægge sit journalistiske hjertebarn i graven”

Nyhedsvært og redaktør Sidsel Ravn havde det på fornemmelsen. P3 Nyheder ville måske blive ramt, da ledelsen i DR barslede med endnu en omstrukturering.
”For første gang i den tid jeg har været i DR, tænkte jeg, at der godt kunne ske noget med P3 Nyheder,” siger hun.
Og det gjorde der. Redaktionen fik i begyndelsen af oktober at vide, at P3 Nyheder lukker og slukker som led i en række store ændringer i DR.
Programmet, der blev skabt i 2001 for med korte timenyheder i de unges eget sprog at stoppe tabet af lyttere til de fremadstormende kommercielle radiokanaler Radio Viborg og The Voice, sender sidste gang den 23. december 2021. Interessen for timenyheder på radio er blevet for lav, lyder forklaringen.
Sidsel Ravn kan godt se, at beslutningen om at nedlægge P3 Nyheder er strategisk rigtig.
”På den måde er det modigt nok at sige, at det skal gøres anderledes. Men det gør ondt at lægge sit journalistiske hjertebarn i graven,” siger hun.
Cool by association
De 18 journalister i P3 Nyheder deler lokaler med resten af P3 i stueetagen af DR Byen. De to redaktioner er kun adskilt af lave skillevægge af rustik træfinér. Op til kommunalvalget sender P3 live fra forskellige byer rundt om i landet, og en nyhedsvært fra P3 følger med.
”Jo mere vi som nyhedsværter kan merge med værterne på P3, jo mere credibility får vi. Det er cool by association, og så vil lytterne forhåbentlig gerne blive hængende og lytte med under nyhederne,” siger Sidsel Ravn.
Men nu har skæbnefællesskabet mellem P3 og P3 Nyhederne fået en slutdato.

Vært og redaktionssekretær Rune Stürup Hansen siger, at det den kommende tid handler om at holde niveauet.
”Da jeg begyndte her, kunne jeg straks mærke en ekstrem stolthed over produktet, som drev redaktionen hver dag. Sådan har vi det fortsat, og det er derfor, det er vigtigt at levere noget godt de sidste måneder,” siger Rune Stürup Hansen.
Ledende redaktionschef i DR Ung Malene Birkebæk forklarer, at P3 Nyheder lukker, fordi de unges nyhedsforbrug bliver mere og mere digitalt.
”De får ikke primært deres nyheder fra radio. Så hvis vi skal prioritere vores ressourcer, er det ikke på timenyheder,” siger hun.
Der vil stadig være aktualitetshistorier på P3 – for eksempel om SU-reformer og COP26.
”Men der kommer færre nyheder på P3, når timenyhederne ryger ud,” siger Malene Birkebæk.
P3 Nyheder, P3 Nyheder, P3 Nyheder!
P3 Nyheder gik i luften 2. januar 2001 med en ung Morten Spiegelhauer bag mikrofonen.
”P3 Nyheder, P3 Nyheder, P3 Nyheder – med Morten Spiegelhauer!” lød den hårdtpumpede intro.
Den uformelle tone, præsentationen af værten og det dramatiske lydbillede var noget helt andet end ”voksen-radioavisen” på P1 og P4.
”Det med at de sagde ”Morten Spiegelhauer” i introen, syntes jeg dengang var meget fedt,” husker Morten Spiegelhauer.
”Man når jeg hører lyduniverset i dag, er det rimeligt offensivt. Det kan jeg grine af i dag, hvor jeg er 52 år,” siger han.
Indtil 2001 havde Radioavisen sendt nyheder på alle radiokanaler. Klokken 12 varede Radioavisen en halv time, og den blev indledt med rådhusklokken – inklusive alle 12 timeslag. Den afbrydelse fik mange P3-lyttere til at skrue over på The Voice og de andre kommercielle stationer.

P3 Nyheder skulle ramme de 20-30-årige og var designet til at forhindre, at lytterne skiftede kanal, når timenyhederne kom.
”Indholdet af Radioavisen var godt og vigtigt, men langt hen ad vejen var det svært at holde ud at lytte til som ung P3-lytter,” siger Morten Spiegelhauer.
Med introduktionen af P3 Nyheder var det slut med rådhusklokkerne og goddag til underlægningsmusik, mens nyhederne blev læst op.
”Vi blev kritiseret for at lefle for de unge og gå på kompromis med den kvalitet, man forbandt med nyheder fra DR. Bare det at fjerne rådhusklokkerne var med til at udløse ramaskrig,” siger Morten Spiegelhauer.
Mange lyttere brød sig heller ikke om underlægningsmusikken under nyhederne.
”Når jeg hører det i dag, synes jeg, det er for poppet, men dengang syntes jeg, at det ramte, hvor det skulle.”
Morten Spiegelhauer, tidligere vært, P3 Nyheder
”Synes I selv, det er fedt at berette om massevoldtægt med lydeffekter under?” spurgte en P3-lytter dengang redaktionen.
Politiken mente på lederplads, at omlægningen viste, at ”Danmarks Radio var på afveje”. Information kaldte P3 Nyheder for lyden af ”Radioavisen på partydrugs”.
Også internt i DR mente kolleger, at P3 Nyheder gjorde ting, som var dårlig stil. For eksempel at nyhedsværterne lavede pingpong med værterne på P3-fladen før og efter nyhedsudsendelserne.
Blev det nogle gange for poppet?
”Når jeg hører det i dag, synes jeg, det er for poppet, men dengang syntes jeg, at det ramte, hvor det skulle,” siger Morten Spiegelhauer.
Sex, stoffer og rock’n’rollP3 Nyheder udviklede sig til lidt af en talentfabrik, hvor unge journalister fik en chance, for eksempel den senere Rusland-korrespondent Matilde Kimer, vært på ’Go’ Aften Live’ Abdel Aziz Mahmoud, direktør på TV 2 Østjylland Inga Vind, chefredaktør i DR Nyheder Thomas Falbe og vært på ’Mogensen og Kristiansen’ på TV 2 News Anne Vig.
Ole Tøpholm er en af de værter, mange forbinder med P3 Nyheder. Han begyndte som afløser i 2003 og endte med at være på P3 Nyheder i syv år.

”I begyndelsen knurrede jeg lidt af det, fordi jeg kom fra den ”rigtige” radioavis. Men jeg blev hurtigt vild med det,” siger Ole Tøpholm.
Dengang var nyhedsproduktionen i DR mindre strømlinet, og det gav redaktionen plads til at forfølge sine egne idéer.
”Vi tog fat i nogle helt andre historier end resten af huset og kunne sætte vores egen dagsorden. Kun fantasien satte grænser,” siger han.
Hvad var en god historie for P3 Nyheder?
”Det var forenklet sagt sex, stoffer og rock’n’roll – historier, som handlede om ting, de unge havde lyst til at debattere,” siger Ole Tøpholm.
Han stoppede i 2010, fordi han kunne mærke, at han ikke havde hjertet med sig længere.
”Jeg er nyhedsjournalist, og jeg krummede tæer, når det blev for meget under bæltestedet. Jeg følte, at der nærmest blev talt ned til målgruppen. Jeg synes, at der i en nyhedsudsendelse trods alt skal være en formel tone, fordi der er forskel på nyheder og musikunderholdning,” siger han.
Han tilføjer, at det ”nok er en generationsting”, og derfor var det naturligt for ham at skifte til P4.
”Men P3 Nyheder vil altid fylde meget i mit hjerte. Det har formet mig til den, jeg er i dag. Jeg lærte at gå uden for manuskriptet og freestyle,” siger Ole Tøpholm.
Nye medievaner
Med den kommende nedlæggelse af P3 Nyheder skal nyhedsjournalistikken for unge især optræde på dr.dk og i DR’s nyhedsapps, siger Thomas Falbe, chefredaktør i DR Nyheder.
”Unge bruger digitale platforme til at dække deres nyhedsbehov, og det tager vi konsekvensen af,” siger han.
Hvorfor egner radio sig ikke til at lave nyheder til unge?
”Lytterne er på P3 af andre grunde end for at høre nyheder. Derfor falder for mange fra, når nyhederne kommer. Det har altid været en udfordring i forhold til primærbrugerne. Nu siger vi, at vi lægger kræfterne i at nå de unge via de digitale platforme,” siger Thomas Falbe.
P3 Nyheder blev oprettet i 2001, fordi Radioavisen var for lang, og mange lyttere faldt fra. Nu gider de unge ikke lytte til nyheder tilpasset deres målgruppe i fire minutter. Er det ikke en falliterklæring?
”Man skal tage bestik af, at tiderne og brugernes behov ændrer sig. Det ville være en falliterklæring at fastholde billedet fra 2001. Det ville have været værre ikke at gøre noget end at udvikle sig,” siger Thomas Falbe.
Du var selv med til at starte P3 Nyhederne. Hvordan er det at lægge det i graven?
”Personligt er det med lidt vemod. Vi havde mange gode intentioner, og meget er lykkedes. Men set med professionelle briller er det mediestrategisk det rigtige at gøre. Så mit svar afhænger af, hvilket ben du fanger mig på,” siger Thomas Falbe.
Influencers og bloggere
Mens P3 Nyheder blev mødt med kritik og forargelse de første år, er omverdenens opfattelse af P3 Nyheder i dag mere fredelig. Sidsel Ravn fik engang en klage, fordi hun havde sagt fuck i radioen.
”Men det er mange år siden,” siger hun.

Rune Stürup Hansen fortæller, at nogle lyttere stadig reagerer på, at nyhedsværterne blender så meget ind med P3-værterne.
”Som værter bringer vi os selv mere i spil, og selv om vi selvfølgelig forholder os neutralt til nyhederne, så synes nogle, det kan være for meget af det gode,” siger han.
Og hvad med de kommercielle radiokanaler, som P3 Nyheder blev sat i verden for at tøjle? De er ikke højt på medarbejdernes radar i dag.
”Der er jo ikke en konkurrent til P3 Nyheder. Der er ikke nogen, der har leveret det, som vi har gjort,” siger Sidsel Ravn.
I dag kommer konkurrencen ikke fra andre radiokanaler, men fra sociale medier, hvor bloggere og influencers er gode til at tale direkte til deres følgere.
”Hvis man ikke sørger for, at der er et nyhedstilbud til målgruppen, der tager dem seriøst og tager udgangspunkt i deres liv, så får vi i medierne først fat i dem, når de er i 30’erne,” siger Sidsel Ravn.