search

P3 Nyheder nedlægges som led i ny strategiplan

Efter 20 år i luften nedlægges P3 Nyheder som et led i en større organisatorisk omvæltning i DR

Sådan lød det i går i en intern mail fra nyhedsdirektør Sandy French til de ansatte på DR. I mailen fremgår det, at public service-koncernen har valgt at nedlægge P3 Nyheder, da man ikke længere tror, at timenyheder på flow er den mest optimale måde at nå unge med nyheder.

Den samme melding kommer i dag fra nyudpeget chefredaktør i DR Nyheder Thomas Falbe:

”Vi tror ikke længere, at det er den bedste måde at nå de unge på. Det har fungeret i mange år, men de unges medievaner har ændret sig. De unge bruger stadig nyheder hos DR, men de bruger dem bare på digitale platforme,” siger Thomas Falbe til Journalisten.

’Det store P3’

Som et led i DR’s store digitale strategiplan hedder det, at DR’s ungetilbud – både organisatorisk og indholdsmæssigt – skal samles under ét nyt P3-brand.

Det betyder blandt andet, at YouTube-redaktionen, som dels har hørt under DR Nyheder, bliver lagt ind under DR Kultur, Børn og Unge. Samtidig bliver DR3, som forsvandt som flowkanal ved årsskiftet, udfaset og kræfterne lagt under det nye P3.

Det bliver ifølge Thomas Falbe desuden også DR Kultur, Børn og Unges opgave at finde ud af, hvordan nyhedsformidling til den yngre del af befolkningen skal tage sig ud:

Hvorfor er det ikke DR Nyheders ansvar at producere nyheder for de unge?

”Vi er ikke så ringe til at nå de unge på vores digitale platforme, som podcast, app og dr.dk. Men organiseringen er til for at samle mennesker, strategi og målgruppe, så vi kan få større gennemslagskraft med vores indhold.”

”Det var en hård melding”

Efter gårsdagens præsentation af de vidtrækkende omstruktureringer i DR kunne generaldirektør Maria Rørbye Rønn fortælle, at godt hver tiende medarbejder i DR skulle skifte afdeling i organisationen. Særligt internt i DR Nyheder vil der den kommende tid være nye arbejdsgange for de ansatte.

Både generaldirektøren og fællestillidsmand Henrik Friis Vilmar har i den forbindelse fastslået, at det ikke kommer til at koste arbejdspladser internt i DR.

Det kommer ifølge Thomas Falbe heller ikke til at være tilfældet, når P3 Nyhederne skal afvikles. DR skal nemlig ikke producere mindre indhold, fastslår han:

”Det var en hård melding, men vi sørger for at tage bedst mulig hånd om de ansatte på afdelingen. De fastansatte er vi ved at tilbyde stillinger i DR Nyheder eller under det nye P3-brand. Derfor tager vi også samtaler med de af vores medarbejdere, der er på TBA-kontrakter og freelancere,” lyder det fra Thomas Falbe.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen