Partifarve

Er journalister røde eller blå? Her er hvad vi ved

Journalister bliver igen beskyldt for at være røde lejesvende. Men hvad er fakta? To ældre undersøgelser giver et fingerpeg

Danske journalister bliver ofte kritiseret for at være mere røde ene blå, og at det smitter af på deres journalistik.

I foråret viste en undersøgelse lavet af analyseinstituttet Norstat for Kristeligt Dagblad, at halvdelen af danskerne placerer DR tydeligt til venstre – men at tilliden til DR samlet set er høj.

I går kaldte Liberal Alliances kulturordfører Katrine Daugaard et flertal af journalisterne i DR for røde lejesvende. Det skete i podcasten Q&Co.

Katrine Daugaard henviste til, at 80 procent af medlemmerne i DJ stemmer rødt.

I debatten i Q&Co spurgte forperson i DJ Allan Boye Thulstrup, hvad dokumentationen var for den påstand.

På Journalistens opfordring har Katrine Daugaard efterfølgende sendt et link til en artikel fra DR med en undersøgelse fra 2012, som Fagbladet Journalisten også omtalte dengang.

Undersøgelsen bygger på svar fra journalister i Norge, Sverige og Danmark.

Cirka 600 journalister og cirka 800 borgere blev adspurgt af Respons Analyse A/S.

Undersøgelsen viste, hvilke partier journalisterne ville stemme på i 2012.

 

Hvem er de røde?

Hvorvidt det giver et rødt flertal blandt journalister anhænger af, hvor man placerer De Radikale i det politiske billede.

Hvis man anser De Radikale for at være et rødt parti, var der et stort rødt flertal i 2012 på 80 procent.

Ser man derimod De Radikale som et borgerligt parti, er fordelingen mellem de to blokke helt lige.

Slår man op i Lex, Danmarks Nationalleksikon, er Radikale Venstre et socialliberalt parti placeret lidt til højre for midten på den fordelingspolitiske venstre-højre-dimension og til venstre på den ny-politiske dimension.

Mest i midten

En anden – og endnu ældre – undersøgelse om journalisters politiske tilhørsforhold kom fra SDU i 2010.

Undersøgelsen var baseret på svar fra 1.750 journalister i DJ og handlede om deres professionelle værdier.

Svagheden ved undersøgelsen er, at den ikke viste hvilke partier, journalisterne stemmer på.

Man kan kun se, om journalisterne ligger til venstre, moderat til venstre, i midten, moderat til højre eller til højre.

Her viser tallene, at 40 procent lå til venstre eller moderat til venstre, og på den anden fløj lå 11 procent moderat til højre eller til højre.

Langt den største gruppe lå i ”midten”. Der fandt man 49 procent af stemmerne.

Det fremgår ikke af undersøgelsen om journalisterne i ”midten” omfatter De Radikale eller ej.

Trængsel på midten

Morten Skovsgaard, professor MSO ved Center for Journalistik på SDU var med til at lave undersøgelsen i 2010.

Han siger, at man ud fra de to undersøgelser ikke kan konkludere, om journalister er røde eller blå.

Hvis mange journalister har noget til fælles, er det, at de ligger på den politiske midte.

”Det er rigtigt, at tallene viser, at journalister ligger lidt mere til venstre for midten end til højre. Men der er samlet set mange, der ligger i midten på det politiske spektrum, og det ser man især på, at et parti som De Radikale får flere stemmer end befolkningen i gennemsnit,” siger Morten Skovsgaard.

Lille afsmitning

Med andre ord afhænger konklusionen af, hvor man placerer De Radikale på det politiske spektrum.

”Ligger de politisk mest til højre eller til venstre,” siger Morten Skovsgaard.

Morten Skovsgaard forklarer, at debatten om journalisters politiske ståsted ofte er knyttet op på en antagelse om, at deres politisk observans smitter af på mediernes indhold.

”Det er der meget lidt forskningsmæssigt belæg for at sige. Der vil forskningen pege på, at der er mange andre faktorer end journalisternes egne holdninger og præferencer – men det skal også med, at man ikke kan afvise, at det kan betyde noget for, hvordan man går ud og ser verden,” siger han.

1 Kommentar

Torben Ulrich Staur
24. OKTOBER 2025
Burde fokus ikke være på, hvor mange Danske 'news outlets' er borgerlige? Hvordan kommer 'de røde lejesvende' logikken til udtryk i et overvældende borgerligt medielandskab?