Ingebritt - seriøst? Hvor tror du redaktørerne kommer fra? De har jo selv været journalister. Din påstand har ingen gang på jord.

Se bl.a.

http://www.uriasposten.net/archives/10075 

Hvilke blå redaktioner?

Tænker du fx. på Berlingske Tidende? Sidste jeg checkede var deres chefredaktør socialdemokrat...

 Det er naturligvis ikke ligegyldt hvor journalisterne står, det er jo ikke kun en trivielt spørgsmål der stilles hver 4 år.  En journalist der stemmer Enhedslisten har jo sandsynligvis ingen som helst forståeldesefor hvordan et fri og derved kapitalistisk samfund fungerer, og hvordan skullle en sådan journalist så kunne skrive noget som helst kritisk / forklarende / tybdegående om samfundet?

Man sætter jo heller ikke en rumforsker til at forklarer hvad der foregår i lægeverdenen.

Ren dansk forskning viser, at kritikere som Dansk Folkepartis Søren Espersen, tidl. økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen og Jyllands-Postens tidl. kommentator Ralf Pittelkow har skudt gråspurve med deres kritiske kanoner.

Det var én af hovedkonklusionerne i bogen "Kunsten at holde balancen", der udkom for præcis to år siden. Bogen bygger blandt andet på analyser af 4.600 nyhedsindslag i DR og TV 2 op til danske folketingsvalg fra 1994-2007.

Undersøgelsen var lavet af bogens forfattere, professor Erik Albæk, adjungeret professor Claes Holger de Vreese samt adjunkt, ph.d. David Nicolas Hopmann, alle fra Center for Journalistik på Syddansk Universitet.

»Med andre ord skal man være blå for at se rødt,« konstaterede forskerne i bogen, der også blev debatteret her på stedet, og hvor forskerne fik overvældende opbakning af DJs debattører, hvor "alt det med røde apparater, røde lejesvende, kommunister, socialister og socialdemokrater sagde mere om borgernes mentale tilstand end om noget som helst andet".

Hvad så nu? Vil pressekorpset konfrontere nogen med noget som helst fra 2010?

Susanne Sayers var den sidste, der her på debatten skrev, at det med røde lejesvende i Danmarks Radio aldrig har haft noget på sig, så vidt jeg husker.

Det er da bare ærgeligt, at det ikke kan genkendes i produkterne. For selvfølgelig er de refererede holdninger de mest oplyste.

Ville det hjælpe med demokrati på arbejdspladsen?

Det kommer næppe som en overraskelse for enhver, der følger med i de store nyhedsmedier, at journalister er venstreorienterede.

Man kan jo starte med at betragte den vinkling, som rigtig mange "nyhedshistorier" er bygget op på. En person eller en gruppe personer har et problem - og nogen skal løse det. Disse "nogen" er aldrig dem, der har problemet, nej, det ville være for nemt - nej, det er samfundet og gerne "det offentlige". Den ansvarlige minister skal stå ret og afkræves handling.

Min konklusion er sådan set klar: det offentlige kan aldrig gøre det godt nok. Der er altid et problem, et hjørne, en flig, en gruppe, en person eller to, hvor det offentlige ikke lever op til ansvaret, og der er kun en løsning. Flere ressourcer - men det stopper jo aldrig. Og det er vel heller ikke meningen, for hvad skulle journalisterne så finde på at skrive om? Skulle de til at opfinde et helt nyt verdensbillede, hvor det personlige ansvar er i centrum?

Man kunne også gøre noget andet: nemlig prøve at se på de "eksperter" og "forskere", som de allierer sig med og bruger igen og igen. Her er Chris Holmsted Larsen et fortrinligt eksempel. Han kan til enhver tid lire en længere smøre af om, hvor farlige højreekstremister er, mens venstreekstremismen stort set ikke eksisterer, og hvis den gør, så er den bare ideologisk og i øvrigt ganske ufarlig. Men han bliver brugt igen og igen. Jeg vil gætte på, at han har DR Byens adresse i sine "Favorites" på GPS'en.

Bottom-line: fortæl os noget om journalister, som vi ikke selv for længst har gennemskuet.

Jens Yde, hvis du efterlyser tidligere DR-medarbejdere, der kan bevidne, at statsradiofonien er/var ræverød, kan jeg efter hukommelsen nævne Paula Larrain, Samuel Rachlin, Lisbeth Knudsen og Jan Jakob Floryan: http://www.b.dk/kronikker/dr-mere-roed-end-blaa

Ellers er ét af de områder, hvor man virkelig kan høre, hvor i det politiske spektrum journalisterne hører hjemme, når de omtaler personer/grupper på de politiske yderfløje. Vi kender alle de kærlige betegnelser "aktivister", "anti-fascister","anti-racister" etc. for diverse sten- flaske- og  molotovkastende og i det hele taget ekstremt voldelige personer og grupperinger på venstrefløjen. Derimod er islam-/indvandringskritiske personer/grupper på højrefløjen partout at betragte som "højreekstremister", "højreradikale", "nynazister" og "fascister", selvom de i de fleste tilfælde ikke gør andet end at demonstrere fredeligt og i det hele taget gøre brug af deres grundlovssikrede ytringsfrihed. Selvfølgelig er der - specielt i Århus - slemme undtagelser, men det ændrer ikke ved, at  hvis der var tale om en fodboldkamp mellem den yderste venstre- og højrefløj i Danmark om at være mest truende og direkte voldelig, ville venstrefløjen føre 10-2. Det er ikke ligefrem det billede, medierne tegner, og selv, hvis de bliver nødt til at fortælle om den voldelige venstrefløj, er det efter devisen: "I kampen mod det onde, havde de ikke andet valg." I øvrigt er der ingen på den demokratiske del af højrefløjen, der føler noget som helst tilhørsforhold til f.eks. White Pride og lignende grupper, mens forbindelserne mellem diverse yderligtgående venstrefløjsgrupperinger og partier som bl.a. Enhedslisten er stærke, ligesom i hvert fald dele af "Politiken-segmentet" til dels sympatiserer med deres sag. 

Jeg kunne skrive stolpe op og ned om de danske mediers slagside til venstre, men lad mig slutte med en slem "undladelsessynd", de gør sig skyldige i: Der findes stort set ikke det medie, der ikke har skrevet om, hvordan Lars Løkke i sin tid støttede Taleban i Afghanistan i slutningen af 80'erne. Det var så godt nok Mujahedinerne, og det samme gjorde stort set alle vestlige lande, herunder USA, ligesom bl.a. én af de kendte Rambo-film blev dedikeret frihedskampen mod russerne. Bortset fra det, kan bl.a. Niels Krause-Kjær, der har skrevet en bog om Løkke, bevidne, at han ikke alene ikke havde noget at skamme sig over, nej: Under sit ophold agerede han ligefrem heltemodigt ved at nægte at lade sig løslade fra et kort fængselsophold, hvis ikke det samme skete med de Mujahedinere, han var sammen med.

Historien om Løkke er én ting, men samtidig har vi i dag en statsminister, der ikke alene fortsatte med at være en form for marxistisk/kommunistisk propagandist på Københavns Universitet frem til Murens Fald i 1989. Nej, helt frem til 1990/91 videreførte hun sit propagandaprojekt for den marxistiske ideologi på universitetet. På det tidspunkt var Thorning-Schmidt som årgang 1966 24-25 år gammel. Hun var altså kommunist lige så længe som Ole Sohn - omend de to ellers ikke kan sammenlignes på det punkt - og forblev formentlig med at være det helt frem til den dag, hun meldte sig ind i Socialdemokratiet i 1992 eller 1993. Oplysningerne stammer ikke fra hvem som helst, men fra en eks-kæreste, Kresten Schultz Jørgensen, og dennes bror, Søren: http://www.uriasposten.net/archives/category/politikere/thorning-schmidt-helle Alligevel har intet dansk medie fundet behov for at fortælle hele historien om landets statsminister, ligesom der også springes let hen over fortiden i alle de bøger, der er skrevet om hende. Hvad skyldes denne tilbageholdenhed over for landets statsminister?

Det er godt nok noget af en mistro til danske journalister, der kommer til udtryk her i tråden. Der er et par steder, at kæden hopper af:
• Radikale er ikke et venstreorienteret parti, men p.t. er det støtteparti for en rød regering. Fordelingspolitisk må radikale siges at høre til på højrefløjen, og DF er på en række områder til venstre for R på dette felt. Værdipolitisk er radikale at finde på den venstre side. Derfor gav det god mening, da Journalisten.dk ændrede overskrift fra ræverøde journalister til, at hver tredje stemmer radikalt. Det er mere præcist.

• Journalisters er uddannet til at være professionelle og til at se bort fra egne sym- og antipatier. Lykkes det altid? Givetvis ikke. Men de fleste, jeg kender, arbejder aktivt med at holde egne holdninger helt ude og mange er faktisk ekstra kritiske over for 'deres egne'. Det uddanner vi dem faktisk til på medie- og journalisthøjskolen i Aarhus, hvor kravet til objektivitet er højt.

• Journalister udgiver jo ikke deres værker selv. Som én rigtigt anfører ovenfor, så er det relevant at se på, hvordan mediernes beslutningstagere agerer. Det er vel tydeligt for enhver, at der er forskel på vægtning af emner i hhv. JP og Information, men journalister skifter problemfrit job mellem 'borgerlige' og 'venstreorienterede' medier. Flere af Informations medarbejdere har været på JP. Det kan jo lade sig gøre, netop fordi journalisterne er professionelle, og fordi deres politiske holdning i det daglige arbejde stort set ingen betydning har. At der så alligevel er forskel på medierne - trods hyppige gengangere blandt medarbejderne - må skyldes noget andet. Og den forklaring skal findes i mediets formål og ledelseslag.

• Den kritiske vinkling af historier, hvor klassikeren er, at der er nogle, det er synd for, har intet med politisk observans at gøre. Den ligger i selve den moderne journalistiks DNA og bliver også brugt af erklæret højreorienterede medier som Fox News. Dem er der altså ikke meget rød lejesvend over. Vi kan sagtens tage diskussionen om, hvorvidt den form bør fornyes - det er i øvrigt en diskussion, som pågår for tiden - men det har intet med politisk holdning at gøre. Og det vil vist være en noget af en tilsnigelse at påstå, at modellen ikke er brugt med udgangspunkt i den siddende - 'røde' - regerings forslag. Hvis alle journalisterne er så røde og skriver ud fra det, hvorfor faldt så regeringens højt profilerede betalingsring efter en uhyre kritisk omgang i medierne?

• Og hvad vil kritikerne egentlig? Have kandidater til journalistuddannelserne og siden arbejdspladserne til at oplyse deres politiske standpunkt, så vi kan lave en kvote og sikre, at der kommer et passende og repræsentativt antal fra hvert parti ind. Forhåbentlig ikke. Men hvad er så løsningen? 

• Endelig er der jo faktisk den mulighed, at journalister fra begyndelsen ikke nødvendigvis er mere røde eller sorte eller grønne end andre, men bliver det, efterhånden som de i kraft af deres fag møder problemstillinger og situationer og virkelighed, som får dem til at flytte politisk holdning, hvad enten det er til højre eller venstre. 

Hvorom alting er, så er mistilliden efter min bedste overbevisning kun yderst sjældent berettiget. Der er masser af eksempler på dårlig journalistik (og heldigvis flere på det modsatte), og der findes bestemt dårlige journalister. Men at tilskrive det deres politiske overbevisning er helt skudt forbi.