Hvem ville du stemme på, hvis der var valg i dag? Den store skandinaviske medieundersøgelse, der netop er blevet præsenteret på Nordiske Mediedager, tyder på, at du ville stemme på den røde regering eller støttepartiet Enhedslisten.
Ifølge undersøgelsen ville fire ud af fem danske journalister stemme på et af de tre regeringspartier eller Enhedslisten. Det skriver TV 2 Norge.
30 procent ville stemme på Det Radikale Venstre, som lander på førstepladsen i den danske journaliststand. 20 procent ville stemme Socialdemokraterne, imens 17 procent ville stemme på Enhedslisten. 13 procent ville vælge SF.
Til gengæld ville kun 1 procent stemme på Dansk Folkeparti. Venstre lander lige under SF med 11 procents tilslutning. 5 procent ville stemme på Liberal Alliance, mens kun 2 procent ville stemme på De Konservative.
Undersøgelsen bygger på svar fra journalister i både Norge, Sverige og Danmark. Cirka 600 journalister og cirka 800 borgere, er blevet adspurgt af Respons Analyse A/S.
Resultaterne omfatter også norske og svenske journalister.
I Norge er det knap 60 procent af journalisterne, der ville stemme på deres centrum-venstre-regering plus støttepartiet Rødt.
I Sverige lander tallet på 77 procent støtte til rød-grønne partier, og altså blot 3 procent lavere end det danske resultat. Det er dog vigtigt at notere sig, at den statistiske usikkerhed udligner de 3 procent.
Journalisten.dk har skrevet om andre resultater fra den store undersøgelse, der er blevet offentliggjort løbende. Læs også: Danske journalister stoler mindst på medierne og Svenskere og nordmænd står stejlt på kildebeskyttelsen.
Rettet 15.37: Vi havde skrevet, at danske journalister var mere venstreorienterede end både svenske og norske kolleger. Men i forhold til svenskerne er forskellen så lille, at det teknisk set kan forholde sig omvendt på grund af statistisk usikkerhed. Vi beklager.
23 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Så man Blair forsvare sig med at det var vigtigt at forholde sig til bladejerne for uden deres hjælp kan man ikke lave politik! Så næven lige en socialistisk bladejer. Læg også mærke til at han ikke sagde at det var vigtigt for at lave politik at være gode venner med journalisterne.
Det vil klæde artiklen at redegøre nærmere for undersøgelsen. Hvor mange danske journalister medvirker? Fra hvilke medier? Repræsentativt udvalgt? Osv.
Hvis 1/3 af svarene - 200 svar - er fra Danmark, er der ret store statistiske usikkerheder. Fx ved 10 pct vælgerandel er der en statistisk usikkerhed på næsten 5 procent. Ergo: de 10 pct kan lige så godt være 5 eller 15 pct.
Det er godt nok noget af en mistro til danske journalister, der kommer til udtryk her i tråden. Der er et par steder, at kæden hopper af:
• Radikale er ikke et venstreorienteret parti, men p.t. er det støtteparti for en rød regering. Fordelingspolitisk må radikale siges at høre til på højrefløjen, og DF er på en række områder til venstre for R på dette felt. Værdipolitisk er radikale at finde på den venstre side. Derfor gav det god mening, da Journalisten.dk ændrede overskrift fra ræverøde journalister til, at hver tredje stemmer radikalt. Det er mere præcist.
• Journalisters er uddannet til at være professionelle og til at se bort fra egne sym- og antipatier. Lykkes det altid? Givetvis ikke. Men de fleste, jeg kender, arbejder aktivt med at holde egne holdninger helt ude og mange er faktisk ekstra kritiske over for 'deres egne'. Det uddanner vi dem faktisk til på medie- og journalisthøjskolen i Aarhus, hvor kravet til objektivitet er højt.
• Journalister udgiver jo ikke deres værker selv. Som én rigtigt anfører ovenfor, så er det relevant at se på, hvordan mediernes beslutningstagere agerer. Det er vel tydeligt for enhver, at der er forskel på vægtning af emner i hhv. JP og Information, men journalister skifter problemfrit job mellem 'borgerlige' og 'venstreorienterede' medier. Flere af Informations medarbejdere har været på JP. Det kan jo lade sig gøre, netop fordi journalisterne er professionelle, og fordi deres politiske holdning i det daglige arbejde stort set ingen betydning har. At der så alligevel er forskel på medierne - trods hyppige gengangere blandt medarbejderne - må skyldes noget andet. Og den forklaring skal findes i mediets formål og ledelseslag.
• Den kritiske vinkling af historier, hvor klassikeren er, at der er nogle, det er synd for, har intet med politisk observans at gøre. Den ligger i selve den moderne journalistiks DNA og bliver også brugt af erklæret højreorienterede medier som Fox News. Dem er der altså ikke meget rød lejesvend over. Vi kan sagtens tage diskussionen om, hvorvidt den form bør fornyes - det er i øvrigt en diskussion, som pågår for tiden - men det har intet med politisk holdning at gøre. Og det vil vist være en noget af en tilsnigelse at påstå, at modellen ikke er brugt med udgangspunkt i den siddende - 'røde' - regerings forslag. Hvis alle journalisterne er så røde og skriver ud fra det, hvorfor faldt så regeringens højt profilerede betalingsring efter en uhyre kritisk omgang i medierne?
• Og hvad vil kritikerne egentlig? Have kandidater til journalistuddannelserne og siden arbejdspladserne til at oplyse deres politiske standpunkt, så vi kan lave en kvote og sikre, at der kommer et passende og repræsentativt antal fra hvert parti ind. Forhåbentlig ikke. Men hvad er så løsningen?
• Endelig er der jo faktisk den mulighed, at journalister fra begyndelsen ikke nødvendigvis er mere røde eller sorte eller grønne end andre, men bliver det, efterhånden som de i kraft af deres fag møder problemstillinger og situationer og virkelighed, som får dem til at flytte politisk holdning, hvad enten det er til højre eller venstre.
Hvorom alting er, så er mistilliden efter min bedste overbevisning kun yderst sjældent berettiget. Der er masser af eksempler på dårlig journalistik (og heldigvis flere på det modsatte), og der findes bestemt dårlige journalister. Men at tilskrive det deres politiske overbevisning er helt skudt forbi.
Tak for oplysningen. Jeg havde ikke bemærket, at Paula Larrain, Samuel Rachlin, Lisbeth Knudsen og Jan Jakob Floryan har givet udtryk for, at Danmarks Radio var/er ræverød. Jeg vidste heller ikke, at HT-S i den grad har været marxist, men kendte godt til, at hun er europæer, og jeg er også klar over, at cand. polit. Margrethe Vestager har givet udtryk for, at bankerne intet har at frygte.
I din vedhæftede artikel fremhæver cand. scient. pol. Jan Jakob Floryan i artiklen i Berlingske indledningsvis Berlingskes egen medarbejder Bent Blüdnikow, og han nævner seks personer fra Danmarks Radio, der aldrig havde sympatier for kommunisme, socialisme og Sovjet. Det var blandt andre Fransk Osvald Stein, der kom til DR i 1960erne, og Mogens Espersen, der nåede samme DR-status, inden professor ved Københavns Universitet, socialdemokraten Ole Mogens Espersen blev formand for Danmarks Radios øverste myndighed, Radiorådet, i oktober 1971, samt Jon Kaldan . . . hov, her må jeg oplyse, at jeg tidligere på Journalistforbundets nu makulerede debatsider har nævnt navnene på et dusin journalister, som jeg mødte i det 20. århundrede, og som alle fik fedt job hos DR, og som alle var kommunister, socialister og socialdemokrater. Jon Kaldan var en af dem. Ham gik jeg i klasse med på Journalisthøjskolen, og han kunne både russisk og fortalte i al fortrolighed, at han var medlem af DKP. Os fra klassen så det som den største selvfølge, at Jon Kaldan fik job i Danmarks Radio dengang i 1980erne. Jeg troede faktisk, at alle i DR var klar over, at han var gammel kommunist, men det er måske ikke så let at holde styr på.
Der er sandelig ikke meget tilbage af de indlæg, der er skrevet på Journalistforbundets sider gennem årene, men formand Bjerregård er stadig afbildet øverst oppe. Han var blandt de heldige, der fik job hos DR i 80erne. I dag har han en blog hos DJ med titlen Pressefriheden lider i Europas baggård.
DR har i øvrigt berettet på sine egne sider: ”40.000 nordmænd samledes på Youngstorget foran Høyblokken for at synge børnesangen Barn av Regnbuen, som Breivik har udtrykt foragt over for”.
Jeg er blandt dem, der har nærlæst digtet for at finde marxisme, men har nogen i dansk presse hjulpet borgerne til at forstå, hvorfor Breivik udtrykte foragt? Svaret er vist nej, ingen i pressekorpset har hjulpet os, men modsat 1980erne kan vi i dag selv finde svaret på internettet.
Jens Yde, hvis du efterlyser tidligere DR-medarbejdere, der kan bevidne, at statsradiofonien er/var ræverød, kan jeg efter hukommelsen nævne Paula Larrain, Samuel Rachlin, Lisbeth Knudsen og Jan Jakob Floryan: http://www.b.dk/kronikker/dr-mere-roed-end-blaa
Ellers er ét af de områder, hvor man virkelig kan høre, hvor i det politiske spektrum journalisterne hører hjemme, når de omtaler personer/grupper på de politiske yderfløje. Vi kender alle de kærlige betegnelser "aktivister", "anti-fascister","anti-racister" etc. for diverse sten- flaske- og molotovkastende og i det hele taget ekstremt voldelige personer og grupperinger på venstrefløjen. Derimod er islam-/indvandringskritiske personer/grupper på højrefløjen partout at betragte som "højreekstremister", "højreradikale", "nynazister" og "fascister", selvom de i de fleste tilfælde ikke gør andet end at demonstrere fredeligt og i det hele taget gøre brug af deres grundlovssikrede ytringsfrihed. Selvfølgelig er der - specielt i Århus - slemme undtagelser, men det ændrer ikke ved, at hvis der var tale om en fodboldkamp mellem den yderste venstre- og højrefløj i Danmark om at være mest truende og direkte voldelig, ville venstrefløjen føre 10-2. Det er ikke ligefrem det billede, medierne tegner, og selv, hvis de bliver nødt til at fortælle om den voldelige venstrefløj, er det efter devisen: "I kampen mod det onde, havde de ikke andet valg." I øvrigt er der ingen på den demokratiske del af højrefløjen, der føler noget som helst tilhørsforhold til f.eks. White Pride og lignende grupper, mens forbindelserne mellem diverse yderligtgående venstrefløjsgrupperinger og partier som bl.a. Enhedslisten er stærke, ligesom i hvert fald dele af "Politiken-segmentet" til dels sympatiserer med deres sag.
Jeg kunne skrive stolpe op og ned om de danske mediers slagside til venstre, men lad mig slutte med en slem "undladelsessynd", de gør sig skyldige i: Der findes stort set ikke det medie, der ikke har skrevet om, hvordan Lars Løkke i sin tid støttede Taleban i Afghanistan i slutningen af 80'erne. Det var så godt nok Mujahedinerne, og det samme gjorde stort set alle vestlige lande, herunder USA, ligesom bl.a. én af de kendte Rambo-film blev dedikeret frihedskampen mod russerne. Bortset fra det, kan bl.a. Niels Krause-Kjær, der har skrevet en bog om Løkke, bevidne, at han ikke alene ikke havde noget at skamme sig over, nej: Under sit ophold agerede han ligefrem heltemodigt ved at nægte at lade sig løslade fra et kort fængselsophold, hvis ikke det samme skete med de Mujahedinere, han var sammen med.
Historien om Løkke er én ting, men samtidig har vi i dag en statsminister, der ikke alene fortsatte med at være en form for marxistisk/kommunistisk propagandist på Københavns Universitet frem til Murens Fald i 1989. Nej, helt frem til 1990/91 videreførte hun sit propagandaprojekt for den marxistiske ideologi på universitetet. På det tidspunkt var Thorning-Schmidt som årgang 1966 24-25 år gammel. Hun var altså kommunist lige så længe som Ole Sohn - omend de to ellers ikke kan sammenlignes på det punkt - og forblev formentlig med at være det helt frem til den dag, hun meldte sig ind i Socialdemokratiet i 1992 eller 1993. Oplysningerne stammer ikke fra hvem som helst, men fra en eks-kæreste, Kresten Schultz Jørgensen, og dennes bror, Søren: http://www.uriasposten.net/archives/category/politikere/thorning-schmidt-helle Alligevel har intet dansk medie fundet behov for at fortælle hele historien om landets statsminister, ligesom der også springes let hen over fortiden i alle de bøger, der er skrevet om hende. Hvad skyldes denne tilbageholdenhed over for landets statsminister?
Flere