Debat

Er dækningen af VM i Qatar bedre tjent med, at dele af pressen bliver hjemme?

”Skal danske journalister til VM i Qatar? Eller er det bedre, hvis slutrunden også bliver dækket fra de danske lægter, hvor pressefriheden ikke er fejet ind under ørkentæppet?” spørger kandidatstuderende Emilie Pii og Line Mortensen

Der er store problemer gemt i ørkensandet ved det forestående VM i Qatar, men takket være en nuanceret dækning fra dansk presse er bagsiden af VM-medaljen blevet kortlagt nøje siden tildelingen af VM for over 10 år siden.

Vores undersølgelse af selvsamme mediedækning viser, at de danske (sports)journalister i hidtil uset grad har grebet efter den kritiske pen og sat sport, politik og menneskerettigheder på dagsordenen.

Men vi frygter, at den kritiske dækning bliver svær, hvis Qatar ændrer spillereglerne, når startfløjtet lyder. Som Dansk Journalistforbunds næstformand, Allan Boye Thulstrup, selv har påpeget, har værtslandet tidligere sendt signal om, at verdenspressen var velkommen under slutrunden, men at det billede nu er ved at krakelere.

Derfor er vores spørgsmål: Er dækningen af VM i Qatar i virkeligheden bedre tjent med, at en del af den danske presse bliver hjemme?

Selvfølgelig skal sportsjournalisterne afsted og dække holdopstillinger og drømmemål. Men derfra kan det blive en nærmest umulig opgave, hvis man også vil afdække bagsiden af medaljen.

Diskussionen er langtfra sort/hvid, men den kritiske dækning bliver i den grad sat på prøve set i lyset af den manglende pressefrihed i værtslandet, der tidligere har vist sit ansigt bl.a. i form af anholdelser af vestlige journalister.

Vores forslag er, at danske journalister tænker alternativt og dækker slutrunden hjemmefra.

Derfor er vores forslag, at danske journalister tænker alternativt og også dækker slutrunden hjemmefra. Dermed kan de udstille problematikkerne ved den manglende pressefrihed i Qatar og pointere paradokset ved at være nødsaget til at dække en slutrunde hjemmefra.

I den ideelle verden kunne de danske journalister uden problemer pakke både klaphat og kritisk pen. Men hvis den kritiske pen alligevel risikerer at blive taget i Dohas security, er det måske bedre at holde den i et fast greb på redaktionen i Danmark, så danske journalister kan fortsætte deres nuancerede dækning af VM i Qatar.

Emilie Pii og Line Mortensen er kandidatstuderende på Københavns Universitet med speciale i VM i Qatar.  

0 Kommentarer

Læs også

Pressefrihed

DJ: Qatars utilstedelige opførsel tegner ildevarslende for VM-dækningen

21. OKTOBER 2022
Pressefrihed

Aflyst i sidste øjeblik: Qatar spænder ben for kursus for danske journalister

21. OKTOBER 2022
data_usage
chevron_left
chevron_right