Endnu en borgmester er gået for langt: Pressemeddelelser henviste til Enhedslistens politik

I sidste uge blev Københavns overborgmester, Lars Weiss, kritiseret for at bruge kommunens pressefolk til at reklamere for Socialdemokratiet. Nu retter kritikken sig mod miljøborgmesteren

Ninna Hedeager Olsen, Københavns borgmester for teknik og miljø, har i en række tilfælde brugt kommunens presseapparat til at fremhæve sit partis politiske synspunkter. Dermed har hun og forvaltningen overtrådt reglerne om, at borgmestre kun må bruge kommunens skattebetalte kommunikationsfolk til partineutral formidling.

I flere tilfælde erkender forvaltningen, at man ikke har handlet inden for rammerne.

Kommunalforsker Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har også gennemlæst fire pressemeddelelser udsendt af Ninna Hedeager Olsens forvaltning:

”Pressemeddelelser skal ikke bruges til promovering af partier, politikere eller politiske erklæringer, fordi en offentlig forvaltning – også dens kommunikationsfolk – skal være partipolitisk neutrale. Det grundkrav lever pressemeddelelserne ikke op til,” forklarer Roger Buch.

”I Enhedslisten har vi hele tiden ment …”

I alle fire pressemeddelelser henviser Ninna Hedeager Olsen til Enhedslisten eller Enhedslistens politik. For eksempel, at ”Enhedslisten ønsker at skabe mærkbare forandringer” i en sag om genanvendelse af byggematerialer.

I en anden pressemeddelelse om et planlagt byggeri på Amager Fælled siger hun, at ”i Enhedslisten har vi fra starten været imod”.

I en tredje pressemeddelelse om afviklingen af en pukkel af byggesager står der om borgmesteren og hendes parti: ”Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) og Enhedslisten gik målrettet efter at få finansiering.” I alt er Enhedslisten nævnt fire gange i den pressemeddelelse.

Det fjerde eksempel er en pressemeddelelse om flytningen af en lokal bondegård for børn. Her bliver partiets position også flettet ind:
”I Enhedslisten har vi hele tiden ment, at dyrene skal blive på Nørrebro,” siger borgmesteren.

De fire pressemeddelelser ligger enten på forvaltningens hjemmeside eller er sendt til Ritzau med en kommunal pressemedarbejder som kontaktperson.

Ligesom Lars Weiss

I sidste uge lød dommen over en pressemeddelelse fra overborgmester Lars Weiss, at den lignede noget, som den socialdemokratiske pressetjeneste kunne have udsendt. Det beklagede økonomiforvaltningen og kaldte det en fejl over for Journalisten.

Undskyldningen blev gentaget, da Berlingske fandt flere eksempler på pressemeddelelser fra Lars Weiss lørdag.

Roger Buch sammenligner de fire aktuelle eksempler om Ninna Hedeager Olsen med kritikken af overborgmester Lars Weiss.

Holder sig ikke inden for rammerne

Det har ikke været muligt at få et interview med Ninna Hedeager Olsen.

I et skriftligt svar forklarer Teknik- og Miljøforvaltningen, at Enhedslisten gerne må nævnes i en pressemeddelelse, hvis der er tale om en faktuel oplysning, ”og når det er relevant for sagens sammenhæng”.

Det gælder for eksempel i pressemeddelelsen om, at Enhedslisten havde fremsat forslag om genanvendelse af byggematerialer.

Omvendt må pressemeddelelserne generelt ikke henvise til Enhedslistens politiske synspunkter, ”som der desværre er eksempler på”, står der i det skriftlige svar.

Forvaltningen sætter dog ikke tal på, hvor mange af de fire pressemeddelelser der rammer ved siden af skiven.

”Forvaltningen er enig i vurderingen af, at nogle af de præsenterede eksempler ikke holder sig stringent inden for rammerne, og det beklager vi,” lyder svaret.

Rammer hver syvende kommunikationsansatte

Hvert syvende DJ-medlem ansat i en kommune eller region er blevet bedt om at løse opgaver, som de mener var for partipolitiske, viste en undersøgelse, der for nylig blev lavet af fagbladet Journalisten blandt 350 medlemmer ansat i en kommune eller region.

Dermed er medarbejderne blevet bedt om at overtræde de regler, der skal forhindre, at skattebetalte embedsmænd bistår borgmesteren eller andre kommunalbestyrelsesmedlemmer i deres rent partipolitiske aktiviteter.

Det kan for eksempel være opgaver, der handler mere om at promovere enkelte politikere end kommunen.

0 Kommentarer

Læs også

<span class=Hård kritik af overborgmesters pressemeddelelse: Er den skrevet af socialdemokratiet?">

Hård kritik af overborgmesters pressemeddelelse: Er den skrevet af Socialdemokratiet?

21. OKTOBER 2021
<span class=Offentlig kommunikation: Hvornår skal man sige nej til en borgmester?">

Offentlig kommunikation: Hvornår skal man sige nej til en borgmester?

21. OKTOBER 2021