Trods stigende omsætning er overskuddet skrumpet til 534.000 kroner. Som ventet blev faldet i distributionsstøtten dyrt for Information.
I regnskabsåret 2008/2009, der sluttede i juni, voksede Informations oplag med cirka 2,4 procent, mens omsætningen steg med omkring tre mio. kroner. Ikke desto mindre faldt overskuddet til 534.000 kroner. Det lå på 2,2 mio. kroner i det forrige regnskabsår.
Af mediehusets årsrapport fremgår det, at den afgørende grund til, at den med rapportens ord "tilfredsstillende" oplagsvækst og omsætningsfremgangen ikke har givet sig udslag i et større overskud, er den mindskede distributionsstøtte.
Da gratisaviserne MetroXpress og 24timer i starten af 2009 fik tildelt distributionsstøtte, betød det, at Information mistede 2,8 mio. kroner. Udsigten til, at det ville give økonomiske problemer, medførte, at Information i foråret afskedigede fire medarbejdere.
Ifølge årsberetningen har også Information kunnet mærke det pres på annoncepriserne, som har præget hele den danske mediebranche. På dette felt er avisens tabstal dog noget mindre end konkurrenterne, idet Information blot har tabt et par procent af sine annonceindtægter.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.