
René Schrøder bliver fyret, to uger efter at Ekstra Bladet opkøbte bold.dk Foto: Bolddk, EB (red. Jo)
Åbenbart helt ud af det blå er chefredaktør René Schrøder på fodboldmediet bold.dk i dag blevet fyret. Med øjeblikkelig virkning.
René Schrøder fortæller, at han klokken 8.30 blev indkaldt til en samtale med den administrerende chefredaktør på Ekstra Bladet, Anders Borup Sørensen, der er medlem af bestyrelsen i den nye ejerkreds.
”Jeg fik at vide, at bold.dk fremover skal ledes af en anden profil på chefredaktørposten,” forklarer René Schrøder.
Det var det første alenemøde mellem Anders Borup Sørensen og René Schrøder.
Ekstra Bladet overtog bold.dk den 14. april med forsikringer om, at opkøbet ikke ville få journalistiske konsekvenser hos bold.dk eller på Ekstra Bladets sportsredaktion. I sidste uge forsikrede Anders Borup Sørensen over for MediaWatch, at der ikke ville ske udskiftninger på chefredaktørposten.
Glædede sig til samarbejdet
René Schrøder er derfor meget overrasket over opsigelsen.
”Jeg har en fortid på Ekstra Bladet, hvor jeg var praktikant, sportsjournalist og nyhedschef på sporten. Der løber en del Ekstra Blads-blod i mig, og derfor havde jeg glædet mig til at komme tilbage i JP/Politikens Hus,” siger han.
René Schrøder havde forventet, at han skulle fortsætte på posten.
”Jeg har ikke fået andet indtryk de seneste uger. Tværtimod,” siger han.
Ny konstitueret ansvarshavende
Bold.dk er Danmarks femtemest besøgte netmedie foran blandt andre Politiken, Berlingske og Jyllands-Posten. Og det er, selv om redaktionen nærmest ikke bruger clickbait.
I 2022 havde bold.dk det største overskud nogensinde, og trafiktallene sætter løbende nye rekorder, forklarer René Schrøder. I alt har bold.dk 650 millioner sidevisninger om året.
Anders Borup Sørensen bekræfter i et skriftligt svar over for Journalisten, at René Schrøder stopper.
”Redaktionschef Mikkel Nøhr er konstitueret som ny ansvarshavende chefredaktør. René er en skarp journalist og har blandt andet bragt bold.dk et nyt sted hen på podcast-området. Vi har dog gennemgået bold.dk meget grundigt den seneste tid og vurderet, at der er behov for en ny redaktionel ledelse. Yderligere kommentarer har jeg ikke for nuværende,” skriver han.
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
På sitet er den knap så kritisk, fordi illustrationen tydeligt viste, at det handlede om bold.dk.