TV-ekspert Thomas Pallesen mener ikke, at ekstrabladet.tv kan give TV 2 News konkurrence. Han kalder dog Ekstra Bladets TV-satsning for ambitiøs.
"Se side 9-pigen i våd sæbeleg", "Dansk pokerhaj vandt sit livs kamp" og "Pistolmand anholdt i underbukser". I skrivende stund kan brugerne se de tre indslag på ekstrabladet.tv. I går lancerede Ekstra Bladet fem nye TV-kanaler, som14 journalister producerer TV til.
»Jeg kan godt se, at ekstrabladet.tv har fået nyt design, men indholdsmæssigt ligner det meget det, jeg så for 14 dage siden,« siger lektor på Journalisthøjskolen og ekspert i TV Thomas Pallesen. Han mener, at Ekstra Bladet producerer tre forskellige typer indslag.
1) Kriminalstof, som ofte er produceret af 'Local Eyes'
2) Egenproducerede historier, som primært er voxpop-journalistik
3) Sjove historier, som ikke scorer højt på væsentlighedskriterier, men som er underholdende.
Ekstra Bladets ledende chefredaktør Poul Madsen vil give TV 2 News kamp til stregen. Det siger han til Markedsføring:
»På nyhedssiden vil vi være hurtigere end TV 2 News og Ritzau. Vi vil være "number one" på breaking news. Vi har altid været gode til at rykke hurtigt ud. Den egenskab vil vi nu overføre til web-tv,« siger Poul Madsen.
Ekspert Thomas Pallesen har dog svært ved at forestille sig det scenarie.
»Jeg kan simpelthen ikke forstå, at Poul Madsen kan tro det, når kanalerne ser ud, som de gør nu. De sender stort set kun de samme ting, som jeg kan finde andre steder på nettet. TV 2 News garanterer seerne, at de konstant bliver opdateret, det bliver jeg ikke på eb.tv. På nyhedssiden er Ekstra Bladet på ingen måde en konkurrent til TV 2 News,« siger Thomas Pallesen.
Redigeringsmæssigt savner han en overordnet vinkel, men han er overbevist om, at tv-kanalen får mange klik.
»Jeg synes, det er et flot initiativ, fordi Ekstra Bladet har valgt at satse så mange ressourcer. Jeg synes, det er ambitiøst,« siger Thomas Pallesen, som også mener, at nogle af indslagene har ambitioner. Blandt andet en serie om danske opfindere.
»TV-kanalerne skal ses som en forlængelse af Ekstra Bladet og ikke en forlængelse af Weekendavisen. Jeg synes dog Ekstra Bladet ville hæve kvaliteten, hvis de satsede mere på deres egne, dybdeborende historier,« siger Thomas Pallesen.
Ekstra Bladets fem nye TV-kanaler hedder: Nyheder, Flash, Sport, Biler og nationen.tv.
Se Ekstra Bladets kanaler her
7