Dronefoto i landbruget

»Mulighederne med dronefotografi er uudtømmelige. Kun fantasien sætter grænser,« fortæller reklame- og reportagefotograf Steen Knarberg, der blandt andet bruger dronefoto til at beregne grusmængder og finde problemer på marker

»Jeg er egentlig reklame-, reportage- og panoramafotograf, men på grund af min store interesse for panoramafotografi købte jeg for tre år siden en stor heavylift drone, der kan løfte en last på 10 kilo vægt. Det betyder, at jeg kan montere et stort spejlreflekskamera og tage luftfotos af meget høj billedkvalitet. 

Billedet fra Møn er et 720 graders billede, hvor man kan se landskabet fra 100 meters højde hele vejen rundt over en landejendom. Landmanden bad mig tage billedet, dels fordi han gerne ville kunne se sin ejendom og det smukke landskab fra luften, dels fordi han gerne ville blive klogere i forhold til eventuelle problemområder på hans marker.   

På udsnittet her kan man blandt andet se markerne ned mod Storstrømmen og Tærø. Jeg er sikker på, at han har nærstuderet den del af billedet grundigt. Nede ved vandkanten kan man se, at kornet nogle steder har en gullig farve. Andre steder er der bare pletter. Det kan han bruge til at vurdere, om der skal køres mere jord på fugtige og lavtliggende områder, eller om marken skal drænes bedre. Problemer, som kan ses fra luften, kan også være manglende gødskning og problemer med utøj og svamp.

Mulighederne med dronefotografi er uudtømmelige. Kun fantasien sætter grænser. Man kan tage 720 graders panoramabilleder, som her på Møn. Men jeg har også taget 3D-fotos, hvor man kunne beregne, hvor meget grus der var gravet væk i en grusgrav. Jeg fotograferer også marker lodret ned, hvor længde- og breddekoordinater tilføjes billedet, så landmanden kan identificere et afgrænset område på sin mark. En lille mark på fem hektar kræver omkring 50 billeder, som jeg sætter sammen bagefter. Desværre tøver de fleste landmænd i Danmark fortsat med at bruge dronefotografi. Det er, som om de ikke er sikre på, at den økonomiske gevinst ved at købe billederne er stor nok.«

Steen Knarberg er reklame- og reportagefotograf på Sydsjælland. Flyvning med drone kræver, at man overholder Trafikstyrelsens regler, og at man som minimum er ansvarsforsikret.
Foto Steen Knarberg

0 Kommentarer